I den lille amerikanske by med det idylliske navn Charming holder den mindre idylliske motorcykel gruppe Sons of Anarchy til. På overfladen ernærer klubben sig ved at drive et auto-værksted, men der er mest af alt tale om en gruppe, der nok bedst beskrives som en rocker bule. For det er ved mere nøje eftesyn salg af narko og våben, der giver smør til brødet og alkohol i glasset. Her møder vi Jax Teller (Charlie Hunnam), vice præsident i SAMCRO (Sons of Anarchy Motorcycle Club – Redwood Original) som med klubbens præsident Clay Morrow (Ron Perlman) kæmper for overlevelse mod politiet, og mod de øvrige syndikater, der kæmper om territorier og magt.

Om vold og ære
Trods klubbens lyssky, voldelige og umoralske status som et samfund i samfundet, er ære og troskab mod klubben et imperativ. Forræderi og egoisme lader sig ikke gå ustraffet hen, og tidligt i serien får vi på mest kvalmende vis et levende eksempel på, hvordan utroskab mod klubben håndteres. Man får indblik i et samfund i samfundet, der på overfladen giver indtryk af kaos og anarki, men under dette, styres af egne stramme moralske og etiske kodeks. For bag den koldblodige og aggressive facade, introduceres man til en klub, der også giver støtte og tryghed for de loyale, i et USA, hvor fattigdom og personlig tragedie ellers er et individuelt problem.

I serien følger man primært Jax Teller som får sin tilværelse vendt på hovedet, da han skal være far. Moderen er en tidligere kæreste, der junker sig og dette fører til, at sønnen fødes for tidligt og med en arvelig hjertefejl. Det sætter den ellers handlekraftige og kølige Jax i en ny situation – for hvordan tackler man at være førstearving til pladsen i en hardcore motorcykel klub og samtidig at være far til et dødeligt sygt spædbarn? Selvom dette synes at være udfordring nok, flytter en gammel flamme, Tara Knowles (Maggie Siff) til byen, Jax finder sin afdøde fars dagbog og fortidens skeletter begynder således at rasle i skabene. Her starter seks hæsblæsende og action-packed sæsoner om det hårde liv med at balancere mellem at være familiefar og kronprins til pladsen som leder i en SAMCRO.

Forførende og forfærdelig provokerende
Der er tale om en serie i genren action-drama. Action fordi tempoet er højt og slagsmål og bandekrigene udfylder og binder de enkelte afsnit i serien sammen. Drama, fordi der sideløbende med de evindelige krige mellem klubber og interne magtopgør, udspiller sig historier om kærlighed, familie, troskab og ære. Disse stilistiske virkemidler binder serien sammen i en konstant vekselvirkning mellem kærlighed og krig;

Det er helt sikkert, at der ikke mangler underholdning og action i serien om SAMCRO. Man tiltrækkes, fascineres og væmmes, da serien giver et formodentlig ikke helt urealistisk indblik i livet som rocker i et USA, hvor racekonflikter, bander, klubber og narkokarteller kæmper om overlevelse side og side. Det er en blandet oplevelse at følge med ind i dette univers, da man på fornøjelig vis presses og provokeres på ens moralske og etiske principper, alt imens man udvikler en underlig form for omsorg og ømhed for de lyssky personer, der skildres. Dette fordi der sideløbende med krig og kaos, skildres livshistorier og skæbner. Det er vekselvirkningen mellem vold og empati, der gør, at man som seer ikke kan andet end at komme til at holde af disse antihelte – fuldblodsmedlemmerne af Sons of Anarchy.

Det er helt klart seriens evne til skabe en stribe af antihelte, der gør den til at holde ud både følelsesmæssigt og moralsk, over seks hele sæsoner. Det er usikkert, hvad instruktøren Kurt Sutter har villet formidle med denne serie udover underholdning – man kan ikke undgå at føle, at han med serien langer ud efter det pæne og politisk korrekte USA, der på mange måder kan tænkes at forsømme de ressourcesvage i en sådan grad, at de ender med at skabe de selvsamme problemer som de forsøger at undgå. På denne måde har serien lighedstræk med serier som The Sopranos, Breaking Bad og Prison Break – alle tre storslåede serier som skildrer det amerikanske undersamfund og som midt i et kaos af vold og drab, skildrer den menneskelige skæbne og skaber nye amerikanske antihelte.

Uanset hvad, er der tale om massiv underholdning fra start til slut. Serien er ikke for de sarte sjæle, da der ikke skortes på meget visuelle og voldsomme scener. Det er en serie og nogle karakterer, man undrer sig over at holde af, og er man parat til en sådan oplevelse, er det bare at trykke ”Play”.