Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Funny Games (107 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 2/11 2008, 08:28 af Torben Rølmer Bille

Vold i hvide kitler


Vold i hvide kitler

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nu om stunder, hvor voldelige overfald i hjemmet – enkelte med døden til følge - desværre er blevet en del af vores dagligdag, kan det måske forekomme absurd at frivilligt opsøge et sådan fænomen i fiktionens verden. Den voldsudøvelse, som sker, synes ikke kun at ramme nærmest tilfældigt, men der er vist også bred enighed om, at den er både nederdrægtig og kujonagtig. Spørgsmålet på alles læber synes at være, hvorfor sker sådan noget?

Man må ligesom i virkeligheden lede forgæves efter svarene i Michael Hanekes fremragende, amerikanske, scene-by-scene remake af Funny Games. Der er gået ti år siden den tyske version, og har man set den, så er der forholdsvis lidt nyt at komme efter i den amerikanske version. Det føles blot, som om filmen er blevet endnu mere vedkommende takket være udviklingen i både fiktionens og virkelighedens verden.

Filmen præmis lægger sig i forlængelse af en lang række ”home-invasion” film, der efter undertegnedes filmhistoriske kendskab kan spores tilbage til Wes Cravens Last House on the Left fra 1972 og Ruggero Deodatos lige så provokerende House on the Edge of the Park fra 1985. Fælles for disse film er, at uskyldige mennesker i deres hjem bliver opsøgt af psykotiske personer, som ikke alene udsætter beboerne for fysisk tortur men som i lige så høj grad piner dem psykisk.

Selvom Hanekes film ville være nærmest utænkelig uden disse inspirationskilder, så indeholder den et metaniveau, der gør den væsentligt forskellig fra sine forgængere. Den bryder nemlig et par gange undervejs med fiktionens uskrevne regel om at opretholde en illusion om et hermetisk lukket fiktivt univers, idet den benytter sig af direkte henvendelser til sin seer. ”Hvordan vil du gerne have, at det hele ender?”, bliver man spurgt af en af de unge psykopater og gidseltagere. ”Ligger din sympati hos den stakkels familie, eller er du alt for nysgerrig efter at se, hvad der mon sker, hvis det er os der vinder?”

Valget bliver naturligvis truffet ene og alene af auteuren Haneke, og den håbløse situation forstærkes endnu voldsommere i scenen, hvor antagonisterne vier, at de kan bruge husets fjernbetjening til at spole tilbage i filmen og ændre begivenhedernes gang. Dette fokus på filmmediets materialitet og ikke mindst på den kontrol, som Hanekes psykopater har fået over fiktionen, gør, at filmens betragter bliver efterladt lige så hjælpeløs, som den stakkels familie, i de unge, alt for høflige, hvidklædte psykopaters vold.

Det er nemlig to meget atypiske psykopater, som styrer slagets gang. Her er der ikke brug for masker, men blot blanke ansigtsudtryk og en insisteren på, at man ikke kan se noget som helst forkert i de frygtelige handlinger man udfører.

Filmens anslag fortæller det hele. En ret velhavende familie – far, mor og dreng – har taget båden med til deres superlækre, luksuriøse feriehus. For at fordrive tiden derhen skiftes far og mor til at gætte, hvilke klassiske arier, der bliver spillet på bilens CD. De er rige, smukke og lykkelige, men vi ved også godt, at lige så snart vi ser den lidt forsagte, unge mand i det hvide tøj med de hvide bomuldshandsker pludselig stå i døren til familiens hus, at der er noget helt galt.

Hvorfor har han og hans kammerat valgt at klæde sig helt i hvidt? De siger de vil låne en håndfuld æg, men hvad vil de egentlig? Hvorfor opførte familiens nabo sig så mærkeligt, da han i selskab med den ene unge mand hjalp far og søn med at få båden i vandet? Det er de mange små uoverensstemmelser, som alle synes peger i samme retning: Der er noget under opsejling, som kun kan ende galt!

Freuds eneste essay om litteraturen fik titlen Das Unheimliche, og har som kernetese, at det som fremkalder en følelse af uhygge hos læseren, netop de ting som er både en del af det hjemlige og samtidig er noget undertrykt, noget som er så langt væk fra det ”hjemlige”, som det kan komme – noget un-heimlich. Hos Haneke skal dette tages meget bogstaveligt. Kernefamilien er fysisk taget væk fra deres egentlige hjem, og sommerhusets vægge bliver derfor en dobbelt op på Das Unheimliche. Sommerhuset danner rammen om såvel et opgør med normerne for civiliseret opførsel, som den frygtelige familietragedie og de brutale overgreb, der med slet skjult ironi udgør de to unge fyres Funny Games.

Det er ikke kun den småborgerlige kernefamilies lyksalighed, som Haneke brutalt forgriber sig på, men filmen er også blevet en oplagt kommentar til den bølge af voldspornografiske underholdningsfilm, som vi har set i de seneste år (eks. serierne om Hostel og Saw). Volden i Funny Games er bare langt mere ubehagelig, fordi den er holdt så klinisk. De hvide tøj fremstår som kitler, og de to unge (ariere) synes at gå frem med nærmest nazistisk nøjagtighed i deres undersøgelse af ”legen”.

Selv om filmen godt kan anskues som blot endnu en basal ”home invasion”-gyser i stil med den franske Ils (aka. Them), Haute Tension, The Strangers og lignende, så er Hanekes film i undertegnedes øjne både langt mere subtil og langt mere skræmmende end nogen af disse.

Hovedplottet er ganske vist det samme i alle film, men da fokus hos Haneke ikke ligger i Grand Guignol-inspirerede blodsudgyldelser, men derimod - i vaskeægte Texas Chainsaw-stil - lader seeren selv konstruere de voldsdomme handlinger ved hjælp af en fabelagtig lydkulisse. Dette komme måske stærkest til udtryk i den insisteren, der er på at vise en fyr, som smører sig en mad, mens man tydeligt kan høre skrig, klynken og jammer fra stuen i baggrunden. Den kontrapunktiske lyd og billedside er så ubehagelig, at man flere gange får lyst til at stoppe filmen, på trods af at fjernbetjeningen som før nævnt styres af de dæmoniske knægte med deres hvide handsker.

Hanekes film er både ubehagelig, mesterligt orkestreret og en bidende kommentar til mange af de film, der byder på en masse skrig og skrål, men hvor man sidder tilbage uden at have følt noget virkeligt for de implicerede ofre. Selv om man måske håber, så ved man allerede fra filmens første billeder, at Funny Games bliver en rystende oplevelse, der lige som alle gode gysere vælger den nihilistiske finale frem for at lade ”the final girl” løbe halvskør men levende ud i solnedgangen.


Forrige anmeldelse
« Interview «
Næste anmeldelse
» Quantum of Solace »


Filmanmeldelser