Kan film i Danmark laves uden om Det danske filminstitut? Ja, selvfølgelig kan de det, og de bliver det i stigende grad. Den danske indiefilm har det bedre end nogensinde. Men kan film uden statsstøtte også blive publikumssuccesser. Ja, det har de faktisk haft lidt svært ved. Det er yderst sjældent, at film uden støtte fra DFI bryder den magiske grænse på et sekscifret antal biografgængere. Martin Miehe-Renards seneste børne- og ungdomsfilm MGP Missionen, som netop er udkommet som købefilm, er imidlertid en undtagelse.

Det er dog ikke kun på dette punkt, filmen har været overraskende. Det var desuden kontroversielt og skabte en hel del mediedebat, da DFI – i deres støtteafslag – begrundede det med, "at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være speciel salgbare i provinsen". Derved skyder de med skarpt ind i ikke kun en ulmende etnicitetsdiskussion i dansk film. De havner også midt i en politisk betændt provinsdebat. På én gang. Men ikke nok med, at filmen faktisk har noget så sjældent som en pige med anden etnisk baggrund end dansk i hovedrollen. Den viste sig faktisk at sælge ¾ af sine billetter i netop provinsen. DFI har traditionelt været rigtig gode til at vurdere de indkomne forslag, men denne gang tog de tilsyneladende helt fejl. Mht. såvel det etniske som det provinsielle.

MGP Missionen er da faktisk også en rigtig god idé. Et godt pitch, der omsættes til en fin film, som har fået hjerter, stjerner og flotte anmeldelser mange steder. Handlingen tager sit udgangspunkt i det kristne Vestjylland, hvor den gudfrygtige Karl skal flytte til Nørrebro sammen med sin enlige mor. Her møder han en hård hverdag, hvor han har svært ved at integrere sig, indtil han møder den velintegrerede Sawsan med tyrkisk baggrund, der kan hjælpe ham. Hun vil gerne være med i MGP, men må ikke for sin dominerende far. De har derfor hvert sit integrationsprojekt, der på den måde effektivt stiller spørgsmålstegn ved hele det etniske grundlag under spørgsmålet om at være velintegreret i det danske samfund. Den svære rejse behøver ikke udgå fra Tyrkiet. Den kan også udgå fra Hvide Sande i det ’mørke’ Jylland.

Filmen har en tilpas mængde hjerte og emotionel appel til, at de fleste unge vil kunne genkende sig selv og sin hverdag i filmen. Den er velspillet og velstruktureret. Dog i en grad, der for meget tangerer det forudsigelige. Det er ikke svært at gætte, hvor og hvordan det ender, men det er i princippet heller ikke det vigtigste. Det centrale i filmen er, at den faktisk formår at rejse etnicitets- og kulturmødediskussionen på en fornyende og fornuftig måde. Det er både den danske og den tyrkiske familie, der har problemer. Dog skal det understreges, at den kritik, som den tyrkiske far giver af den celebritetshunger, som danske børn, der vil være med i MGP, falder fuldstændig til jorden. Godt nok er filmen en veletableret diskussion af kulturmøder i Danmark og på Nørrebro, men til slut ’sejrer’ den danske model ganske grundigt. Filmen har qua sit plot omkring MGP intet til overs for den kritik, der kan gives af kulturen – og faktisk bliver givet på fornuftig vis af Sawsans far. Derved fastholder den i nogen grad en kulturel stereotyp – også om den danske kultur.

Det er synd for filmen, at den ikke følger begge spor i diskussionen helt til dørs. Den har alle muligheder for at gøre det. Det vil selvfølgelig betyde en anden slutning end den festlige og fyrværkeritunge afrunding. Men mulighederne er der stadig: Idéen til en opfølger, en ny mission, er blevet søsat. Og mon ikke DFI denne gang må gribe efter gulddukaterne til produktionsstøtte, så de ikke igen må komme sidst med lanceringsstøtte. For MGP Missionen opfylder faktisk flere af de umiddelbare krav, som en god ungdomsfilm har. Og så kan den – motiveret af produktionspenge fra fx DR, SF-Film og Filmfyn – åbenbart sælge billetter i provinsen.