En ensom rytter nærmer sig lovløshedens minisamfund, hvor ”the bad guys” for længst har mobbet sheriffen til at adlyde geværløbenes terror. Nu skal der ryddes op – mens indianerne og andre ”røvere” lurer i horisonten. Individet mod lovløshedens brutale masse.

Sådan er opskriften givet på den klassiske western. Vi husker: High Noon, Diligencen, Django, … i glødende technicolor solnedgang - i 70erne endda med spaghetti og blodig ketchup.

To fremmede nærmer sig lovløsheden. Han nyudnævnt sherif (lov og retfærdighed), hun skolelærer (oplysning og udvikling) - ingen af dem er velkomne i den betændte landsby.

Helt efter western-bogen er My Sweet Pepperland nu ikke. Texas’ bjerge, saloon-jargon, guldgravere og Valby-indianerne er skiftet ud med Kurdistans øde klippeformationer, beskidte te-steder, smugler-baroner og kvindepartisanere. Læg dertil, at western-klicheerne ofte er fyldt med sort humor. Åbningsscenen lader ikke en i tvivl:

På den beskidte nøgne gårdsplads samles ”overøvrigheden”. Anklager, dommer, politimester. Nu skal retfærdighed ske fyldest. En ny demokratisk retsstat Kurdistan, efter Saddam Husseins fald (2003), skal genopbygges. Retfærdighed betyder også hårde straffe, understreger politimesteren – og derfor skal den første dødsdom eksekveres ved hængning! Men ak, bødlen har glemt rebet! Den dødsdømte står fortabt med løkken om halsen, på en trækasse mærket ”election”. Hængningen bliver en tragisk farce, der til sidst ender med, at man skyder den stakkels dødsdømte. Tonen er grotesk komisk – men også alvors truende.

Så kan kærnehistorien begynde
Den kurdiske frihedshelt Baran lader sig i 2003 udstationere på en post som sherif, tæt på grænsen til Tyrkiet og Iran, hvor selv gribbene for længst er vendt om. En landsby, befolket med smuglere og svindler, regeres af korrupt selvjustits. En ordenshåndhæver er vel det ”de lovløse” mindst af alt synes, de har brug for – det skulle da lige være en emanciperet lærerinde! Og det er det man også får. Smukke, skønne Goven (Golshifteh Farahani) har på trods af sine 12 (!) brødres modstand valgt lærerjobbet i denne yderste nøgne landsby.

At Goven, i mangel af husly, første nat må sove i sheriffens hus, er nok til at brændemærke hende og dermed familien, som æreskrænkende ludder.

Spillet kan begynde. Baran, mod smugler-baronen og hans stærkt bevæbnede kriminelle kumpaner. Goven, mod fundamentalisterne, moralisterne og deres religiøst begrundede kvindenedgørelse. At de to nyankommne, midt i deres ”frihedskamp”, også forelsker sig i hinanden – og endda gør det der er værre – kommer nok ikke helt bag på os.

Ude i det vilde landskab holder de kvindelige militante partisaner til – dem der med våben i hånd vil kæmpe for den frihed, de ikke fik ved Saddams fald – en frihed til egen identitet, mod fordomme og religiøs fanatisme. At de i My Sweet Pepper Land bliver dem, der rydder op i korruption, medicin- og alkoholsmugling og alt det andet onde, for igen at forsvinde bag klippe- og ørkenlandskab, gør ikke filmen mindre aktuel.

Landskabets storhed har altid været en vigtig medspiller i den gode western. Storslået, barsk og råt, giver en sjældent set autencitet og billedbetagelse.

En politisk western
En bevidst klichefyldt western, der ikke lægger skjul på sit politiske sigte. Her skydes fra hoften, men det er mere med sort humor end med seksløberen.

Instruktøren Hiner Saleem, født i Irak, har det meste af sit voksenliv boet i Frankrig/Italien - vender i af begyndelsen af århundredet tilbage og oplever, hvordan ikke mindst oliepengene korrumperede, og hvor grænseegnen Kurdistan /Tyrkiet/ Irak er blevet et eldorado for lovløshed. Det er det instruktøren blotlægger – ikke med dokumentaristens afslørende kamera, men med en skæv humor og et western format.

Vi genkender western-klicheerne – men desværre også alvoren bag den lovløshed, kvindenedgørelse og selvjustits, der parodieres. En vedkommende western fra det vilde øst – en imponerende flot filmisk stiløvelse tilsat sort humor.