No er en film instrueret af den chilenske instruktør Pablo Larrain, som nogle biografgængere kender fra en anden af hans film, som også fik særdeles positive anmeldelser i Danmark og verden over, Gloria. No handler om overgangen fra diktatur (Pinochet, 1973-1990) til demokrati i Chile og den betydelige rolle, som kommunikationsstrategier har for politik i senmoderniteten. Efter 15 års brutalt diktatur mødte Pinochetstyret et stigende internationalt pres, der krævede en form for demokratisk legitimering af styret, og i 1988 blev der indkaldt til en folkeafstemning, hvor folket kunne stemme sí, hvilket betød ja til otte år mere med Pinochet, eller no (nej) til ham og hans regime.

Styret var overbevist om, at alt var under kontrol, dels på grund af den betydelige økonomiske og teknologiske modernisering, landet havde oplevet under diktaturet (Chile som et supermoderne land, et land af vindere) og dels på grund af det uhyre omfattende repressive apparat, der havde lammet og terroriseret folket. Men de havde gjort regning uden vært. No-kampagnen bidrog gennem sin anvendelse af kommunikationsstrategi med afsæt i reklameverden på en uventet og effektiv måde til et resultat, som de fleste betragtede som umuligt: Kampagnens sejr og diktaturets fald.

I filmen følger vi reklamemand René Saavedra (Gael García Bernal), som har været eksileret i Mexico og er vendt tilbage til Chile for at mødes med sin kone Veronica (Antonia Zegers) og søn Simon (Pascal Montero). René har fået arbejde for et af de vigtigste reklamebureauer i Chile, et indbringende job. Sammenslutningen af partier bag No-kampagnen repræsenteret af en kristelig demokratisk politiker, José Tomas Urrutia (Luis Gnecco), kontakter René for, at han skal stå for de præsentationsprogrammer, som kampagnen har fået tildelt i fjernsynet. I 27 dage skal ja og nej kampagnen hver have 15 minutter dagligt til valgpropaganda.

Efter en periode med betænkeligheder accepterer Rene udfordringen. Men hans projekt møder kolossale forhindringer og mægtige modstandere. Nej-siden er en broget forsamling, kun forenet i kraft af deres modstand imod diktaturet. Mange tror ikke på, at sejren over Pinochet er mulig, og de ønsker først og fremmest at vise folket, hvilke omkostninger diktaturets moderniseringsprojekt har haft: torturerede og forsvundne folk, tusindvis af eksilerede, brutal undertrykkelse af demonstranter, fascistiske ritualer hos militæret, osv. Dette er lige præcis indholdet af, hvad de har tænkt sig at vise i fjernsynet som deres valgpropaganda. Men Renes faglige vurdering er, at valgpropaganda der bygger på disse tragedier (hvor sande og virkelige de end måtte være) ikke vil føre kampagnen til sejr.

Det udkast, han og hans medarbejdere selv præsenterer, er helt anderledes let og benytter sig af reklamesprog, som med Renes ord er ”universelt, velkendt, tiltrækkende og optimistisk.” Her opstår den første konflikt, idet mange bag no-kampagnen selv har traumatiske erfaringer eller har familiemedlemmer og venner, der har, og deres største ønske er at kunne tale om det, der virkelig er sket, selv om det kan koste dem sejren. De mener at indholdet af Renés reklamefilm og det at sælge no-kampagnens politik ved hjælp af Coca-Cola æstetik er at overskride deres etiske grænser og vil bidrage til en legitimering af regimet ved at fortie tragedien. Ud over intern modstand inden for no-kampagnen bliver René og hans medarbejdere konfronteret med sikkerhedsapparatets chikane, da ja-kampagnen opdager, at oppositionens valgpropaganda begynder at blive et reelt problem for dem, til trods for at de kontrollerer medierne.

Filmen er en blanding af dokumentar, fiktion og historie. Derfor virker Larrains fotografiske arbejde velovervejet. Han valgte at bruge to Sony-filmkameraer fra 80’erne, og farverne, lyset og de uskarpe billeder fører os nænsomt ind i den historiske kontekst. De gør også overgangen mellem dokumentar og fiktion glidende. I filmen optræder politikere og personer fra datiden som skuespillere, heriblandt den første demokratiske præsident efter diktaturet i Chile, Patricio Alwayn. Ud over det historiske plot følger man i filmen historien om forholdet mellem René og hans kone Veronica, som deltager i demonstrationer mod diktaturet og på egen krop oplever styrets vold. Også udviklingen i forholdet mellem René og hans tidligere chef, der bliver rådgiver for ja-kampagnen, er spændende at følge, idet det handler om kunsten at opretholde kontakten i en tid, hvor politiske modsætninger kunne have fatale konsekvenser.

No er en film der handler om en begivenhedsrig periode i Chile og Latinamerikas historie: overgangen fra diktaturer til demokratier på kontinentet. Men især fordi Chile verden over (i modsætning til dets nabolande, der oplevede krise og tilbagegang, blev udråbt til et vellykket eksempel på en gennemført ny liberal modernisering (massiv økonomisk vækst, udvikling af et konkurrencesamfund og afvikling af offentlig velfærd) har den også global relevans. Desuden drejer filmen sig også om en særdeles vigtig problemstilling i senmoderniteten eller den flydende modernitet: kan man sælge demokratiet, politiske projekter og selve politikerne, som om de var Coca-Cola?

I Chiles tilfælde bidrog denne strategi til, at man i årtier efter diktaturets fald lagde låg på de traumer, som samfundet havde gennemlevet. Derfor blev det slogan, som alle fjernsynsudsendelser fra no-kampagnen startede med - ”Chile, glæden er på vej” - ikke til virkelighed for flertallet på længere sigt. Larrains film er en af de første, som på en hensigtsmæssig måde tør vise de mest snavsede sider af diktaturet frem, idet den anvender det materiale fra no-kampagen, som blev bortcensureret dengang.

Alle ovennævnte problemstillinger finder vi i filmen, og de bliver fortalt på en spændende måde og med velegnede visuelle midler. Desuden indeholder den en sand skat af dokumentarisk stof.