Det er umuligt at beskrive filmen Manborg med en enkel sætning, for det er en meget, meget langt ude, virkelig underholdende, science-fiction-splatter-komedie, der allermest ligner en timelang cut-scene fra et gammelt VGA computerspil. Manborg er en ultra-lavbudgetsfilm fra Canada, der med enorm selvironi og med stor kærlighed til b-genrefilm og gamle videospil, fortæller den bizarre historie om en ung mand der dræbes på slagmarken. Hans banemand er Satans gesandt – den onde, onde grev Draculon - og efter lang tids dvale vågner den unge mand op som halvt menneske, halv maskine, men 100% Manborg!

Det er ikke svært at se, at stort set hele filmen er optaget med greenscreen baggrund, for alle figurer har den umiskendelige fnulrede green-screen aura omkring sig. Det er også tydeligt at se, hvornår folkene bag filmen har leget med stop-motion effekter, eller for den sags skyld, hvor der er blevet lagt en masse digitale overlays henover billedet i form af eksplosioner, blodstænk og andet herligt snask. Heldigvis er filmens klipper-instruktør-manuskriptforfatter Steven Kostanski virkelig dygtigt til at lave prostetiske effekter, så der spares heller ikke på afrevne lemmer, flækkede hoveder, udrevne tarme og andre lækre splattereffekter.

Mest af alt ligner Manborg en virkelig plat udgave af de mellemsekvenser man kunne opleve i spil som Mortal Kombat eller Wing Commander, for baggrundene er helt tydeligt konstruerede, skuespilpræstationerne totalt overdrevne, og det virker nærmest underligt, at der ikke er en af figurerne i filmen, der får lov til at sige replikken ”all your base are belong to us.”

Der slynges ellers ivrigt om sig med oneliners, tåberlige catch-phrases og dialogen er ofte en helt bevidst gøren grin med b-actionfilmens mest ufrivilligt komiske dialogstumper. Overraskende nok mindede Manborg samtidig undertegnede om Ubisofts campede, neonfarvede og meget morsomme Far Cry 3–udvidelse Blood Dragon da den først tog fart. For dette spil tager nemlig, helt på samme måde som Manborg, tykt pis på både genren den skriver sig ind i og på spil mere generelt.

Der er nok mange der, idet de første scener fra Manborg toner frem på skærmen, har lyst til at slukke fordi filmens udseende virker så dilettantisk, men samtidig er der noget sært dragende og underholdende ved filmen, der gør at man bare bliver nødt til at se hvad der sker om lidt. Det er næsten umuligt at gætte sig til hvilken tangent filmen har tænkt sig at bevæge sig ud af, da den mest af alt virker som en 12 årig dreng der har fået opfyldt et ønske om en film, der bliver præcis som han har forestillet sig, uden nogen har bremset hans tankestrøm.

Manborg er en film der klart er lavet med hjertet. Det er en film skabt af en samling folk, der synes at have glæden ved at lave fuldstændigt udgakkede film til fælles og det har helt sikkert en afsmittende virkning på seeren, hvis denne da ellers kan finde sin indre 12-årige dreng frem og hvis denne samtidig kan acceptere det PC-mellemsekvens-reto-look som Manborg er sovset ind i.

Manborg får hurtigt i filmen hjælp til at bekæmpe grev Draculon. Disse hjælpere ser alle ud som om de er trådt ud af et Mortal Kombat spil. Der er den storbarmede pige med det lyseblå pagehår, der naturligvis hedder Mina (en slet skjult Dracula reference), hun har en bror med det retfærdige navn Justice, der taler med tyk australsk accent og som tilsyneladende ikke er i stand til at læse. Endelig er der #1 Man, en asiatisk kung-fu kæmper, der konsekvent er blevet eftersynkroniseret og som er klædt som Liu Kang.

Kort sagt er der masser at se på i Manborg, der med en spilletid på lidt over en time, formår at være virkelig morsom. I starten af filmen bliver man opfordret til at vente til efter rulleteksterne, med løfte om fede trailers og det løfte indfries, idet den tålmodige seer så får mulighed for at opleve kortfilmen BioCop, der på samme måde som Manborg hylder VHS, VGA, startfirserne og alt de os i fyrrene kan huske fra deres barndom. BioCop låner selvfølgelig det meste af sit materiale fra film som Maniac Cop, Robocop, The Stuff og lignende, men er i sin vulgære udsplattethed lige så dejligt et bekendtskab som hovedfilmen.

Det kan derfor godt være at Manborg virker som en lang amatørproduktion eller i bedste fald som noget Troma kunne have sendt på gaden i slutfirserne, men det er lavet med sjæl, med stor kærlighed til (dårlige) film, spil og alskens fede genrer. Det er en film, der beviser at det også godt må være rigtigt sjovt at lave film indimellem.