I 1956 forfattede den franske filmkomiker Jacques Tati et manuskript, som han aldrig nåede at realisere. På det tidspunkt var den franske tegnefilmsinstruktør Sylvain Chomet kun en tumling og formentlig ikke bevidst om Tatis fænomenale evne til at fortælle med humor og ofte næsten uden ord. Alligevel er der en række fælles interesser hos Tati og Chomet, der udspringer af et ønske om at fortælle om skikkelser, der på en eller anden måde skiller sig ud fra mængden. Derfor fungerer tegnefilmen Illusionisten fra 2010, der er en adaption af Tatis glemte manus, så godt. Filmen er netop udkommet som dansk købefilm.

Tati interesserede sig gennem hele sin filmkarriere, hvor det bemærkelsesværdigt nok kun blev til fem spillefilm samt en dokumentar i spillefilmslængde, for de tabte kunstarter inden for humoren. Flere af spillefilmene revitaliserer en lavkomisk falden-på-halen-stil, der sættes i et interessant spænd med modernitetens maskinelle idealer, som dermed har nogle komiske og problematiske konsekvenser for den kvasibiografiske karakter monsieur Hulot. I dokumentarfilmen Parade (1974) understreger Tati sin kærlighed til cirkusset som en døende kunstart. I Illusionisten er det tryllekunstnerens hårde skæbne det handler om.

I filmen får illusionisten sparket fra sit job, da ingen længere rigtig gider se på ham. Det sender ham ud på en rejse gennem flere steder i Europa for at finde arbejde, men det er først, da han kommer til Skotland, at han finder et slags publikum. Den vigtigste årsag til, at han bliver her i længere tid, er dog, at han her møder den yngre landsbypige Alice, der fascineres af illusionistens evner til ikke mindst at være godgørende. Hun tager derfor med ham til Edinburgh, hvor de for en stund bor side om side, mens illusionisten forsøger at få sin hverdag til at hænge sammen.

Illusionisten er i tegnefilmen konstrueret, så han ligner Jacques Tati i rollen som monsieur Hulot. Det stille, forsagte væsen, der på den ene side er ret morsom i sig selv, men på den anden side også udsættes for en række uforsætlige uheld, er derfor en tydelig versionering af, hvordan Chomet forestiller sig, at Tati selv ville have eksekveret filmen. At lave filmen som en tegnefilm med en realistisk streg er derfor en oplagt og original prioritering, der viser en forkærlighed og en dyb respekt for Tatis samlede ouvre. Ud over det er det ganske simpelt bare en flot film.

Mødet mellem det traditionelle og det moderne, der står så stærkt gennem alle Tatis film (udgivet samlet i Jacques Tati Box), indfinder sig også i Illusionisten gennem blikket på en tryllekunstner, der forsøger at tjene til dagen og vejen gennem et arbejde, som er truet af moderne kunstarter, særligt popmusik. Stemningen gennem filmen er derfor ekstremt rolig og særskilt melankolsk, hvilket ikke kun udspringer af hovedpersonens ilde skæbne, men også kærlighedserklæringen til en kunstart, der selv har lidt en lignende krank skæbne.

Illusionisten kunne i udgangspunktet godt ligne en tegnefilm, der vil kunne fungere for de mindre størrelser, men basalt set er tempoet nok for langsomt og stemningen for dyster. Derfor er Illusionisten en film, der i højere grad retter sig mod et voksent publikum. Filmfans med stor forkærlighed for Tatis film vil finde præcis det, de måtte ønske sig, mens elskere af den realistiske tegnefilm á la Sylvain Chomets stil også vil få sine ønsker indfriet. Illusionisten formår derfor intet mindre end at spille på to heste samtidig – og vinde på dem begge.