Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Melancholia (136 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 22/11 2011, 21:54 af Kim Toft Hansen

Hertil og ikke længere


Hertil og ikke længere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars von Triers film Melancholia fik i udgangspunktet mere fokus på baggrund af det, der foregik omkring snarere end i filmen. Verdens kultursektioner havde med det samme fine, slagordsagtige overskrifter, da Trier på et pressemøde i Cannes med vanlig provokation udtalte, at han havde forståelse for Hitler. Med kendskab til Triers lyst og evne til at skabe røre i rolige vande kunne man godt forestille sig, at udtalelsen var særdeles godt planlagt. Udtalelsen taget ud af sammenhæng har dog ikke nogen klar relation til filmen, og derfor var det måske ikke den mest velvalgte kommentar, hvis det var tænkt som et PR-gimmick. Filmen er nu ude på dansk købefilm.

Filmen skjuler ikke sit fokus på verdens ende. Den lange, smukke og poetiske introduktionssekvens, der viser, hvordan en planet støder ind i jordkloden, fortæller med sit klare visuelle sprog, at jorden vil gå under. I en tid, hvor såvel den økonomiske som den økologiske krise kradser, og hvor jorden – ifølge mayaernes tidsregning – er sat til at gå under næste år, indpasser Triers film sig i de mange apokalyptiske og postapokalyptiske film, der sendes på markedet for tiden. Men at lade en anden planets bane være årsag til jordens undergang er et spændende valg, der sender de reelle bevæggrunde ud af menneskets hænder. Vi kan kun se passivt til, mens den fremmede planet kommer nærmere og nærmere. Det er ikke menneskets skyld, at jordkloden dør.

Det dramatiske fokus i Melancholia er dog ikke i udgangspunktet apokalypsen. I stedet fortæller den om Justine og Michael, der skal giftes hos Justines søster og dennes mand. Et stort anlagt bryllup får dog nogle knæk, da Justines svage psyke ganske langsomt viser sig. Filmens første del fokuserer på Justine og hendes depression, og lægger dermed navn til filmens stærke fokus på melankoli. Filmens anden del drejer fokus over på søsteren Claire og den langsomme vej mod jordens undergang. Planeten, der er på vej mod jorden, hedder Melancholia. På den måde handler filmen på den ene side om den psykologiske tilstand af melankoli, mens planeten på den anden side er den reelle årsag til filmens titel. Parholdet kommer derved til at stå som et metonymt eksempel på den store katastrofe.

Meget af filmens handling afsløres i den ekstravagante åbning, men afsløringerne er på et symbolsk plan, så de først kommer til at give rigtig mening, når handlingsmønstrets parallel indfinder sig. Den poetiske passage i begyndelsen bruger Wagners åbning fra Tristan og Isolde som underlægningsmusik, hvilket signalerer filmens interesse i modstridende elementer (og var en vis årsag til at tale om Hitler under pressekonferencen). Filmens fokus på melankoli sammenholdes på den måde med romantisk musik, hvilket heller ikke er uvanlige komponenter at sammenføje. Den danske filosof Søren Kierkegaard knyttes ofte sammen med såvel romantikkens store følelser som den interesse i melankoli. Hvor Triers forrige film Antichrist (2009) havde en undertone af Nietzches filosofi, så har Melancholia et svagt em af Kierkegaards. I begge tilfælde er det dog uden de åbenbare henvisninger.

Filmens stil er temmelig spændende. I den ene ende af spektrummet finder vi disse poetiske indslag, der også influerer en lang række billeder undervejs i handlingen. De fantastiske billeder af eksempelvis buske og et solur, der – på grund af planetens tilbagekastning af lys – kaster skygger i to retninger står i klar modsætning til det vilde kamera, der i den anden ende af spektrummet benyttes i dialogerne. Idéen fra Trier var, at skuespilleren aldrig skulle vide, hvor kameraet befandt sig, og derved være årsag til, at de ikke forsøgte at spille til kameraet. Denne teknik, der har en række klare ligheder med dogmeprojektet såvel som Breaking the Waves (1996), er krævende for ikke kun kameramanden, men så sandelig også for skuespilleren. Derfor er det overdådige cast af gode skuespillere, som Trier har samlet, en simpel nødvendighed. Manuel Alberto Claros kameraarbejde cementerer samtidig hans position som en af de dygtigste danske cinematografer.

Melancholia fortjener en flot udgivelse og har fået det. Billedkvaliteten på bluray-udgaven står klart og flot. Det supplerende ekstramateriale, der blandt andet introducerer til den mere videnskabelige plausibilitet i filmens apokalypse, er gode programmer, der giver fin indsigt i filmens univers. Det er ikke muligt at sige, at filmen er en fejlfri film – for den slags eksisterer ikke hos Trier. I stedet søger han efter de unikke øjeblikke, når en fejl, en improvisation, en åbning mod noget andet indfinder sig. Men denne samlende poetik fungerer i forbindelse med Melancholia særdeles godt – måske endda bedst hidtil for Trier – eftersom stemningen, der omkredser verdens ende, derved hele sitrer. Stil og handling spiller på den måde flot sammen i en film, der handler om en kvindes psyke og en verden, der begge er lige på kanten til afgrunden.


Forrige anmeldelse
« Californication – The Fourth ... «
Næste anmeldelse
» Rosa Morena »


Filmanmeldelser