Der er film som man aldrig glemmer. Det kan være, fordi de fortæller en unik historie, præsenterer en for ikoniske figurer, viser billeder, som ætser sig fast, eller blot bliver en af de filmoplevelser qua deres popularitet, som man kan dele med andre: en slags fælleskulturel oplevelse. En af de film, som Deres anmelder aldrig har glemt, var filmatiseringen af James Oliver Curwoods The Grizzley King eller Kong gråbjørn, som bogen hed på dansk. En bog, der stod på drengeværelset, og som havde været en stor oplevelse.

Det var dengang ganske svært at forestille sig, hvordan en bog, der lige som Richard Addams’ Kaninbjerget, blev fortalt fra dyrenes perspektiv på nogen måde kunne omformes til spillefilm, men det blev den. Endnu større var overraskelsen over, hvor fantastisk vellykket den var. Filmen kom til at hedde Bjørnen (L’Ours), der blev lavet i 1988 af samme instruktør, som to år før havde lavet den mesterlige filmversion af Rosens Navn, blev da også en velfortjent succes. Selv om filmen kom på Bluray for et par år siden, så er det en film, der bestemt stadigvæk er værd at bruge tid på.

Det er lidt ærgerligt, at der ikke er noget ekstramateriale på udgivelsen, for når man ser filmen, er det stadigvæk svært at forstå, hvordan filmmagerne har fået de store bamser til at opføre sig præcis, som de har villet, foran kameraet. Et gammelt slogan, som vistnok tilskrives WC Fields, foreskriver, at man aldrig bør arbejde med børn eller dyr, for de gør aldrig, som man ønsker, når først kameraerne ruller, men uanset hvor mange forsøg det har taget Arnaud og hans hold at få dyrene til at agere, som manuskriptet krævede, så er illusionen om, at vi følger en lille bjørn rundt i det store, vide, nordamerikanske landskab, intakt.

Bjørnenes opførsel forekommer intakt, selv om der naturligvis er blevet taget nogle antropormorfe friheder indimellem, eksempelvis i den animerede drømmesekvens, hvor bjørneungen har et mareridt om frøer, eller senere i filmen, hvor det virker som om, der er blevet lagt nogle kaldelyde på lydsporet, som vist ikke er helt i overensstemmelse med bjørnenes natur. Det er dog ikke så vigtigt, for filmen giver både seeren et indblik ind i bjørnenes verden, samtidig med at den fortæller en historie om et par jægere, som har sat sig for at ville skyde dem.

Filmen har godt nok fået en rating på 11 år i Danmark, men er man en fornuftig forælder, der har fornuftige børn, så kan man sagtens se den med familiemedlemmer, der er langt yngre. For selv om filmen fortæller en ganske barsk historie, så bør man også tænke på, at børn i 2015 er vant til noget mere voldsomme sager, end dengang Bjørnen blev udsendt. Dertil kommer, at moralen i filmen, om at leve og lade leve, er så smuk, at den burde komme ind med modermælken.

Filmen starter med en tragedie. En bjørnemor trasker afsted med sin unge. De standser for at slubre honning i sig, men da moderen bliver lidt for ivrig efter at få fat på bikuben, der er gemt i en træstamme, løsner hun samtidig nogle klipper, der skrider ned og dræber hende. Ungen fatter naturligvis ikke helt, hvad der er sket, og i sen scene, der sikkert kan virke lige så traumatisk, som da Bambis mor dør, putter ungen sig op af moderens livløse krop og falder i søvn.

I den første del af filmen følger vi så denne unge på tur gennem et nærmest mytisk landskab, hvor der venter nye oplevelser bag hvert et bakkedrag. Ungen møder dog en voksen han, der først ikke vil have noget med ungen at gøre, men som senere accepterer sin følgesvend. Parallelt følger vi to pelsjægere, som er ivrige i at få fat i bjørnene, og da det kun lykkes dem at skamskyde den voksne bjørn, tager den anden jæger tilbage til civilisationen efter jagthunde og friske heste.

Selv om Bjørnen måske godt ved forveksling kan ligne en dyredokumentar fra Animal Planet, så er det en reel spillefilm, komplet med dramaturgisk udvikling, og bjørnene bliver - til trods for at de ikke mæler andet end lyde og brøl - til nærværende hovedpersoner, men uden at filmen på noget tidspunkt forfalder til de mest oplagte gimmicks. Selv om filmen er næsten 30 år gammel, så holder den stadig takket være både en meget smuk billedside og en simpel, men velfungerende historie.

Da filmen blev vist i hjemmet, fik både husets 6-årige og hans storebror på 11 lov til at kigge med, og selv om deres liv i øvrigt er fyldt med Star Wars, Ninjago og meget andet, så snakker de begge stadig om filmen her, hvilket set ud fra et (ganske vist meget tyndt) empirisk grundlag, synes at være i overensstemmelse med ovenstående påstand. Bjørnen er en virkelig vellykket film, der ulig Disneys Bjørnebrødre og lignende føles langt mere autentisk, og derfor også hurtigt bliver mere vedkommende.