Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




De skal sige tak! – Kulturhistorisk testamente om operaen / Henning Larsen / 142 sider
People's Press. ISBN
Anmeldt 6/12 2009, 21:50 af Torben Rølmer Bille

Har kunden altid ret?


Har kunden altid ret?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det har været en offentlig hemmelighed blandt alle, der har været interesseret, at der i forbindelse med byggeriet af Operaen på Holmen i København opstod en del problemer mellem bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller og arkitekten Henning Larsen. Præcis hvad der lå til grund for disse overensstemmelser, har der – siden byggeriet blev færdiggjort – dog været ret stille om. Fokus synes i stedet at have været rettet mod, hvilken betydning byggeriet har fået for både Mc-Kinney Møllers eftermæle og som vartegn for både København og dansk arkitektur som helhed.

Med bogen De skal sige tak! bryder Henning Larsen den tavshedserklæring, han underskrev i forbindelse med sit arbejde på operaen, muligvis for at sikre, at hans side – arkitektens side – af historien om dette monument bliver bevaret for eftertiden og muligvis i ren og skær desperation over at have fået mundkurv på. For det er nemlig i høj grad en fin, lille bog, der retter et voldsomt angreb på Hr. Møller og fremstiller denne som en despotisk bygherre, der på trods af hans åbenlyse intelligens og sans for forretning, ifølge Larsen, ikke har ret meget forstand på indretning og æstetik.

Der var en gang en klog mand, der sagde følgende: ”Der findes to slags smag, min og så den dårlige”. Det er måske i høj grad, hvad Larsens bog synes at bære præg af. Man kan således spørge sig selv efter endt læsning, om ikke Larsens eminente sans for rummelighed, struktur, spændinger, kontraster samt arkitektonisk og kunstnerisk æstetik ikke er bare en smule kompromisløs. Dette skal ses i lyset af, at han er blevet hyret til at kreere et af Danmarks største byggerier, men samtidig synes at have enormt svært ved at acceptere, at Hr. Møller, der sørger for at betale regningen, samtidig genre vil have en andel i den kreative proces. Man fornemmer, at Møller er forretningsmand af den gamle skole og måske er vant til ideen om, at det er kunden, der altid har ret – forstået på den måde, at betaler man for noget så unikt som et operahus i milliardklassen, så forventer man også, at man får en vis medindflydelse på, hvordan slutresultatet tager sig ud.

Henning Larsens bog er – groft sagt – en bog, der handler om egoer, der tørner sammen. I det ene ringhjørne sidder den mest indflydelsesrige pengemand i Danmark, som ikke er vant til at blive sagt imod, og i det andet hjørne sidder en verdensberømt arkitekt og æstetiker, der gerne vil have helt frie hænder til at tage de beslutninger, som kun han og tegnestuen føler, er de rigtige. Det er dog samtidig meget svært ikke et føle sympati med Larsen, for selv om han er forfatteren, så går han ikke efter en letkøbt medlidenhed fra sin læser. Det handler ikke om, at han er blevet forsmået, men det handler i lige så høj grad om, at han gerne vil vise læseren en virtuel udgave af operaen, som han havde forestillet sig den. En vision, der – hvis man kender den stående bygning, man kan tage til Dokøen og besigtige i dag – ville fremstå langt lettere, smukkere og som et langt stærkere symbol på, hvad dansk arkitektur kan.

Larsen er hele vejen gennem bogen både spids og anklagende, men han underbygger samtidig sine påstande gennem gengivelser af væsentlige dele af dokumenter, som hans tegnestue og Larsen selv har modtaget gennem forløbet. Der tegner sig hurtigt et billede af Mærsk, der har en grad af indflydelse, som strækker sig endog meget langt. Larsen skriver: ”Undertiden kunne man få det indtryk, at Esplanaden var en stat – ikke i, men over staten, jf. det ofte eksplicitte spørgsmål, på højeste niveauer af dat danske samfund: ”Er Esplanaden blevet hørt”?” (s. 137).

Dertil kommer, at Henning Larsen giver eksempel efter eksempel på, hvorledes Hr. Møller og dennes nærmeste medarbejdere har forsinket arkitekternes arbejde gennem diskussioner af – hvad Larsen anser – som trivielle detaljer. Sager som arkitekterne sagtens kunne have truffet langt mere fornuftige beslutninger omkring, blandt andet vedrørende materialevalg (der ville sikre langt mere fremtidssikrede og holdbare løsninger) og ikke mindst et af de helt store stridspunkter, nemlig glasfacaden mod Amalienborg.

I bogen citerer Larsen Mærsk for følgende udtalelse, der har givet bogen sin titel. I en situation, hvor arkitekt og bygherren mødes, argumenterer Larsen for en facade helt i glas, så man fra søsiden kan se brugerne af operaen defilere omkring og den mørke ”konkylien”, der udgør koncertsalen, bag en oplyst boble af glas, som hæver sig fra vandet. Mærsk afslutter, ifølge Larsen, mødet på følgende vis: ”De har klemt os for glas! Vi er gået længere end de ville! Det er pression! Det er ikke acceptabelt! Det er uanstændigt! Jeg har imødekommet Dem! Deres bygherre kan ikke tage mere! Jeg vil ikke lægge navn til en glasløsning overfor Frederiksstaden”. Til allersidst pegede hr. Møller rasende på mig og råbte: ”De skal sige tak!” (s.28).

Der tegner sig altså et billede af personlige visioner og meninger, der tørner sammen og er uforenelige, men takket være Henning Larsens bog kan man nu selv få syn for sagen og for første gang få mulighed for at høre om sagen set fra arkitektens perspektiv. Det er en arkitekt med klare visioner, der hverken harmonerer med Hr. Møllers, Per Arnoldis eller Allis Hellelands (de to sidstnævnte blev håndplukket af Mærsk til at stå for valget af den kunstneriske indretning af nogle af de indre dele af operaen). Larsen kalder bogen i undertitlen et ”kulturhistorisk testamente”, og det bærer teksten også i meget høj grad præg af. Den er skrevet af en mand, der vil holde fast i sin arkitektoniske integritet og som håndfast – gennem en saglig og ganske veldokumenteret gennemgang af byggeriet set fra sit perspektiv – forsøger at forsvare sine egne æstetiske valg – valg som i den grad blev overhørt.

Bogen er altså et spændende, ucensureret blik ind bag facaden på de beslutningsprocesser, der ligger til grund for, at operaen står, som den gør i dag. Endelig bekræftes den hårde hierarkiske tone, man som almindelige borger måske antager hersker i så stor en koncern. Som Larsen skriver: ” sådan var tonen tæt på Hr. Møller – hierarkisk: slesk opad, uforskammet nedad” (s. 52).

Det er en bog, der er interessant på mange områder. Den er spændende for alle, der har lyst til at vide mere om en af efterkrigstidens mest betydningsfulde danske byggerier. Den er spændende for de, der interesserer sig for arkitektur generelt, men også for de, der interesserer sig at få et subjektivt og meget kritisk blik ind i den ellers så stramt tilknappede Mærsk-koncern. Nu må vi blot håbe på, at Henning Larsen med denne udgivelse i realiteten ikke har gravet sin egen (økonomiske) grav ved at bryde den pålagte tavshed, for man tør slet ikke tænke på, hvor gode advokater Hr. Møller har til sin rådighed.

Forrige anmeldelse
« Livets dilemmaer – en bog om ... «
Næste anmeldelse
» Min lange rejse hjem »