Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Camp X-Ray (112 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 17/6 2015, 09:41 af Torben Rølmer Bille

Panoptikonnets paradoks


Panoptikonnets paradoks

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et af de citater som Nietzsche er nok mest kendt for, er det om afgrunden, der begynder at stirre tilbage på tilskueren, hvis denne blot stirrer længe nok ned i den. Ideen om, at når man beskæftiger sig intenst med noget, så risikerer man, at dette bliver en integreret del af en selv, synes også at være en af kongstankerne bag filmen Camp X-Ray fra 2014.

Filmens hovedperson er den purunge kvinde Amy, der stammer fra en lille soveby midt i ingenting. Amy har valgt livet som soldat. Dels for at komme væk fra hjemmet, dels for at gøre en forskel ude i verden. I stedet for at blive sendt i kamp, befinder hun sig dog pludselig på Cuba, nærmere bestemt på Guantanamo basen, hvor hendes opgave bliver at overvåge de fanger, som magthaverne mener, udgør en trussel for samfundet.

Jobbet er monotont. Rutiner følger rutiner. Det ene døgn tager det næste, og hver dag er den samme som dagen før. Det eneste, der bryder monotonien, er når enkelte fanger forsøger at skabe ravage ved at sultestrejke, forsøge selvmord eller når de ligefrem smider en såkaldt ”cocktail” på deres fangevogtere. En cocktail bestående af urin og fæces vel og mærke. Sådan introduceres Amy også til livet her, et liv der forekommer ulideligt og umenneskeligt for de indsatte, men som også hurtigt begynder at præge dem, der vogter over de påståede terrorister.

En af fangerne i den afdeling, som Amy er tilknyttet, hedder Ali, og selv om han naturligvis ikke kender Amys navn (soldaterne fjerner enhver form for identifikation, når de er på patrulje), begynder han at tale til hende. I det første meget lange stykke tid forsøger Amy hårdnakket at ignorere mandens tilråb, spørgsmål, udtalelser og andre tilnærmelser, men i takt med at Amy også selv rammer muren i forhold til det arbejde, hun er blevet beordret til at udføre, begynder hun at bløde op overfor fangen.

Filmen er holdt i en observerende, distanceret tone, og de mange, lange indstillinger, hvor der stort set ikke sker noget på billedet, ud over soldater i camouflageuniform, der spadserer op og ned af en fængselsgang, kun kortvarigt afbrudt af scener, hvor soldaterne forsøger at holde modet oppe i frokoststuen, eller ved at holde en sjælden fest, er med til at skabe en virkelig trykket stemning, som nogle seere måske vil finde kedelig, men det er måske lige netop det, der har været hensigten. Vi skal også sympatisere med Amy og Ali, men filmen har også et andet agenda

Idet Ali og Amy begynder at kommunikere, stiller han en masse spørgsmål, der peger på en reel tvivl. Tvivl om hvorvidt det er i orden at behandle medmennesker på denne måde. Mennesker som er formodede gerningsmænd, men som muligvis er uskyldige. Parallelt italesætter filmen ligeledes ideen om, hvem der er de virkelige fanger, dem bag metaldørene, eller dem, der bliver beordret til at passe på dem? Er de amerikanske rekrutter virkelig lige så frie, som de tror de er, når de på denne måde er spærret inde sammen med forbrydere og sat til at overvåge dem mindst to mand af gangen i døgndrift?

Camp X-Ray sørger også elegant for at undgå mange af de gængse kærlighedsklicheer som en mainstreamfilm med garanti ville have skiftet over i. Der er ikke tvivl om, at Amy og Ali er gode for hinanden og sikkert ville kunne have dannet par, hvis ikke de var på hver side af metaldøren, på hver side af kulturer. Men at lade et romantisk eller seksuelt forhold mellem dem blomstre op ville også trodse enhver logik og nedbryde enhver form for troværdighed i filmen.

Det er Kirsten ’Bella-fra-Twilight’ Stewart, der spiller rollen som Amy, og hun er velvalgt til rollen, for selv om der sikkert er mange (inklusiv mindst en skribent for Kulturkapellet), der vil mene, at hun ikke er nogen særlig overbevisende skuespiller, så forekommer hendes konsekvent verdensfjerne væsen at passe perfekt til rollen som Amy. Amy har i sagens natur, takket være hendes situation, ikke mange muligheder for at udtrykke sine følelser, og det ville næppe heller være passende for en mening som hende selv.

En af de få scener, hvor hun forsøger at komme i kontakt med sine egne lyster og drifter, ender da også katastrofalt, så derfor vender hun hurtigt tilbage til hendes faste rutine med at undertrykke hendes følelser og i stedet forsøge at fokusere på jobbet. Ali er imidlertid den der, til trods for hendes mange afvisninger, alligevel er den eneste som formår at komme under huden på den hårde pige.

Camp X-Ray er interessant både dramaturgisk og ikke mindst takket være de problematikker, som den stiller op undervejs. Den opererer med et iskold, nøgternt kamera, hårde klip og et drama, der mest af alt fungerer, fordi det er så underspillet og udelukkende fungerer via antydningens kunst, være det sig små tics i ansigtsmimikken eller mange af Alis spørgsmål, som Amy ikke svarer på, men som seeren kan fundere over. Den viser at den politiske fiktionsfilm langt fra er død, og at man med meget få locations og skuespillere stadigvæk kan skabe virkeligt interessante og aktuelle fortællinger.


Forrige anmeldelse
« (It came) Without Warning «
Nste anmeldelse
» A most violent year »


Filmanmeldelser