Bernando Bertoluccis Medløberen (1970) er som et barokt kunstværk. Ornamentering og udskæringer sniger sig ind og ud mellem hinanden på en måde, der hele tiden får nye aspekter til at træde frem. Selvom det er nemt at fornemme filmens helstøbte helhed, er der hele tiden noget nyt, som viser sig ved gensyn efter gensyn. Og er der en film, der fortjener det, så er det mesterværket Medløberen. Den er netop udkommet i den restaurerede udgave som dansk købefilm.

Il conformista, der er filmens italienske titel, er et psykologisk drama om Marcello, som går ind i fascisternes sikkerhedspoliti i 1938 under Mussolini. Med sig har han en barndomstragedie om pædofili og mord, og foran sig har han en tid, der skal understrege den tvivl, han egentlig grundlæggende nærer for det fascistiske projekt. Da han sættes til at eliminere en gammel bekendt, bliver det i stedet starten på en fortælling om mødet med en fransk kvinde, der sætte store spørgsmålstegn ved de moralske komplekser, Marcelle slæber rundt på.

Målt på mængden af associationer til andre film og instruktører er Medløberen et af filmhistoriens absolutte hovedværker. Inden for spiondramaet og gangsterfilmen er den tilmed uomgængelig. Den trækker først og fremmest helt tydeligt på stile og teknikker fra 20’ernes og 30’ernes propagandafilm, fx Leni Riefenstahl, og driver dermed en interessant stilistisk kile ind i fascismens egen visuelle æstetik. Dette betones desuden fantastisk flot gennem location-valgene i Rom, som er bygninger og områder rejst i samme periode. Stil, tema og stedets arkitektur hænger tæt sammen i en film, der handler om fascismens dragende og frastødende effekter.

Vittorio Storaros cinematografi er på det nærmeste uovertruffen i denne film. Ikke nok med at han alluderer fascistisk æstetik i en film om fascisme. Han behandler generelt den skævskudte psyke hos Marcello, som ikke helt tror på det projekt, han selv bliver en del af, på en måde, så kamerastilen også understreger og kommenterer på denne. Filmen er fyldt til bristepunktet med svulstige og raffinerede vinkler og flydende kameragange, der gør filmen til et værk, som bør ses ene og alene for sit ekstravagante udtryk. Udtrykket er i sig selv knap to timer visuel, sublim nydelse.

På den ene side er filmen yderst autentisk i sin scenografi og iscenesættelse. Tidens stil er ramt ret flot, men dette peger desuden – via den tid, der er gået efter 30’erne og 40’erne – direkte tilbage til film noirens bløde hatte og skæve kameraindstillinger, der også grundlægger væsentlige udtryk i samtidens gangsterfilm. Derfor peger filmen på den anden side også visuelt frem mod store gangsterdramaer som Godfather (1972), Scarface (1983) og Goodfellas (1990). Storaros kamerateknik mødes bogstaveligt talt senere også i samarbejdet med Francis Ford Coppola.

Det yderst komplekse udtryk kunne derfor godt komme til at overskygge filmens handling. Men det lykkes i stor stil at flette den visuelle ornamentering ind i et fortælleteknisk barokt gangsystem. Filmen er hovedsageligt tematisk opbygget om Marcellos fortidstraumer og nutidstvivl, hvilket gør, at fortællingen snirkler sig ind og ud af forskellige plotpassager, der derved for fornyet betydning for den enkelte scene. Fortid og nutid flettes via tidsspring på den måde sammen til et nærværende og stilsikkert personportræt – og et portræt af fascismens tiltrækning og afskyvækkelse.

Handling og stil vægter på den måde næsten perfekt hinanden – og peger derfor direkte videre til endnu et gangsterdramatisk hovedværk, nemlig Once Upon a Time in America (1984). Det er svært at forestille sig Coppolas, de Palmas, Scorseses eller Leones storværker uden Bertoluccis hovedværk. Men i sin narrative opbygning har Medløberen flest ligheder med Sergio Leones gangsterfilm. Bernardo Bertolucci skabte med denne film en fortælling, der på forunderlig vis både peger fremad og tilbage i filmhistorien – ligesom handlingen selv i filmen peger frem og tilbage.

Filmen fortjener utallige gensyn. Og fortjener i den grad genudgivelse. Restaurationen har gjort den det godt. Men der findes faktisk en del fantastisk godt ekstramateriale om filmen, om baggrunden og om dens stilmæssige udfordringer og inspirationer. Noget af dette materiale kunne godt have prydet denne udgivelse, der er ganske fattig på ekstramateriale. Men Medløberen er nu også en film, der med stor sikkerhed kan stå alene. Det er en af de film, der kan ændre synet på, hvad film må, kan og skal. Medløberen gør det hele.