I 2006 begyndte i USA et glimrende initiativ med navnet The After Dark Horrorfest. Ideen var, at selskabet After Dark films gav independent instruktører en platform for deres gyserfilm og ikke mindst at få filmene distribueret ud til et bredt publikum. I 2007 var en af disse film Unearthed, der af uransaglige årsager har fået den ”danske” titel Deep Fear (personligt forstår jeg ikke hvorfor ”Opgravet!” ikke fungerede?).

Filmen foregår i en meget øde egn af New Mexico, hvor en håndfuld skæbner mødes på en benzinstation. De kan ikke komme videre – idet tankvognen, der skulle være dukket op med benzinen, er kørt galt under meget mystiske omstændigheder. Den lokale kvindelige sherif, der vanen tro har både skeletter i skabet og et alkoholproblem, forsøger at finde hoved og hele i begivenhederne Hun finder nogle mystiske tentakelagtige rester i lastvognens kølergitter som hun bringer til en veninde, der arbejder som forsker. Veninden kan fortælle, at den er helt galt med prøvens DNA, for den indeholder alt for mange typer på samme tid. I det samme angriber et mystisk væsen både køer og mennesker på egnen, og den lille gruppe mennesker, som er isoleret midt i ørkenen, må indstille sig på at bekæmpe noget langt stærkere end dem selv.

Det kan jo umiddelbart lyde som en fin måde at tilbringe halvanden times tid på, men på trods af løftet om et uhyggeligt monster, der måske er en gammel indiansk gud eller et mareridt fra en Von Däniken bog, så ender Unearthed som en vag og ikke mindst meget dunkel film. Dunkel skal i denne sammenhæng ikke forstås som dyster, men helt bogstaveligt – for indimellem er det simpelthen ikke til at se, hvad der sker på billedsiden.

Filmen benytter sig af den gamle b-films idé om kun at lade publikum se fragmenter af monstret i den første times tid, for på den måde dels at spare på budgettet til CGI- og gummieffekterne, og dels at lade publikum forestille sig langt værre ting end det, der forekommer. Det er heller ikke svært, når næsten 70 % af hele filmen foregår i sådan et buldermørke, at seeren mister evnen til at orientere sig. Det fungerede i Neil Marshalls fremragende The Descent, som virkeligt var smukt lyssat på trods af, at filmen forgik i mørket langt under jordens overflade. Det er ikke tilfældet her, for man kan praktisk talt ikke se noget af det, der foregår, og lydsiden er langt fra informativ nok til at hjælpe en på vej.

Når man endelig bliver konfronteret med det monstrøse i fuld figur, ja så er det blot en ussel palimptest af Gigers Alien, der tilfældigvis har en slags facehugger-lignende himstregims på maven. Denne edderkoplignende ting kan den sende ud for at agere som yderligere trussel mod de skrigende, flygtende ofre. Det fungerer langt fra overbevisende, selv om de fleste af skuespillerne gør et hæderligt arbejde i at forsøge at overbevise hinanden om, hvor frygteligt det hele er.

Kameraføringen, hvad man kan se af den, er holdt i en bevidst, kinetisk stil, der sikkert er tænkt som at tilføje fremdrift og dynamik til fortællingen. Det bliver dog hurtigt trættende at ingen af billederne, som vi ser, er holdt i ro – og en eventuel dynamisk fortælleform afløses hurtigt af en voksende irritation. Slutresultatet er en alt for underbelyst film, der følger genrekonventionerne alt for stringent og formularisk, og som desværre ikke byder på nogen som helst nytænkning indenfor feltet. I al retfærdighed skal det siges, at enkelte af de meget mørke scener faktisk kan være med til at give en klaustrofobisk fornemmelse på samme måde som førnævnte The Descent eller Pitch Black. Pointen er blot, at for at mørket skal blive skræmmende på film, så bliver tilskueren også nødt til at have andet end monsterfragmenter, skrig, skrål og dogmekamera som hjælp.