Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Annie Hall (1977) (90 min.) Købsfilm / SF-film
Anmeldt 9/9 2008, 08:46 af Kim Toft Hansen

Woody wol. 2: Annie Hall


Woody wol. 2: Annie Hall

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Lene Andersen inkluderer i sin Baade Og Onsdag et besynderligt morsomt kapitel om ”Fire uetiske Mænd i Sengen”, der undersøger forholdet mellem det erotiske og den kultur, som erotikken udspringer af. Hun når frem til fire forskellige erotiske forhold, hvor det første er det Musikalsk-Erotiske, som i udpræget grad er en katolsk passioneret erotik, som er udlevet gennem Don Juan. Det næste erotiske forhold, hun tager fat på, er det såkaldt Uerotiske, som er det omvendte: ”Passionen har aldrig været den protestantiske Mands Adelsmærke”, og rollen som den uerotiske finder hun hos dr. Indiana Jones, der på intet tidspunkt udlever sin erotik – dér, hvor det er tæt ved, falder han blot i søvn. Dernæst formulerer hun det Controlleret-Erotiske, som er en adelig middelvej mellem selvudslettende passion og tilbageholdende kontrol, mellem Don Juan og dr. Jones, og denne rolle finder hun i James Bond, der på én gang er den engelske, høflige stiff upper lip, men samtidig udlever en rolle som Don Juans lillebror.

Det sidste, fjerde forhold er det interessante i vores tilfælde her, nemlig det Usikkre-Erotiske, som er en specifik reflekteret og (måske) særlig jødisk erotik – og den placerer hun som i høj grad beskrevet, om end ikke udlevet, i Woody Allens film: ”Længe behøve vi ikke spejde, før vi faae snart Øie paa den incarnerede kværulerende Selvbeskuelse; Angstens, Usikkerhedens, Navlepilleriets og den sexuelle Frustrations ukronede Mester, Woody Allen” (den, der finder kierkegaardske undertoner hos Andersen, er ikke helt forkert på den). Lene Andersen fremhæver her Annie Hall (Mig og Annie), som et godt eksempel på denne seksuelle frustration og usikre selvoptræden.

Annie Hall handler om Alex Singer, der i den grad har problemer med sit sex- og samliv, selvom han mere eller mindre lidenskabeligt udfolder sig i forskellige forhold. Vi træder ind, hvor han har mødt Annie, som skal vise sig at betyde væsentligt mere end de kvinder, han hidtil har været gift med. Men alligevel formår han at skabe usikkerhed i forholdet, som udspringer af en lidet latent reflekterethed over stort set alt – og samtidig får vi fyldige tilbageblik på både Alvy og Annies fortidige oplevelser, hvor særligt Alvy viser, hvor nemt han fraviger at tage stilling til det nære og passionerede. Han skubber stort set Annie fra sig gang på gang gennem selvkomiske optrin og reflekterede diskussioner, som egentlig betyder noget helt basalt som ”jeg kan godt li’ dig!”. Det gemmes blot væk, og hele den erotiske situation – dem begge inkluderet – illustreres ganske godt af, at Annie får psykoanalytisk gennembrud den første dag, hun besøger analytikeren, men Alex har besøgt en psykolog i femten år uden gennembrud.

Gennemgående fremhæver Annie Hall denne usikre mandsling, der ikke formår at tage sig selv i nakken, og det er jo ganske simpelt derved Annie Hall er en latent klukkende film – som mange andre reflekterede Allen-film. ”Ikke alene reflecterer”, fortsætter Lene Andersen, ”hans i gjentagne Film fremstillede Figur over sin egen Erotik – eller som oftest; mangel paa Samme – Allen har gjort det til eet af sine konstneriske Kjendemærker, tillige at lade Filmen reflectere over sin egen Form”. Det gælder i den grad også Annie Hall, hvor Alvy Singer gentagende gange taler til kameraet for at få sympati hos seeren, for at klarificere eller – som det oftest er tilfældet – blot for kværulere. Men hermed viser Woody Allen sig også som den komiske dialogs mester.

Lene Andersen fremhæver også, at Woody Allen sjældent har spillet andre roller end netop denne usikre og hurtigtalende person, der har en masse på hjerte – men sjældent hjertet på rette sted. Derfor er Woody Allen også kendt for at ”bruge” sig selv i sine film; hans karakterer er ofte jøder som han selv, og ofte kan der trækkes lighedspunkter frem fra filmene til Woody Allen selv – eksempelvis er Alvy Singer i Annie Hall komiker. Alligevel formår Allen at udvikle denne karaktergestalt, så rollerne ikke kommer til at virke ens eller mindre reflektive – og måske er Annie Hall blandt Woody Allens bedste film, men med sikkerhed er filmen blandt de bedste refleksioner over ”det Usikkre-Erotiske” – eller Annies til tider lidt for etiske mand i sengen.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden den næste tid:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days(1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)


Forrige anmeldelse
« Biblen - Nørrenbro Teater 2008... «
Næste anmeldelse
» Samurai Rebellion (1967) »


Filmanmeldelser