Der er vist ingen vej udenom, at den amerikanske instruktør, producer og skuespiller Seth McFarlane har det, man kalder for ”funny bones”. Det har han med al tydelighed bevist med de animerede tv-serier som American Dad og Family Guy, eller gennem spillefilm som A Million Ways to Die in the West.

McFarlanes humor er kendetegnet ved altid at rette sit sigtekorn syd for bæltestedet, mens den samtidig konstant giver en velfortjent langemand til den politiske korrekthed ved, ganske uamerikansk, at lave gags, der sviner så mange minoriteter og velmente holdninger til som overhovedet muligt, samtidig med at den hylder druk, sex og masser af cannabis.

Det er der sikkert mange tilskuere, der kan have det lidt svært ved, men omvendt set så er der absolut intet, der forekommer helligt i McFarlanes verden. Når det er alle, der på den måde står for skud, så kan man heller ikke rigtigt dømme ham for andet end at handle i ufattelig dårlig smag, hvilket også forekommer som den primære mening med løjerne.

Det er altid svært at lave en fortsættelse til en succes. For som de fleste filmelskere ved, så er to’ere – med ganske få undtagelser (fx Aliens, The Empire Strikes Back, Terminator 2), altid førstefilmene underlegne. Dette gælder også for fortsættelsen til McFarlanes måske største filmsucces til dato, filmen om den talende bamse Ted, der ulig alle andre fortællinger om talende stofdyr primært er henvendt til et meget voksent publikum.

I den oprindelige Ted mødte vi drengen John, der så inderligt ønskede, at hans bamse blev levende, hvorefter dette på mirakuløs vis skete. De to venner voksede op sammen, og da John blev en ung mand, der begyndte at ryge bong, have sex og drikke bajere, gjorde Ted naturligvis det samme som sin bedste ven. Johns nabo - den forkælede og ulidelige Donnie - var hele sit liv utroligt misundelig og ville for alt i verden have en bamse, der kunne det samme som Ted, og derfor forsøgte han i etteren at stjæle tøjdyret. Dette plotspor forfølges også i Ted 2, men overskygges dog hurtigt af diskussionen om, hvorvidt Ted er et stykke legetøj eller en rigtig person.

I starten af Ted 2 bliver den næsvise bamse nemlig gift med sin udkårne blondine, men da de to vil stifte familie og adoptere et barn, bliver myndighederne opmærksomme på bamsefar. De vurderer, at Ted hverken kan have arbejde, postadresse eller for den sags skyld en bankkonto, da han ret beset blot er et tøjdyr, Johns ejendom. Derfor finder John og Ted en advokat, der skal føre deres retssag, en retssag der én gang for alle skal sikre, at Ted får de samme rettigheder som alle andre medborgere i USA.

På den måde udvikler Ted 2 sig fra at være en lavpandet stenerkomedie, hvor vi oplever piben bliver sendt flittigt rundt blandt vore hovedpersoner til, at den (med en bamse som metafor) fokuserer på de amerikanske myndigheders umyndiggørelse af visse individer i deres samfund. Her tænkes især på de mange såkaldte ”illegale” immigranter (fra især Mellemamerika, Cuba og Mexico), der får store dele af den amerikanske vestkyst til at fungere på daglig basis. Det er naturligvis en tolkning af filmen, der står for undertegnedes regning, men analogien synes altså ikke så fjern.

Ted 2 er altså primært en komedie om amerikanske borgerrettigheder og absurditeten ved det amerikanske retssystem, tilsat en snert roadmovie, lidt romance og ikke mindst en lang række både klamme og grænseoverskridende komiske scener. De morsomme segmenter skal naturligvis ikke afsløres i detaljer hér, men komikken ligger ikke kun i de absurde situationer, som filmen skaber, men lige så meget i dialogen, der på udsatte steder går helt til stregen og måske endda langt over den.

Er der publikummer i salen, der forarges, så virker humoren! Som et eksempel på denne verbale grænsesøgende humor kan nævnes en scene, hvor John og Ted får afløb for deres frustration ved at tage til impro-aften i den lokale stand-up klub, udelukkende for at genere de uprøvede komikere med lamme tilråb. Igen skal der ikke gås for meget i detaljer i dette forum, men lad det blive sagt, at Deres udsendte medarbejder var lige ved at synes at det var for groft (og der skal ikke så lidt til, red.). Om ikke andet så afprøves ytringsfrihedens grænser i al fald hér.

Når det ovenover nævnes, at Ted 2 ikke er helt så vellykket som originalen, så hænger det sammen med, at filmmagerne træder lidt for meget vande på udsatte steder. Der er flere af de ideer, man husker fra etteren, som genanvendes i en lidt alternativ form i den nye film, og så er det også som om filmen mister en del af sit momentum hen mod dens slutning.

Dette ændrer dog ikke på, at fans af etteren med garanti vil holde af denne fortsættelse. For selvom det måske ikke længere er nyt at se en talende bamse, der bander som en havnearbejder, drikker bajere til han segner eller ryger pot med sin menneskelige kammerater, så er der masser af virkelig morsomme, overdrevne sekvenser, som med garanti vil få de fleste til at grine højlydt.

Ted 2 er en film, der fungerer bedst, hvis man har figurerne og forløbet fra den første film i nogenlunde frisk erindring, idet der er en række figurer og referencer som nytilkomne seere med garanti vil undres en hel del over. Filmen er på ingen måde et komisk hovedværk, men den fungerer derimod fint som en glimrende provokomedie, der nemt kan nydes hvis sommervejret svigter, eller man blot vil i ly for solen i et par timer.