Det er næppe forbigået nogen filminteresseret dansker, at Thomas Vinterbergs nyeste film Jagten nu, endelig, har ramt vore biografer. Jagten har høstet en lang række priser på filmfestivaler sommeren over, mest bemærkelsesværdig var sikkert Mads Mikkelsens pris for bedste mandlige skuespiller i Cannes, men én ting er jo priser, en anden ting er, hvorvidt filmen er i stand til at leve op til disse mange anerkendelser - og det kan lige så godt blive sagt: det hersker der absolut ingen tvivl om!

Selv om filmens plot – en mand der, arbejder som pædagog i en børnehave, der pludselig anklages for pædofili - i første omgang måske forekommer som et typisk, tungsindigt, dansk filmdrama, der vil lægge sig hostende til at dø foran tilskueren i den sædvanlige betongrå, socialrealistiske filmtradition, så overrasker Jagten ved at fortælle sin historie, med stort hjerte, indlevelse og en sans for dramaturgi, der er nærmest overrumplende.

Det helt centrale fremdriftselement i filmen bliver tilskuerens indsigt i hvad det er, der gør, at en lille piges løgnehistorie hurtigt vokser sig til et lokalsamfunds isnende had mod en enkeltperson. Lucas, filmens pædagog, har ingenlunde samme indsigt i anklagerne mod ham, som seeren har og derfor bliver det meget nemt at føle empati med vores hovedperson.

Dertil kommer, at den lille pige flere gange forsøger at fortælle både sine forældre og de voksne i børnehaven, at det hun sagde om Lucas ikke passer, men de voksne tilskriver naturligvis dette som en bevidst fortrængning fra pigens side, forårsaget af det traume de mener hun er blevet påført. Dertil kommer at børenehavens leder, spillet af Susse Wold (der ret beset burde være med i langt flere danske film) er helt arketypisk konfliktsky og for alt i verden, ikke har i sinde at konfrontere Lucas direkte med anklagerne.

Selv om der sikkert er flere, der har gået og sukket efter at se filmen, nu da den som bekendt allerede lå færdigklippet for over et halvt år siden, forekommer det, at filmen kommer på et meget belejligt tidspunkt. Der er i den aktuelle presse og på DR netop startet en diskussion om mandlige pædagoger, der nærmest systematisk må indordne sig efter uskrevne regler om, hvad der er grænseoverskridende adfærd overfor ungerne. Må de skifte bleer i enrum? Må den lille dreng sidde på skødet og blive trøstet? Det må være svært at få sig et job, hvor mistanken om overgreb nærmest er en del af ens faglige identitet.

Jagten er dog ikke en film der, som nævnt, forsøger at lægge sig i forlængelse af den hårde realisme, for dertil er der flere af figurerne i filmen der er alt for karikerede og en masse situationer, som bryder med dette. Det er faktisk også det der viser sig at være filmens styrke, for det er en film der rent tematisk genanvender grundideen fra H.C. Andersens Det er ganske vist! men som samtidig fortæller en interessant historie om venskab, kærlighed, parforhold, forældreroller og de indimellem svære ægteskaber. Selv om det er alvorligt, er der heldigvis også masser af plads til befriende grin undervejs.

Alle medvirkende spiller fuldstændigt eminent, Mads Mikkelsen har i den forbindelse ikke brug for mere ros – han har allerede priser til at bevise det, men Thomas Bo Larsen, der spiller Lucas’ bedste ven i filmen, Theo, fortjener ligeledes roser. Hr. Larsen bliver ofte typecastet som en ilter spradebasse, der let farer op og går amok, men i Jagten får han mulighed for at vise mere bredde i sit spil, flere nuancer og en sårbarhed der står fint i kontrast til hans ellers barske fremtoning. Dertil kommer at Annika Wedderkop, der spiller lille Klara – altså hende som sætter lavinen i gang – nemt matcher hendes voksne kollegers indlevelse i begivenhederne. Hendes forhold til Lucas er både rørende, råt og hjerteskærende skildret. I det hele taget er figurskildringerne i filmen uovertrufne – et enkelt blik eller en lille hånd, der knuger den fine, nye kjole, kan sige så meget mere end hundredvis af velskrevne replikker.

Jagten er en af den slags film, som er svær at slippe efterfølgende. Det er en film som man har lyst til at tale om, en film som skaber debat. Det er dog ikke kun en debat om pædagoger og parforhold, det er lige så meget en film om danskeres opførsel og kultur, om intolerance og om vigtigheden af at være i stand til at kommunikere rigtigt med hinanden. Filmen fanger ikke kun en tidsånd, men den er også en slet skjult kritik af nogle af de samfundsværdier man måske burde se at gøre op med. Så gør dig selv en tjeneste, tag Vinterberg i hånden og tag med på jagt!