På et halvt århundrede fra sidst i 1800-tallet til først i 1900-tallet tog over 30 mio. mennesker turen til Nordamerika for at prøve lykken. I Europa rasede depressionen og uligheden, og lykken kunne gøres i Guds eget land. Men tilværelsen ’overthere’ var ikke altid den gammen, som de rejsende forventede at finde – heller ikke for de skandinaver, der valgte at tage af sted.

David Mortins film Mad Ship (2012) tager udgangspunkt i netop dette – oplevelsen af bristede drømme og følelsen af sult. Nikolaj Lie Kaas spiller den danske bondemand Tomas, der er gift med den norske pige Solveig, spillet af den norske skuespillerinde Line Verndal. Filmen kontrasterer fra starten det gode liv med bondefamilie på landet og det sure slid.

Sliden skal dog blive så voldsomt, at Tomas må tage fra kone og børn for at forsøge at finde arbejde i byen. Solveig kæmper for at få dem til at flytte hjem til Norge, hvor hendes far vil kunne hjælpe dem, men Tomas’ stolthed blokerer for muligheden – og han tager af sted på trods. I kulisserne står bankmanden Cameron spillet af Gil Bellows til at tage hus – og mere til.

Fortællingen minder en del om John Steinbecks roman The Grapes of Wrath (1939), og filmens langsomme stil henter også en del fra John Fords 1940-filmatisering af Steinbecks roman. Kaas og Verndal spiller principielt godt nok, men der bliver i denne film et stykke vej til de giganter, som filmen uvægerligt kommer til at stå på skuldrene af.

Filmens største problem er dens enerverende insisteren på socialrealisme i en kombination af lange, dvælende skud ud over den ødelagte ødemark. Problemet er bare, at der tilsyneladende ikke har været hverken tid eller penge til at etablere sådanne indstillinger ordentligt. Hverken i by eller på land. I stedet fremstår store dele relativt kulisseagtigt.

Tomas’ sindssyge projekt, som han til slut ender i, er i sig selv spændende nok – og lægger sig da også tæt op ad titlen Mad Ship. Men denne del af fortællingen fremstår bemærkelsesværdigt uafsluttet, mens den samlede brødtekst i stedet fokuserer meget stillestående på det, der bliver til to lignende parallelhistorier: Solveig og Tomas hver for sig.

Hvor Ford med meget få midler formåede at skabe en skarp og nærværende realisme omkring sine bønder på flugt, så formår Mortin ikke at komme tæt nok ind under huden på sine karakterer. Når vi taber forståelsen for projektet undervejs pga. nogle fjollede valg i modsætning til de store kræfter, der er på spil hos Ford, så bliver filmen uheldigt fokuseret på en svag karakter.

Mad Ship er endnu en dansk skuespiller i udlandet. En tendens, der vokser og vokser. Tidens generation af skuespillere udmærker sig ved at have en mindre international fokusering og standard, der i sig selv også fortæller noget om dansk filmeksport – nu også af skuespillere. Kaas skal nok få opmærksomhed på denne baggrund, men filmen vil ikke blive husket længe.