Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Postal (102 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 7/4 2009, 11:30 af Torben Rølmer Bille

Boll finder naziguld


Boll finder naziguld

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da computerspillet Postal først landede på PC i 1997, blev det hurtigt til et af de mest udskældte titler. Kritikken kom primært fra de evigfrelste individer, som konsekvent påstår, at det er computerspil og ikke folks svære psykiske problemer, der er skyld i skoleskyderier, teenagevold og selvtægt. Ganske som det første GTA, der også udkom i 97, var Postal et bizart, isometrisk skydespil, der i al enkelthed gik ud på at gå amok og skyde, brænde, bombe og generelt bare nakke så mange som overhovedet muligt. Målet var at rydde op i biomassen, især den del, der selv besad våben, og som skød på spilleren. Når der var ryddet tilstrækkeligt op, og skærmen farvet helt rød af tossernes blod, kunne man gå videre til næste bane. Titlen var naturligvis inspireret af episoder med amerikanske postarbejdere, der pludselig blev fyret og greb til våben. Postal fik i 2003 en opfølger i fuld 3D, og for kort tid siden blev det så muligt at se den forhadte instruktør Uwe Bolls vision af dette bizarre spilunivers i filmformat.

Det er alt for nemt at skrive en lang række nedladende ting om Uwe Boll – for han har virkelig lavet en masse usle skodfilm – men ind imellem formår han faktisk også at skabe noget, der både er sjovt og nærmest seværdigt – især for de blandt publikum, der ikke har andre krav til film, end at de skal underholde. Postal er ulig alle Bolls øvrige computerspilsfilmatiseringer en rendyrket, sort komedie, der er så politisk ukorrekt at alle, uanset race, tro eller køn kan finde en grund til at blive fornærmet over den.

Filmen handler i al enkelthed om lønarbejderen med det anonyme navn Dude, der vågner i sin trailerpark og skal til jobsamtale. Hans enorme kone minder ham om, at han skal hente bistandschecken på vejen hjem. Den efterfølgende jobsamtale bliver en bizar mellemting mellem en Monty Python sketch og et bureaukratisk helvede a la Terry Gilliam, og uden at være blevet meget klogere eller et job rigere tager Dude hjem for at finde sin emsige nabo i seng med Dudes flæskekone. Det er dråben. Dude er pludselig desperat for at komme væk fra dette lorteliv, så han begiver sig ud til sin onkel, der fungerer som leder af en hippiekult lidt udenfor bygrænsen.

Onkel Dave er imidlertid selv i problemer, da staten har opdaget, at han ikke har betalt skat i mange år, så for at klare sig ud af problemerne beslutter Dude og Dave sig for at stjæle en sending utroligt populære, pikformede legetøjsdukker ”Krotchy”, der snart skal sættes til salg i forlystelsesparken ”Germantown”. Dukkerne vil de sælge med stor fortjeneste på e-bay, men sagen er den at Al-Quaeda også har tænkt sig at stjæle selv samme dukkerne, og inden længe er Dude fanget i en regulær krig mellem terrorister, storbarmede, bikiniklædte kultister og lokalbefolkningen.

Postal er en virkelig plat film, men den er også så grotesk og grænsesøgende, at den rent faktisk bliver morsom. Teksten bag på kassetten sammenligner filmen med tv-serien South Park, men den er ligeså meget beslægtet med såvel TROMAs mange komedier og de tidlige Cheech & Chong film – for filmen er konsekvent plat, lam, antiautoritær, grænsesøgende og provokerende.

Filmens åbningsscene synes at sige det hele; vi befinder os i cockpittet på et fly hvor to arabisk udseende herrer diskuterer antallet af jomfruer, man får tildelt, når man lider martyrdøden. De kommer i tvivl og beslutter til sidst at ringe til Osama. Han svarer, at der kun er cirka 20 jomfruer til deling, idet der er mange martyrer i øjeblikket. Terroristerne beslutter sig derfor i stedet at flyve til Bahamas - men i det samme tvinges døren til cockpittet op, passagererne vælter ind for at overrumple piloterne. Dernæst vises et billede af en vinduespudser på World Trade Center, der pludselig får øje på en flyver, som kommer meget, meget tæt på. Stilen er hermed lagt.

Foruden denne forrygende åbningssekvens byder Postal på dværge, katte der bruges som lyddæmpere, udpenslet vold mod børn og pensionister, Hitleroverskæg i gaffa, dumme politibetjente, splat og ikke mindst Uwe Boll, der spiller sig selv iklædt läderhosen og som stolt proklamerer, at alle hans film naturligvis er finansieret med naziguld. Han betaler også en af de medvirkende i guldtænder. Boll angribes kort tid efter af Vince Desi, der er en af skaberne bag det oprindelige Postal spil. Desi, der i dagens anledning er udklædt som en af de dillerformede dukker, skriger ”Hvad fanden er det du har gjort ved mit spil?” Bizart, men sært tilfredsstillende for alle der holder af den salgs.

Det er som om, at komedien, i hvert fald den selvironiske, hjernedøde og skæve komedie, er en genre, som passer Uwe Boll langt bedre end mange af de fantasy og gysereventyr, han i øvrigt har kastet sig ud i. Den kulsorte humor fra Postal spillene er holdt intakt, men man skal bare ikke forvente sig et blodbad af John Woo’ske dimensioner, når hovedpersonerne først griber til våben. Nuvel - det går ikke stille for sig, men det er ej heller særligt kønt at se på.

Selv om Boll konsekvent dyrker sit forhadte image, så er der ingen grund til at hade ham for Postal, for der er et veritabelt hav af mainstreamfilm, der både er langt dårligere, langt kedeligere og langt mindre veloplagte end denne film.


Forrige anmeldelse
« Fri os fra det onde «
Næste anmeldelse
» Vampyrer »


Filmanmeldelser