Det er intet mindre end imponerende at opleve Tom Hardy i filmen Legend, hvor han spiller dobbeltrollen som både Ronald og Reginald Kray – det notoriske tvillingepar fra West End i London, der gennem 1960’erne var lige så afholdte, som de var frygtede. Afholdt af dem der så op til deres luksuriøse gangstertilværelse og frygtet af alle de, der var så uheldige at komme på tværs af dem.

Titlen på filmen synes velvalgt, for selv om de fleste måske ikke kender historien om Kray-brødrene, så synes deres navn at være næsten lige så tæt knyttet sammen med Swinging London som Rolling Stones, The Avengers, Beatles eller Carnaby Street er blevet. De er med andre ord blevet forbryderlegender. Gangsterikoner, som unge bøller dyrker, som folk fra perioden fortæller anekdoter om, og som der skrives et utal bøger og laves film om.

Det er manuskriptforfatteren til L.A. Confidential, Brian Hegeland, der har instrueret. Tidligere har han instrueret den veloplagte, postmoderne ridderfortælling A Knight’s Tale og selvtægtsfilmen Payback. Med Legend beviser han, at han kan lave gangsterdramaer med både hjerte og nerve.

Legend er desuden den første spillefilm, som undertegnede har set, hvor internetfirmaet Amazon optræder som medproducent. Hvorvidt det er internetgigantens penge, der har sørget for at filmen tager sig så flot ud, skal her lade være usagt, for ud over at være en interessant skildring af Londons mest kendte forbrydere og tilmed en fin kærlighedshistorie er filmen også et virkeligt gennemført periodedrama, hvor byen, foruden de mange barkede gangstertyper, bliver en form for medspiller. Det er i al fald ganske svært ikke at blive betaget af de smalle, brostensbelagte gader, de store forkromede amerikanerbiler eller de tilrøgede natklubber, som filmens figurer bevæger sig rundt i.

Legend formår at bevæge sig lige på kanten af det karikerede, uden at det ender med at blive utroværdigt. Den serverer nemlig et hav af figurer, som omgiver Kray-brødrene, både på den forkerte og rigtige side af loven. Selve hovedfortællingen bliver fortalt fra den unge, smukke Frances’ synspunkt. Hun går mod sin moders vilje og indleder en romance med Reggie. Frances starter sin fortælling ved at forklare seeren, at de to brødre er så forskellige som overhovedet muligt, til trods for at de er tvillinger.

Reg er den charmerende og ikke mindst kønne af brødrene, der gennem filmen synes at tage alle de rigtige beslutninger i forhold til at udvide brødrenes forbryderempire. Hans brillebærende bror, Ron, er dog langt mere utilregnelig, destruktiv og impulsiv. I begyndelsen af filmen sørger Reg for, idet han direkte truer Rons psykolog, at broderen bliver erklæret mentalt stabil og dermed ikke længere skal opholde sig på den lukkede afdeling, hvor han ellers havde fået en forvaringsdom på ubestemt tid.

Det går hurtigt op for tilskueren, at Reg er hjernen bag foretagendet, og Ron er den utilregnelige psykopat, som man har brug for, hvis man skal have tingene gjort. Selv om Reg heller ikke viger tilbage, når det handler om at sætte sig i respekt, så er det Ron, de fleste frygter – og med god grund. For glemmer Ron at tage sin medicin, så er der ingen, der kan føle sig sikker, end ikke de betalende gæster på brødrenes natklub.

Helt traditionelt for den gode gangsterfortællinger følger også Legend de to Kray-brødres vej mod toppen af indflydelse, magt og respekt, før kurven af forskellige årsager knækker og nettet strammes. Filmen fortæller dog denne velkendte historie med stor charme og indlevelse, og selv om filmen er over to timer lang, så forekommer den på intet tidspunkt unødigt langtrukken. Dette skyldes ikke kun filmens kulørte figurer, men også den allestedsnærværende, glimrende dialog, der er rygraden i Legend.

Det, som dog efterlader det største indtryk, er Tom Hardys skizofrene skildring af begge brødre. Selv om der er fysisk forskel på de to (læs: briller, frisure, underbid), så accepterer man nærmest øjeblikkeligt, at der er tale om to vidt forskellige, unikke figurer, selv om man godt ved, at det er samme skuespiller, der indtager begge roller. Kun i visse ekstreme øjeblikke begynder man at tænke over, hvordan filmmagerne rent teknisk har løst opgaven – som eksempelvis den scene hvor de to kommer i et voldsomt slagsmål med hinanden.

Legend ender af samme grund med at være et umådeligt vellykket, flot filmet gangsterdrama, der forsøger at fortælle historien om mændene bag legenderne. Den giver et medrivende, fascinerende og indimellem virkeligt brutalt billede af den forbryderverden, den skildrer, uden at ty til alt for mange Guy Richie-lignende London’ske gangsterstereotyper.

Er man derfor fan af Tom Hardy, elsker man London, holder man af tresserne, eller har man blot lyst til at se et velfungerende stykke filmdramatik, så er alle elementer til fulde opfyldt i Legend. Måske ikke nogen stor film, men en utrolig seværdig en af slagsen.