Selv om filmen Storkenes hovedperson selvklart er en stork, så er det – som overskriften antyder – en flok ulve, der ender med at stjæle billedet i denne ganske fremragende animationsfilm fra Warner Animation Studios. Det ville i al fald ikke undre Kapellets redaktion, hvis der om et par år kom en spillefilm med titlen Ulvebanden (org. The Wolf Pack), lige som der i kølvandet på Grusomme Mig kom en film med de muntre Minions

Warner Bros har i animationskredse altid stået for den mere udgakkede slapstickhumor, i kontrast til Disneys ofte meget moraliserende universer. Tænk blot på anarkiske figurer fra ”Looney Tunes” som eks. Roadrunner, Snurre Snup eller de mange klassiske Tex Avery film . Denne arv er også at spore i Storkene, der tager udgangspunkt i den gamle historie om, at det var disse flotte fugle, der leverede spædbørn til menneskene. En ammestuehistorie fra en tid hvor sex bestemt ikke var på skoleskemaet.

I disse moderne tider har storkene nu allieret sig med Cornerstore.com, en slags fiktiv pendant til Amazon, GLS eller nogle af de andre store pakkeleveringsfirmaer. I stedet for at bringe babyer ud kommer de i stedet med en foodprocessor eller din nye iPhone via luftpost. Lidt som netop Amazon har truet at gøre pr. drone i løbet af nogle år.

Hovedpersonen (hovedstorken) i fortællingen er Junior, der er den meste respekterede stork i firmaet. Han er en fyr alle ser op til og som står på nippet til at blive promoveret, så han kan blive boss i firmaet i stedet for den nuværende, der er blevet hyret som den nye, regionale chef i foretagenet. Det eneste Junior skal gøre for at være 100% sikker på stillingen er at fyre Tulle, et menneskebarn, der har været i firmaet i snart 18 år. Hun skal fyres, mest af alt fordi hun er en ulykkesfugl, der koster firmaet mange penge årligt og fordi hun gerne skulle bringes hjem til menneskenes verden, nu hun er blevet myndig.

Det går bare ikke helt så nemt, for af forskellige årsager, der ikke skal beskrives i detaljer her, får Junior og Tulle pludseligt ansvaret for en baby, der er blevet skabt i den baby-fremstillingsmaskine, som er en del af storkenes hovedkvarter, men som ikke har været tændt i flere år. Så for at Junior kan overtage stillingen, har han kun et par dage til at få afleveret både Tulle og den nye baby til menneskernes verden, hvilket i den grad besværliggøres af Juniors brækkede vinge.

Hovedfilmen er derfor en form for roadmovie, hvor det umage par – Tulle og Junior - skal forsøge at nå frem til destinationerne. Det er blandt andet under denne farefulde færd, at de løber ind i en stor flok meget velorganiserede ulve. Hvad det helt konkret er, der gør disse skumle rovdyr så morsomme, skal ej heller afsløres hér, men lad det bare blive sagt, at de er i stand til at arbejde sammen om de mest umulige ting.

Storkene er en af den slags moderne animationsfilm, der arbejder med et dobbelt publikum. Der er en masse elementer i filmen, som børn umiddelbart vil finde morsomme og så er der en masse referencer, der vil appellere direkte til voksne. Det kan både være scener, hvor der implicit tales om, hvor de små børn kommer fra, hvis nu de ikke leveres med storken, eller den scene hvor Tulle og Junior desperat forsøger at få lullet ”deres” baby i søvn, mens de selv er ved at omkomme af træthed – noget som alle forældre med sikkerhed kan relatere til.

Der kommer i disse år så mange gode kvalitetsanimationsfilm fra både USA og resten af verden og Storkene hører bestemt til disse. Animationerne er måske ikke så detaljerede som hos Disney eller datterselskabet Pixar, men til gengæld er der så skruet op for de sindssyge, absurde påfund og for hittepåsomheden. Faktisk var en af instruktørerne af Storkene (Doug Sweetland) førhen ansat på Pixar. Det var ham, der lavede den fantastiske kortfilm om den opfindsomme tryllekunstnerkanin Presto , der blev vist som forfilm til Wall-E. I Warners film kommer de animerede figurer ofte galt afsted, men er selvsagt klar til action et splitsekund senere og nogle af replikskiftene foregår i så rasende et (screwball-)tempo, at man næsten er ved at blive forpustet bare ved at se scenerne.

Filmen er udkommet på både streaming, DVD, BluRay og endda på 3D BluRay, sidstnævnte har Kapellet anmeldt. Den står flot og dybdevirkningen er virkelig god – det er jo nærmest oplagt at se en film i 3D, når der nu flyves så meget, som tilfældet er her. Der er desuden massevis af ekstramateriale at finde, lige fra interviews og kommentarspor til noget så udsædvanligt som ”fraklippede scener”. Her har man gemt nogle af skuespillernes improviserede replikker og fremstillet animationer specielt til disse – det viser at folkene bag har haft en del overskud til at lave dette specielt til udgivelsen. Alle sammen ting, der beviser, at de fysiske medier stadig har en hel del fordele overfor streamingtjenester. Her på kapellet har vi i al fald ikke begravet DVD og BluRay endnu og nægter fremadrettet hårdnakket at gøre det.