I 2014 mistede verden en af vore helt store karakterskuespillere. I en alt for ung alder af 46 døde Philip Seymor Hoffman som en konsekvens af en overdosis af en række forskellige typer narkotika. Til gengæld efterlod skuespilleren sig en lang række memorable roller. Der er sikkert mange der husker ham for hans birolle i film som bl.a. Big Lebowski eller som den bærende hovedrolle i Capote og New York Iscenesat . Yngre læsere vil vide at det var ham der spillede Plutarch Havensbee i Hunger Games filmene.

I slutningen af 2015 kom så den uigenkaldeligt sidste film med Hoffman i en bærende hovedrolle. En film han tillige selv var medproducent på. Filmen kom til at hedde God’s Pocket og er baseret på en roman af samme navn, skrevet af Pete Dexter.

Titlen referer til en fiktiv by med samme navn, en by der synes at have mange lighedspunkter med amerikanske forstæder som f.eks. Bronx. Vi befinder os i det der på engelsk omtales som ”blue collar”-kvarterer – altså et hårdt arbejderkvarterer, fyldt med særlinge, fyldebøtter, slagsbrødre og deres hustruer, søstre og døtre. Jævne folk. Jordens salt.

Filmen beskrives nok bedst som en multiplotfilm, hvor en række meget forskellige figurers skæbner og historier blandes på kryds og tværs. Den egentlige hovedperson Mickey Scarpato spilles af Hoffman selv. Han er lidt af en lurendrejer, ikke rigtig kriminel men heller ikke en 100% lovlydig borger. Hans smukke, storbarmede viv (der spilles af den smukke, storbarmede Christina Hendricks, kendt fra tv-serienMad Men) har en søn, der til gengæld har tillagt sig en række ubehagelige karaktertræk. Sønnen er vildt provokerende, dybt utiltalende og mener selv han er urørlig. Derfor må han også, ganske kort inde i filmen, lade livet.

Dette skaber selvsagt en masse problemer i det lille hjem. Konen er knust over sønnens død, og Mickey skal forsøge at finde en måde at skaffe penge til både en flot kiste og selve begravelsen, samtidig med at han også får det pålagt at afdække præcis hvordan sønnen er død. Konen mener nemlig ikke at det var en arbejdsulykke, som dødsattesten ellers angiver. I desperation forsøger Mickey derfor at finde en lidt for hurtig genvej til disse penge.

Samtidig følger vi også en aldrende journalist Richard, som er dybt respekteret i lokalområdet, idet alle læser hans daglige spalte i lokalsprøjten. Til gengæld er han selv ved at miste modet, for til trods for at han har et nærmest overjordisk dametække, så er livet blevet meget trist i hans optik – det er en endeløs række af gentaleser og derfor ganske meningsløst. Vi møder også Mickeys gode ven, svindleren Arthur, der udadtil driver en blomsterhandel med sin mor, men i virkeligheden er egentlig gangster og endelig er der bedemanden, der driver en forretning som ikke kan betegnes som hverken ordentlig eller redelig.

Ser man traileren til God’s Pocket får man indtrykket af at det er et veloplagt, muntert kriminaldrama, der foregår i slut-70’erne, men realiteten er en anden. Til trods for at der er en række fabelagtige skuespillere på rollelisten (foruden de allerede nævnte optræder også den altid gode John Tuturo og veteranen Richard Jenkins) og selv om de alle sammen formår at skabe figurer som vi langt hen af vejen tror på, så ligger problemet snarere et andet sted.

Filmens problem er todelt. For det første er der ingen af de forskellige fortællinger der virkelig fænger. Selv om hovedhistorien om Mickey og hans hustru er god, så er ingen af dem så tilpas sympatiske til at man har lyst til at føle med dem. Dette gælder også for resten af figurerne. Skuespillet er i top, men det er bare svært at acceptere indbyggerne i God’s Pocket som værende andet end bare møgirriterende. Et faktum der også eksplicit nævnes i dialogen, for som de siger ”er du ikke fra stedet her, så vil du aldrig lære at forstå det” – hvilket tydeligvis også gælder for den sagesløse seer.

Det andet store problem med filmen er dens tempo og genre. For den ved ikke helt selv hvad den er. Den er langt fra sjov eller grotesk til at være en komedie. Den er samtidig for useriøs og letbenet til at fremstå som et egentligt vedkommende drama og en thriller er den langt fra, selv om den båder er fyldt med småsvindlere og gangstertyper. Dens skildring af et Amerika i slut-70’erne er vellykket, men produktionsdesignet alene hiver ikke nok point hjem, til at man accepterer den alene på grund af stil. Desuden trækker den enkelte af sine fortællinger i langdrag og så mangler filmen i den grad at få skabt motivation for de enkelte figurers handlinger og valg. Eksempelvis er det meget svært at se hvad der får en purung, smuk journalistelev til at kaste sig grådigt og liderligt over den pensionsklare essayist Richard.

God’s Pocket ender derfor som en ganske ujævnt fortalt film som man hurtigt glemmer igen, da den hverken vækker mange tanker, opildner til diskussion eller engagerer sin seer. Der er ellers ganske mange fine figurer og miljøskildringer undervejs, de bliver bare ikke brugt til ret meget. Faktisk er det en af de dramaer, der rent dramatisk aldrig rigtigt kommer ud af starthullerne.