Det er næppe nogen overraskelse at amerikanske tv-serier på det seneste er blevet ”the shit”, som ungdommen siger. Tv-serieformatet er nemlig ikke kun glimrende til at skabe fortællinger, der strækker sig over længere tid end en spillefilm, og af samme grund kan, det give det seriens skabere mulighed for at lave figurer, som er en del mere komplekse og nuancerede end dem man oplever på film.

Kompleksiteten spreder sig, takket være formatet, også til selve fortællingens struktur, for selv om nogle serier insisterer på at have en fortællestruktur hvor seeren, som måske ikke kender til hovedhistorien, godt kan følge med i det drama, der strækker sig over et enkelt afsnit, så skal langt de fleste nyere serier ses i sammenhæng, for på den måde at følge med i den hovedfortælling der skabes.

En virkelig interessant serie, der måske kæmper lidt for at få opmærksomhed i kølvandet på mastodonter som Game of Thrones, House of Cards, Breaking Bad eller lignende, er FX-serien The Americans, der til trods for en ret træg start, til sidst i sin første sæson byder på en virkeligt gribende og spændende historie om russiske spioner, der arbejder midt i USA.

Seriens hovedpersoner er ægteparret Elizabeth og Phillip Jennings, der bor sammen med deres to børn – den tiårige Henry og hans teenagestoresøster Paige – i et forstadskvarter til Washington DC. Udadtil bestyrer parret et rejsebureau i byen, men i virkeligheden er Elizabeth og Phil toptrænede KGB agenter, der er så hemmelige, at selv deres børn intet ved om forældrenes rigtige identiteter.

Serien er sat i starten af firserne. Reagan er præsident, han har sat sine forskere til at arbejde på sit missil-forsvarssystem og den Kolde Krig synes at være på sit højeste siden tresserne. De læsere, der kan huske perioden, vil vide at serien har ramt helt i plet, både hvad angår dens look og den stemning der herskede i perioden. Scenografien er helt i top og der er sikkert flere der vil kunne genkende brugsgenstande, tøj og interiører fra deres egen barndom.

Selv om serien primært er opbygget kronologisk, får seeren i flashbacks også indsigt i både Elizabeths og Phillips liv før de blev sendt til Amerika, for at bo som mand og kone. Det er derfor ofte fortidens synder og folk de har kendt før de fik deres nye identitet, som er med til at drive serien frem. Parallelt med ægteparrets bestræbelser på at løse de ofte ganske vanskelige og farlige opgaver som USSR befaler, så følger vi også deres genbos liv. For at gøre ægteparrets live endnu mere besværligt, er deres nye genbo nemlig en FBI mand, der selv har arbejdet dybt undercover, men som nu er flyttet til Washington, for at være med i en enhed der netop har til hensigt at finde frem til russiske agenter og spioner.

Det lyder på papiret måske ganske plat og lidt for søgt, men det fungerer faktisk fint dramaturgisk, for det skal vise sig, at hverken spionægteparret eller FBI mandens liv er helt så sort/hvidt som man først kunne antage. Phillip har i starten af serien tvivl om deres sag, især da de får en ny kontaktperson og FBI manden bliver selv meget tæt knyttet til en smuk, ung kvinde fra den russiske ambassade som han bruger som informant.

Som nævnt, så var de første fem-seks afsnit af serien ganske jævne, men såede også tvivl om hvorvidt dette var en serie, der var værd at bruge tid på, men har man tålmodighed og bider man sig fast i fortællingen om spionparret, så vil man glædes over at dramaet virkelig tager fart i seriens sidste del, hvor man både bliver overrasket over fortællingens udvikling og hvor de medvirkende viser hvor gode skuespillere de er. Det handler jo, i sagen natur, ikke kun om skæg og blå briller, men i lige så høj grad om at leve på en løgn og problemerne med at opretholde en illusion om tosomhed, når ens forhold afhænger af det andre folk dikterer.

Det lykkes virkeligt godt for The Americans at skabe en retro-firserstemning i den måde serien ser ud på, samtidig med at den trækker på nogle tråde fra virkeligheden, der gør at dens figurer bliver troværdige. Eksempelvis er det er et af afsnittene, der foregår på den dag hvor Reagan blev skudt og seriens skabere har formået at bruge denne virkelige begivenhed, til at vise hvordan attentatet satte både FBI men også KGB i højeste alarmberedskab, især da ingen endnu vidste, hvem der havde skudt.

Ud over at levere en godt familie-/spiondrama synes serien at virke ganske realistisk, både hvad angår den teknologi der anvendes undervejs, men også i forhold til de virkelige spionsager som har præget Amerikansk historie.

Det er tydeligt at seriens skabere både har taget udgangspunkt i Rosenberg-sagen fra 50erne, men ideen om russiske agenter der poserer som hr. og fru USA griber også ind i langt nyere historieskrivning. Eksempelvis kan nævnes den sag der blev oprullet i 2010 hvor de amerikanske myndigheder arresterede i alt elleve mennesker, heraf otte, der boede som ægtepar, der i virkeligheden - tilsyneladende - var nøje udvalgt og trænet af Rusland til at ligne helt almindelige amerikanske borgere.

Så selv om The Americans måske ikke er den serie alle taler om, så er den bestemt et kig værd og idet den slutter, har man så afgjort lyst til at se mere. Der skal dog også lyde en enkelt kritik – for det eneste minus ved serien er den indpakning som selskabet har valgt at give den. Der er fire DVD skiver i boksen, men de er alle placeret på samme pind, hvilket gør det ret frustrerende at få fat i næste skive, eller for den sags skyld at sætte den som man lige har set på plads, uden at den er i vejen for de øvrige discs. Det kunne godt have været lavet meget mere elegant, men det er dog en pris man gerne betaler, for at se første sæson af hvad der virker som en ganske lovende serie.