Den amerikanske instruktør Tom Ford spytter ikke ligefrem film ud med halve års mellemrum. Faktisk skal man helt tilbage til 2007 for at finde hans egentlige spillefilmsdebut A Single Man. Den fik mange roser med på vejen af anmelderne. Her i starten af 2017 er han så aktuel igen med en film, der ikke kun behændigt blander noir, eksistentielle kriser og flere forskellige fortællelag til en filmisk cocktail som er intet mindre end fremragende.

Filmen indledes, efter en flot og flæsket introsekvens, med at vi møder Susan Morrow. Susan er en succesfuld galleriejer, der til trods for sin store finansielle succes og masser af anerkendelse fra hendes omgangskreds ikke er specielt lykkelig. Hendes ægteskab forekommer helt kærlighedsløst og manden har vist egentlig også en affære, selv om Susan ikke lader sig gå synderligt på at det. Faktisk virker hun allermest kold, ligeglad og som hun selv siger ”kynisk”, i forhold til hendes liv.

En dag ankommer der et manuskript fra hendes eksmand, Edward (Gyllenhaal). Han skriver at hans roman er blevet accepteret til udgivelse. Ed har endda dedikeret Nocturnal Animals, som er bogens titel, til Susan. Da Susans mand er bortrejst og hun alligevel plages af søvnløshed, begynder hun at læse romanen, der hurtigt viser sig er en meget dyster og voldsom historie om familiefaderen Tony (Gyllenhaal) der skal på en hyggelig tur med sin familie. En tur der hurtigt udvikler sig til et veritabelt mareridt.

Seeren er på denne måde vidne til Susan, der læser Edwards bog og ligeledes hendes associationer til dengang hun dannede par med Edward. På den vis kommer den fiktive roman i filmen til at fungere som en kommentar til deres forliste forhold, på mere end blot en måde.

Det er blandt andet dette som er det smågeniale ved Fords film. For selv om både rammehistorien om karrierekvinden, der måske burde have truffet nogle andre valg i sit liv og eksmandens dramatiske kriminalhistorie, er fortællinger man har set lignende andre steder før men hver for sig, så er det i de to fortællelags gensidige kommentarer til hinanden at Nocturnal Animals finder sin form. Filmens tredje lag, Susans erindringer om tiden sammen med Ed bliver den lim, der binder historierne tematisk og metaforisk sammen.

Idet handlingen skrider frem erfarer vi at en af grundene til at Susan i sin tid forlod Ed, var at hun ikke troede han nogensinde ville have andre ambitioner end at skrive sin roman, noget som han så endelig har fået realiseret. Hans idealer omkring kærlighed og kreativitet er heller ikke nogen hun deler nu, da hun ret beset lever et lidenskabsløst liv, både i forhold til sit arbejde og sit privatliv. Ikke desto mindre gribes hun helt uventet af eksmandens roman.

Måske kan filmen efter ovenstående beskrivelse at dømme lyde som en utroligt kompleks og konvoluteret film, men takket være fantastiske skuespillere (her tænkes især på Gyllenhaal, Adams og Michael Shannon (som mange nok huske som den forsmåede FBI-agent i Boardwalk Empire)) og en eminent sans for at fortælle i både billede og lyd, er tilskueren med hele vejen, akademisk baggrund eller ej. Det bliver altså ikke en slags postmoderne tænkeboks tiltænkt litterater eller filmteoriaficionados, men ganske enkelt en film alle der har lyst kan følge med i.

Nocturnal Animals hører til den slags film som man har lyst til at gense, for at man i anden eller tredje omgang kan samle op på nogle af de fortællermæssige spor man muligvis overså i første omgang, men som nu bliver tydelige da man kender filmens grundlæggende struktur og handlingsforløb.

Samtidig er det en film der formår at tegne nogle skarpe karakterer op, som både er interessante, psykologisk komplekse, selv om tiden bestemt ikke spildes med at artikulere disse følelser i dialogform. Endelig er filmen en direkte kommentar til de valg og fravalg man træffer i sit liv og hvordan disse kommer til at påvirke den enkelte på dan lange bane. Så selv om Nocturnal Animals sagtens kan ses som en slags spændingsfilm kombineret med et kærlighedsdrama, så hæver den sig takket være samspillet mellem de forskellige historier betydeligt over det åbenlyst banale.