Dømmer man en film på dens titel kunne We are the flesh måske lyde som en zombie- eller kannibalfilm. Tag ikke fejl. Man har ikke nødig at have set meget mere end ti minutter før det går op for en, at den nok er tættere på en egentlig kunstfilm end en gyser, med det aber dabei, at den ud over at være mærkværdig, tankevækkende så rent metaforisk forsøger at bryde så mange grænser som den overhovedet kan.

I We are the flesh møder seeren først en galning, der bor alene i en stor bygning. Han lever tilsyneladende som en slags eneboer i denne store, faldefærdig bygning, der godt kunne have været en skole eller kontorbygning før den blev efterladt. I disse rammer dukker der pludseligt et søskendepar, næsten teatralsk op af gulvet. De møder galningen, der straks byder dem på en skøn gang piskede æg.

Der går ikke lang tid før man kan opleve nærmest Bataillie-lignende, incestuøse skillerier, hvor søster først beordres til at tage bror i munden, mens galningen håner brormands deforme pik og skraldgriner. Vi ser også en række scener, hvor de tre bofæller med nogle trælægter, en god portion tape og en masse gamle flyttekasser omdanner et af værelserne i den faldefærdige bygning til en mellemting mellem en livmoder og en hule, komplet med stenaldermalerier.

Tilføj til dette at galningen tilsyneladende bytter hjemmebrændt alkohol for æg, ved at sende sin hjemmebryg (lavet på gammelt brød og mælk, gennem en sprække i væggen, uden seeren nogensinde finder ud af hvem der leverer æggene). Dryp lidt mystisk LSD lignende væske ind i ligningen, en væske som galningen både selv indtager med pipette og som han desuden gladelig deler ud af til hans to nye gæster. Er det syre kan det måske kan forklare, hvorfor filmen udvikler sig på den måde den gør.

Tilføj til alt dette en god portion nøgenhed, menstruationsblod og latterliggørelsen af det gejstlige. Så bliver slutresultatet tættere på noget der minder om Buñuels tidlige, eksperimentelle film, end en egentlig gyserfilm, selv om meget af det der skildres i Tenemos de carne retteligt kan forekomme ganske gyselige.

Filmen er i mangel af bedre danske ord et ”mindfuck” af dimensioner. Det er bestemt ikke en titel, der vil appellere til alle, men de filmfans som også holder af at læse Burroughs, Bataille og DeSade og som måske har lyst til at bruge lidt tid på at analysere det man ser, i stedet for blot at affeje det som provokation for provokationens skyld, hvilket sikkert er det nemmeste, vil sikkert blive fascineret.

Filmen synes nemlig at være lige dele undergangsmytologi og på samme tid synes galningen at repræsentere et samfundssyn, der minder om credoet fra Naked Lunch: ”Nothing is true. Everything is permitted” – den ultimative form for anarki, hvor mennesket er frigjort for alle samfundspålagte tabuer, hvad enten disse handler om incest, kannibalisme eller noget helt tredje. Mareridt for de fleste, men måske et utopia for andre

Filmen fungerer især takket være sine tre primære skuespillere, der alle krænger deres figurer ud til det ekstreme, nogle kunne mene grotesk overspillede. De to gæster i den rådnende bygning synes ikke at stille en masse spørgsmålstegn ved det de oplever eller bliver sat til og på den vis kommer de snarere til at fungere som nogle figurer som filmens overhoved, galningen, kan lege og manipulere med i hans selvbestaltede, mystiske socio-psykotiske forsøgsopstilling.

We are the flesh ender derfor med at være en film man bestemt ikke glemmer lige med det første. Der er sikkert mange, der hurtigt vil finde fjernbetjeningen frem og stoppe det der sker på skærmen, idet den bestemt ikke er en film der er nemt at gå til eller som har lyst til at behage sin seer. Den holder sig bestemt ikke tilbage i sit meget direkte visuelle udtryk. Har man dog lyst til at blive udfordret og om ikke andet få en filmoplevelse, der ikke minder om ret meget andet man har set tidligere, så få fat i We are the flesh, men vær advaret, det er også en film der potentielt kan støde de fleste.