På hver deres måde har instruktøren Jytte Rex og arkitekten Henning Larsen vakt opsigt. Rex ved stædigt at fastholde en modernistisk udtryksramme i en tid, hvor denne æstetiske tilgang, er blevet overhalet af opblødninger af høj- og lavkultur. Larsen ved også at fastholde æstetikkens stærke, indlysende funktion i bygningskonstruktioner. Derfor var det så oplagt, at Rex skulle lave en film om Larsen. Og derfor er resultatet blevet så godt. To modernister mødes. Ledsaget af en tredje som producent på filmen: Christian Braad Thomsen, der heller ikke er ueffen udi personmættede portrætfilm, har værdigt kigget over skuldrene. Det er med andre ord et bemærkelsesværdigt hold, der her er samlet.

Filmen hedder slet og ret Henning Larsen. Undertitlen Lyset og rummet signalerer Larsens tilgang til arkitektur. Det handler om at lukke lys ind i rummet på de helt rigtige måder. Dette kunne nærmest være en poetik for filmæstetik: Kameraet er jo sit eget lille rum, hvor blænden styrer, hvor meget lys, der slipper ind. Poetisk er kameraet – fotografiapparatet – med samme rumlige metafor blevet omtalt som ’det lyse kammer’. Filmen er også – ligesom lyset hos Larsen en æsteticering af rummet, hvor lyset spiller en helt central rolle.

Ligesom i Jytte Rexs film Inger Christensen – cikaderne findes, der handler om Inger Christensen og hendes digtning, så bruger Rex også i sin film om Henning Larsen æstetikerens egen poetik i filmens formmæssige udtryk. Dette viser, hvor oplagt den samlende metaforik mellem film- og bygningsæstetik er. Mange udsagn fra Larsen selv omsættes til billedets eget udtryk. Den længere indledningssekvens, hvor Rexs yndlingsvirkemiddel – dobbeltkopieringen – viser sammenhængen mellem isflager, der flyder, og Larsens arkitektoniske perler. Alt sammen indfanget i Larsen-udsagnet: ”Arkitektur er som frossen musik”.

Filmen stiller skarpt på Henning Larsen selv og hans profession. Den interesserer sig overhovedet ikke for ham som privatperson. Det er i høj grad befriende. Det er holdningen til arkitektonisk æstetik, der i centrum. Larsens udsagn står for sig selv uden dokumentaristens indblanding. Larsen er en selvbevidst, ældre herre, der også fremtoner sådan, men kun i kraft af egen tale. Holdningerne til andre bygninger – fx på Kalvebod Brygge i København – kan man naturligvis diskutere. Men de får lov at fremstå som små kritiske satellitter fra en sand modernist med meninger. Og mening.

Filmen er blevet kaldt en hyldest til Henning Larsen. Det er måske lidt svært at få øje på. Den sigter efter en vis grad af neutralitet i sit indhold ved, at det kun er Larsen selv, der taler. Intervieweren har ikke direkte mellemhandlinger i filmen. Udtalelser står således for hans egen regning. Men der ligger naturligvis en holdningstilkendegivelse i omarbejdelsen af æstetikken til filmens egen form. Men det er ikke i sig selv en hyldest til Larsens udtalelser. Snarere er det en visuel omsætning af de visioner, han har bygget ind i sine værker.

Værkerne er store og fylder naturligvis meget. Handelshøjskolen i København og Udenrigsministeriet i Saudi-Arabien får fyldig dækning. Sidstnævnte dog med en vis filmisk distance, fordi Rex ikke kunne få indrejsetilladelse, så hun kunne optage stedet ved selvsyn. Hun bruger billeder af fotografier i stedet. Alligevel bruges ministeriet i Rhyadh som en interessant modpol til Larsens fallerede og misrøgtede arbejde med ”hr. Møllers opera i København”, som den omtales. Hvor Larsen havde fuldstændigt frie hænder i den arabiske diktaturstat, så var han underlagt al magtdominans, da Mærsk McKinney-Møller skulle have bygget sin opera med udsigt til Amalienborg. Det taler sit eget sprog.

Larsen er en kritiker, og operaprojektet – som han i øvrigt fik en juridisk mundkurv på omkring – er det, der får de mest påfaldende og grovkornede bemærkninger. Endog velbegrundede. Det er dog ikke første gang, han tager bladet fra munden. I bogen De skal sige tak! bryder han sin tavshedspligt, mens Rexs film fortsætter ad samme vej. Modernisten, bryderen, lysets æstetiker har talt. Og Rex har kongeligt vist hans kvaliteter – også omsat til filmens visuelle udtryksform. En sanselig portrætfilm om en sanselig arkitekt.

Biografi og selvbiografi passer for så vidt sammen. Måske er det derfor udgiveren har lagt Rexs hovedstolsfilm ”Pigen med fletningen” på som en ekstra godte til den, der kan lide Rexs film. Det er en fin lille dokumentarisk kortfilm, hvor en lille pige autobiografisk spiller Jytte Rex selv i en søgning gennem hendes egne barndomsoplevelser omkring i København. På sin vis er dens interesse for byens varemærker en spændende parallel til filmen om Henning Larsen. Pigens spontane spørgsmål til den altid bogaktuelle Asger Schnack er hele filmen værd: ”Har du skrevet for mange bøger?” Jytte Rex har ikke lavet for mange film. Det viser Henning Larsen – Lyset og rummet med al tydelighed.