Der findes film, der godt nok er tænkt som underholdning men, som seeren stadigvæk skal mønste en del overskud til, før man sætter sig til rette. En af disse genrer er utvivlsomt den berygtede ”rape-revenge” film, der helt basalt går ud på, at man følger en kvinde, der udsættes for grov psykisk og fysisk seksuel krænkelse, for derefter at tage grusom hævn på de mænd der stod bag overgrebene. Som kender ved man også, at den unge, uskyldige - men også ofte ganske udfordrende – kvinde som man ser i filmens start, inden længe vil blive udsat for en masse uhyrligheder. Af same grund kan det være lidt vanskeligt at finde overskuddet til frivilligt at være vidne til dette. Det er lidt samme følelse der kan tænkes at opstå, hvis man med en stor skål popcorn sætter sig til rette med en Michael Haeneke film – uden øvrig sammenligning i øvrigt.

Blandt de mest berømte RR film er utvivlsomt Day of the Woman fra 1978, der bedst kendes under sin alternative titel I Spit on Your Grave. Filmen blev i 2012 lavet i en ny versionering, produceret af manden bag originalen Meir Zarachi. Den nye film turde, i trit med tidens tendenser, at være mere visuelt eksplicit i sine voldsscener, inkludere lige så megen nøgenhed som originalen - men den bød tillige på en fremragende effektiv lyssætning, et nederdrægtigt, ondskabsfuldt manuskript, godt skuespil fra stort set hele castet og - ikke mindst - så gentog den originalens foruroligende, langstrakte tempo og handlingsforløb ned til mindste, politisk ukorrekte detalje.

Remaket er muligvis ikke nær så revolutionerende som originalen, men det er bestemt en af de mere seværdige remakes der er i omløb. Især den unge hovedrolleindehaver, Sarah Butler, leverer i 2012-versionen en totalt udkrængende præstation. Man er som seer langt fra ligeglad med hendes kranke skæbne, man føler virkelig den unge kvindes hjælpeløshed overfor hendes liderlige overfaldsmænd. Af samme grund er det interessant at se om instruktøren Steven R. Monroe kunne gentage en lige så intens oplevelse i opfølgeren, der har fået den meget sigende og men knap så originale titel I Spit on Your Grave 2.

Filmen starter helt klassisk i New York, hvor en lang række RR film i tidens løb har foregået (her kan i flæng nævnes Ms. 45, The Brave One osv., osv.). Den unge pige Jessica er netop ankommet til byen for at følge drømmen som fotomodel til dørs, men før hun kan nå at sige ”jeg tror vist jeg er gået forkert”, bliver hun bedøvet og vågner op i et skummelt kælderlokale som hevet ud af Saw. Her udsættes hun for de mest ubeskrivelige krænkende overgreb af både fysisk og psykisk karakter, hvor hendes kidnappere og folk som de får penge af, udnytter pigen på alle tænkelige og utænkelige måder. Det går langsomt op for hende, at hun måske ikke engang er i USA længere.

Vanen tro med RR film står det sidste ”R” for ”revenge,” hvilket også betyder at den krænkede naturligvis får mulighed for at tage grusom hævn over de usle, pikkede slyngler, som tror de har ødelagt hende helt og regner med at Jessica er død. Det er hun naturligvis langt fra. Med frygt for at ødelæge oplevelsen for nye seere af RR film får vi i filmens sidste tredjedel se Jessica, der langsomt, men viljestærkt kæmper sig tilbage mod livet og planlægger en grusom hævn.

I en form for gammeltestamentlig ”øje for øje”-mentalitet gentager det tidligere offer (lige som i originalen) ordret de væmmelige replikker, som hendes plageånder i sin tid spyttede i hendes ansigt, idet hun ekspederer dem.

Måske kan dette virke en smule formularisk og derfor ikke særligt overraskende. Kender man originalen, vil man nemlig vide, at det også var et af de vindende elementer ved denne film. Moralen om at kvindens hævn er så grusom, at hævnen og blodsudgydelserne på en måde kan retfærdiggøres i betragtning af de pinsler de udsatte hende for kan diskuteres. I virkelighedens verden er sådan en form for hævn ikke nødvendigvis hverken så katarsisk eller befriende som filmen vil lade os vide, men i fiktionens verden synes hævnen i al fald berettiget.

Det bibelske islæt bliver dog lidt for meget i den nye film, der tilsyneladende bevidst bevæger sig væk fra etterens nihilistiske og meget kyniske stil og fletter Jessicas gudetro ind i ligningen. Ikke længere er vi vidne til en kvinde, der gennem ydmygelsen finder en indre styrke, der sætter hende i stand til i bogstaveligste forstand at kastrere og udslette hendes voldtægtsmænd, i en form for feministisk feberdrøm,

Idet hun pludselig indser at hendes trøstesløse situation kun kan ende med hendes død beder hun nemlig i filmen til Gud om ikke at lade hende dø på denne måde. Situationen ændrer sig pludseligt og ved et mirakel genfinder hun sin halskæde med kors i en dynge jord. Mere tydeligt bliver dette kristne motiv idet hun får hjælp af en lokal katolsk præst, der giver hende husly, klæder og et sted at være. Hendes bønner synes altså at være blevet hørt. Underligt nok er den gud hun beder til, en der tilsyneladende accepterer Jessicas form for sadistisk, voldspsykotisk gengældelsesaktion.

En ændring fra etteren var også at ofret dér med kløgt fangede sine angribere og konstruerede en slags dødsfælder, der gjorde at det faktisk var dem selv som var årsagen til at de døde. I den nye film er det langt fra lige så subtilt, her torturerer og dræber Jessica selv.

Når dette så er sagt er I Spit on Your Grave 2 stadig en ganske brutal, nådeløs grindhousefilm, der giver sin lystne seer en lang række scener med seksuel krænkelse, eksplicit tortur og voldsomme splattereffekter. Nummer to er langt fra lige så god som etteren, men den beviser også at instruktøren Steven R. Monroe er i stand til at presse sine spillere endog meget langt og stadig chokere selv hærdede voldsfilmsfetichister, der - som undertegnede – i de mest groteske scenerier fristes til ligefrem at vende blikket væk eller sætte BluRay-skiven på pause. Missionen er altså lykkedes.