Der er flere heste, løftede sabler og bannere på coveret til Soldier of God end der optræder i selve filmen, for selv om man – måske efter at have spillet Assassins Creed eller have læst bøger eller set film om andre tempelriddere, forestiller sig at det er en umulighed at lave en halvkedelig film baseret på dette emne, så må man tro om igen, for Soldier of God er, til trods for sine gode intentioner om at ville skildre, hvordan fanatisme skaber splid mellem godtfolk, en ret så kedelig sag.

Filmen foregår, med undtagelse af et par enkelte scener, nærmest udelukkende i et ørkenlandskab. Vores rettroende tempelridder Rene er opsat på at nå frem til Jerusalem koste hvad det vil – også selv om hans brødre er blevet nedslaget af Salah ad-Dins mænd på vejen. Rene er den eneste overlevende og det lykkes ham at flygte fra de slavehandlere, der ellers havde sat sig for at tjene lidt penge på ham.

Udmattet af tørst dratter han om i ørkenen. Han reddes af en muslimsk mand, der kalder sig selv for Hasan, som finder den livløse ridder midt i ørkenen. Da Rene kommer til hægterne igen, gør han gengæld ved at nedkæmpe nogle folk, der pludseligt angriber og sårer Hasan. Heldigt for Hasan finder Rene en udpost, et telt midt i ørkenen, som bestyres af den smukke Soheila. Hun har valgt at passe sin afdøde mands arbejde og hun plejer Hasan efter bedste evne, mens Rene i stilhed beder til sin Gud om stadig at være ren i hjertet.

Her standser filmens fremdrift så totalt, for Soheilas telt skal vise sig at danne rammen om den sidste time. Der kommer enkelte tilrejsende til udefra, som kan skabe grobund for lidt dialog i teltet, men dramatisk bliver det aldrig. Der klippes alt for sjældent til en gruppe af Salah ad-Dins mænd, der får besked om at de skal finde snigmorderen, som seeren allerede godt har luret er Hasan, så det meste af filmen går med at vise tempelridderens stramme, tavse ansigt mens han forsøger at finde ud af om han skal vælge sin Gud og drage mod Jerusalem, til trods for at han har fået nys om at hans orden er ved at falde fra hinanden, eller om han skal vælge et mere jordnært liv sammen med Soheila, der tydeligvis er blevet lidt forgabt i den franske ridder.

Indimellem er der, som nævnt før også tid til at diskutere pointer omkring hvad religion gør ved mennesker og hvordan dogmatik er med til at skabe splid mellem folk, hvad enten man er kristen eller muslim. Den tykkeste morale bliver leveret af Soheila, der - for Gud ved hvilken gang - fortæller fablen om skorpionen og frøen. Den bliver et overdrevent tydeligt symbol på, at det er i mænds natur at bekrige hinanden og at der af selvsamme grund aldrig vil blive fred på jord. Det virker næsten patetisk.

Filmen er oprindelig fra 2005 og det er ikke noget under, at det er en film som der ikke er særlig mange der kender, for den fremtræder som et halvkedeligt teaterstykke omsat til film. Et kammerspil der benytter tempelridder-temaet til at ville fortælle sit publikum nogle sandheder, som langt de fleste fredselskende folk allerede kender i forvejen. Der er ikke noget galt i forhold til den research manuskriptforfatterne har indarbejdet i deres færdige manuskript, for både de historieske begivenheder, steder og figurer der omtales virker som om de holder vand – desværre er hverken dramaet eller den visuelle side af filmen interessant.

Af samme grund bliver Soldier of God ikke en film som man har lyst til at se igen – nogensinde. Der sker ganske enkelt for lidt og filmen fornemmes som om den træder vande i honning. Måske kan grunden til fraværet af de episke slagscener omkring Jerusalem, være affødt af budgethensyn, men som man flere gange tidligere har set, kan folk med en stor fortællelyst sagtens få fortalt spændende dramaer med de midler som folkene bag denne film har haft til deres rådighed.

Så uanset om man er bidt af en gal korsfarer og er helt vild med film om riddere, så bør man altså nu være grundigt advaret hvis man pludselig står i med et eksemplar af Soldier of God i hånden, den er nemlig et bevis for at coveret indimellem er langt mere spændende end filmen.