Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Blackhat (136 min.) Biografversion / UIP
Anmeldt 23/1 2015, 20:29 af Torben Rølmer Bille

Intelligent cyberthriller


Intelligent cyberthriller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke hver dag, der kommer en ny film instrueret af Michael Mann. Sidst vi så noget fra hans hånd, var da den særdeles hæderlige gangsterfilm Public Enemies kom i 2009, men for alle os, der holder af instruktøren, er der heldigvis godt nyt. Manns nyeste film har nemlig biografpremiere i det meste af verden i denne uge.

Filmen er kommet til at hedde Blackhat, der samtidig er kodeordet for en hacker. Mann har stort set gennem hele sin karriere beskæftiget sig med kriminelle miljøer og de der forsøger at optrevle disse og med hans nye film er fokus, helt aktuelt, blevet cyberkriminalitet.

Det er der kommet en særdeles veldrejet og klog thriller ud af, der til trods for at den langt hen af vejen følger mange af de velkendte formler for thrillers og actionfilm, udfordrer sit publikum til at være opmærksom hele vejen igennem. Ens opmærksomhed udfordres ikke kun visuelt, men også dels fordi det ikke er en helt simpel historie der udfoldes for os, dels fordi filmen konsekvent nægter at forklare alt og på den vis søge den laveste fællesnævner. Af samme grund er der sikkert også enkelte (amerikanske?) tilskuere den vil føle sig hægtet af fortællingen, simpelthen fordi filmen ikke forklarer og udpensler alt.

Filmens starter på et atomkraftværk i Kina, hvor alt tilsyneladende ånder ro, men inden længe fører kameraet os helt ind i en computer, hen langs ledninger, ind over printplader og helt ned i computerchippens mikroskopiske verden. Her rives tilskueren rundt i datastrømen, der pludselig ændres da en ukendt gerningsmand starter et stykke software, der får pumpeanlægget på reaktorens køleanlæg til at bryde sammen, med katastrofale følger til resultat.

En kinesisk politiagent med speciale i cyberkriminalitet – Dawai - sættes af Beijing til at opklare sagen. Kina anmoder om et sjældent samarbejde med de amerikanske myndigheder, der letter modvilligt indvilliger, med et kar om at de kinesiske specialister overvåges nøje. Da Dawai , sammen med hans lige så kapable søster, ankommer i guds eget land, forlanger han at få en fange løsladt. Nicolas, som fangen hedder, var nemlig Dawais værelseskammerat, da han studerede på MIT og ikke mindst manden, der som en slags joke skrev dele af den softwarekode som blev benyttet til reaktorens nedsmeltning.

Sammen må de tre forsøge at optrevle hvem der stod bag angrebet og ikke mindst hvad cyberterroristernes næste træk vil være, en ganske svær opgave da internettet som bekendt ikke respekterer landegrænser. Derfor bringer jagten på gerningsmændene vores trio kloden rundt, fra USA til Sydøstasien.

Filmen er visuelt genkendelig som en Michael Mann film. Den digital, håndholdte æstetik virker til perfektion og de mange natoptagelser af storbyen, der nu byder på billeder fra mere eksotiske himmelstrøg end den vanlige LA-kulisse. Det er både stemningsfuldt og så undgår kamerafolkene at filme de mest oplagte locations, hvilket tilfører filmen den realisme som Manns film ofte benytter sig af.

I samme åndedrag er det også værd at bemærke, at de mange billeder af computerskærme og kode, faktisk virker lige så troværdige, som filmens øvrige billeder. Måske er den følgende information lidt for nørdet til de fleste, men for de, der har haft kodning inde på livet er film, hvor datastrømmen er en der er blevet skabt udelukkende til en given film og som derfor ved et enkelt blik bliver utroværdigt, eller når de tech-specialister, der i løbet af handlingen omtaler, hvad kan lade sig gøre på nettet, helt tydeligvis ikke ved en dyt om, hvad der er muligt rent programmeringsmæssigt, så daler troværdighedsniveauet lige så hurtigt som en helikopter, der er blevet ramt af et missil. I Blackhat ved folk hvad de taler om, hackerangrebene er – desværre – realistiske og ikke mindst, så taler filmen på intet tidspunkt ned til tilskueren, som mange af 90ernes film centreret om computere ellers havde vane for.

Mann er dog om noget en fin personinstruktør og får sammen med hans kamerafolk og manuskriptforfatter skabt en række figurer der fungerer og bliver vedkommende, uden nødvendigvis at ty til de mest gængse klicheer. Han har også en evne at finde en virkelig fin balance mellem thrillerens konstant tiltagende spændingsniveau og så de scener, hvor denne spænding nødvendigvis må eksplodere i actionsekvenser, der er lige så brutale og voldsomme som i hans øvrige film.

Blackhat bliver derfor en af den slags film, som man har lyst til at se igen, nærmest umiddelbart efter filmens afslutning. Ikke fordi filmen byder på et uventet twist, men bare fordi det er en virkelig god oplevelse, som man har lyst til at gentage og fordi der med garanti er elementer og detaljer man har overset. Blackhat er altså amerikansk filmhåndværk når det er bedst, tilsat den sjældne ingrediens der fordrer at betragteren skal være lige så opmærksom som de, der forsøger at afværge det næste cyberterrorangreb.


Forrige anmeldelse
« Taken 3 «
Næste anmeldelse
» Ung & smuk »


Filmanmeldelser