Selv om det kan være udtryk for en anmelderkynisme, så er det svært ikke at have Hollywood mistænkt at ville kaste sig ind i konkurrence med Bollywood om de mange millioner inderes gunst, når en film som Life of Pi søsættes. For selv om L.A.'s drømmemaskine har haft det svært på dette marked, blev Slumdog Millionnaire en overraskende stor succes i Indien – og når nu foden er i døren, så kan man lige så godt forsøge at få resten af kroppen presset ind.

Der er nemlig mange fællestræk ved de to film. De har begge indiske og pakistanske skuespillere på rollelisten, de er begge til dels metanarrativer, idet de handler om fortællingens magt og fascinationen ved den gode historie og dennes relation til virkeligheden og endelig dyrker begge film bevidst en fascination af det religiøse i flere afskygninger, Pi dog i langt mere direkte højere grad end Slumdog. Derfor er det en film der både vil appellere bredt til det europæiske og amerikanske marked der gerne vil se magisk realisme tilsat et stænk orientalsk mystik, og for publikummet i Indien, er er sikkert fascinerende at opleve deres nationale superstjerner i en stor, dyr Hollywood produktion.

Ser vi dog bort fra denne slags markedsøkonomiske betragtninger, så er det lykkedes Ang Lee at lave en blændende flot film, der omsætter Yann Martels bestseller til en visuel lækkerbisken, som mange sikkert vil finde endog meget bevægende, når først julefreden har sænket sig og den brune sovs skal fordøjes. Det er en af den slags film som både familiens større børn, deres forældre og bedsteforældre vil kunne begejstres over, for den fortæller i om en traumatisk begivenhed, som seeren helt selv kan vælge om han eller hun vil forstå bogstaveligt eller metaforisk.

Filmen, der i øvrigt for første gang i lang tid faktisk benytter 3D formatet til noget andet end blot en visuel gimmick, starter med at vise vores hovedperson Pi Patels opvækst i Indien. Dette anslag minder mest af alt om et eventyr. Patel senior valgte at oprette en zoologisk have, i en tidligere koloniby i det sydlige Indien. Her forvandlede faderen en enorm park til sin version af edens have. Det går rigtigt godt for familien i en række år, men da den zoologiske bliver klemt finansielt, vælger faderen at fragte dyrene til Amerika, hvor han har planer om at sælge dem til højstbydende.

Desværre går det ikke så glat, for det Japanske fragtskib som fragter familie og dyr kæntrer i en voldsom storm og Pi redder sig kun med nød og næppe ombord på en redningsbåd, der foruden nødrationer byder på en zebra, en hyæne, en orangutang og en stor bengalsk tiger. Fanget midt på Atlanten, med disse umage rejsepartnere, må Pi nu forsøge at overleve og det er denne eventyrlige beretning om overlevelse, der bliver filmens omdrejningspunkt.

Man kunne måske tænke sig til, at en film, der bruger halvanden time af sine godt to timer på at vise en mand sejle i redningsbåd kunne blive kedeligt rent visuelt, men det er bestemt ikke tilfældet. Dramaet der udspiller sig på denne meget begrænsede plads er stort, intenst og så viser havets overflade sig også langt mere interessant end blot en blå flade. Faktisk er en af attraktionerne, især for seere som undertegnede, der ikke har læst romanen, at vente på hvad mon omgivelserne byder på i den næste scene.

Der bydes på hajer, selvlysende havdyr, tigerhvaler der bevæger sig som kolosser under vore overlevende, et spejlblank hav der reflekterer skyerne perfekt, det oprørte hav hvor kampen for overlevelse kan forekomme endnu hårdere. Kampen mod tørst, sult og elementerne er dog ingenting set i forhold til udfordringen om også at skulle leve sammen med en stor, bengalsk tiger.

Den taiwanesisk-fødte Ang Lee er nærmest et perfekt valg som instruktør, for ikke alene kender vi ham for hans alsidighed (f.eks. Crouching Tiger, Hidden Dragon, The Ice Storm, Hulk, Brokeback Mountain, oma.), men også for hans sans for at skildre forskellige kulturer med outsiderens blik. Dette gøres til perfektion hér og selv om man godt kan mene at hverken filmens new-age-agtige tilgang til religionsspørgsmålet eller for den sags skyld, historiens fokus på fascinationen ved at omforme verden som man helst ser den via de fortællinger vi bevidst vælger om vores liv, så ændrer det ikke ved, at Life of Pi nok skal finde sit publikum. Det er måske ikke en film, der er så rørende eller vedkommende, som andre af Ang Lees værker, men det er fantastisk filmhåndværk og en film, der med garanti vil give stof til eftertanke hos de, der normalt ikke funderer meget over livets mere esoteriske eller semiotiske kvaliteter.