Lad mig sige det med det samme: jeg har tøvet med at anmelde filmen 1989 Politikeren, der forandrede Europa – en statsmand taler ud.

Emnet, ”En dokumentarfilm om jerntæppets fald”, er ellers aktuelt og vedkommende nok. Min adgang til Berlin-murens fald for netop 25 år siden, er relevant nok – med mange besøg både før og efter i Vest- og Østtyskland – og senest en måneds ophold i Øst-berlin.

Det er ordet ”dokumentar”, der stå i vejen. For selv om det er børnelærdom, at film – endog dokumentarfilm - ikke er virkelighed, men alene det instruktøren/fotografen valgte at pille ud af den afbillede virkelighed, så er der alligevel nogle elementære sandhedsregler, om ægthed og virkelighed, vi føler skal være opfyldt, for at det budskab, instruktøren vil have frem, er troværdigt. Ellers føler vi os groft manipuleret med – og misbrugt.

Det er en stående diskussion, hvor grænsen går mellem fiktion, rekonstruktion og dokumentar.

Et illusionsnummer
Den anerkendte Instruktør Anders Østergaard (bl.a. med den Oscarnominerede Burma VJ) bryder alle dokumentarfilmens gængse regler. Det er ikke længere politikernes egne ord, der kommer ud af deres munde – det er skuespillere, der behændigt har eftersynkroniseret (lip-synchet). Der tales med instruktørens ord eller rettere de ord, som instruktøren retlig mener, at de kunne have sagt, hvis… Ikke nok med, at arkivmateriale blandes med rekonstruktioner – det er set før – men hemmelige møder, fortrolig hvisken præsenteres som ”skjult kamera” anno 1989. Erich Honeckers dagligdags snak med sin sekretær, Helmut Kohls telefon fortrolighed med Gorbatjov, smalltalk i det ungarske Parlament – jo, vi er med på en historisk dokumenteret lytter – se og hør selv! Men mange af ”de ægte sekvenser” er sammenklipninger fra arkiver tilsat en helt ny dialog. Og havde man dog bare, hver gang filmen ”snød og manipulerede”, som publikumservice valgt at sætte et lille mærke på billedsiden, om at her er der tale om en rekonstruktion. Men hov, så var hele filmens grundsubstans af billedemagi og forførelse faldet på gulvet – som en afsløring af en tryllekunstners illusionsnummer.

Lad filmen tale
OK, lad os glemme dokumentarfilmens traditionelle dogmelære. Læne os tilbage og fordomsfrit lade filmen komme til os.

Tiden er 1989. Gorbatjov har løsnet det kommunistiske jerngreb, og der varsles forår. Et stille opgør med betonkommunismen. En frihedstrang med voksende folkestemninger i de Sovjetiske satellit-lande om krav om medbestemmelse og demokrati, der kulminerer med Berlinmurens overraskende fald om aftenen d.9. november. Vi husker TV- billederne – begejstringens eufori af frihed og livsglæde – materialiseret i menneskestrømmen mod Vest og murens destruering.

Men hvad var det der skete?

Hvad var baggrundene for dette friheds-mirakel? Det er det Anders Østergaard har valgt at undersøge – for forklaringen kan ikke kun være en vagtchef, der misforstår en ordre og lader grænsebommene åbne op for menneskestrømmen ved Bornholmer Strasse overgangen.

Nøglepersonen er ifølge filmen den ungarske premierminister Miklos Nemeth – ung, nyudnævnt og progressiv i sin holdning til Vesten. 1956, hvor de russiske tanks rykkede ind Budapest og kvalte tilløbet til ”socialismen med menneskeligt ansigt” er ikke glemt. Men viljen til frihed forstærkes overfor betonkommunisternes Moskva-lydighed. Barokt er filmens indslag om, at det elektriske hegn, der danner en 200 km. lang grænse mod Østrig, er i forfald. Den russiske fabrik, der skal levere ”el-murens” reservedele er lukket. Kun gennem import fra Frankrig kan el-muren opretholdes – og det er den Ungarske økonomi ikke til, så man må låne pengene i Vesten! Det økonomiske faktum, plus en grum hændelse, hvor et ungt par i august forsøger at flygte over grænsen – og hvor den unge mand bliver skudt, får Miklos Nemeth til at skrotte muren og lempe på grænsekontrollen, der igen medfører at flokke af østtyskere flygter den vej til vesten.

Den næsten åbne Ungarske grænse og de mange folkelige demonstrationer i Østlandene, parret med milde vinde fra Sovjet Unionen, kulminerer med Berlin murens fald d. 9.november om aftenen.

Fluen på væggen
I filmen 1989 er vi ”fluen på væggen”. Vi får et nært og sympatisk billede af Miklos Nemeth - denne atypiske politiker – der både optræder i ”fra dengang-klip” og nutidige interviews , hvis (hoved)rolle i opbruddet ikke tidligere har været fremhævet, men som her vises som ”hjernen” bag de mange politiske og taktiske forhandlinger, der fik styret til at segne.

Det er spændende, fascinerende, at være så tæt på – at nå helt ind til det, som kameraet ellers aldrig afslører – selv politikernes fortrolige hvisken under de voldsomme debatter i Ungarns parlament er vi lyttere til. Et nærbillede af verdenshistoriens dna – hvor instruktøren næsten mikroskopisk følger dramaets hovedpersoner.

For et spændende doku-drama er det. Forsvarsløse lader vi os rive med. Vi kendte skurkene og heltene – men nu også nuancerne, motiverne og vilkårene. En medrivende historie – som er vores tid, fortalt så vi bliver klogere.

For blev vi det?

Der er ingen tvivl om at Anders Østergaard og hans medinstruktør Erzsebet Racz, har lavet grundig research. Stribvis af historiske og politiske eksperter har været inde over. Det betyder, at mange af de ord, filmen lader politikerne sige, er eller kunne være sagt.

Nok tager 1989 os med ind i historiens esse – men, og uden det men, bør man ikke se filmen - men vi er i en dygtig illusionists hånd, der med sin filmmagi giver et nuanceret billede af den historie, mange af os har været en del af. Se det er kunst – nok mere end en kvalificeret dokumentation.