Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




House of the Devil (95 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 8/1 2011, 15:18 af Torben Rølmer Bille

Nærmest perfekt halvfjerdserpastiche


Nærmest perfekt halvfjerdserpastiche

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For de, der er vokset op med 70ernes klassiske gyserfilm som The Omen, Halloween og The Exorcist, så forekommer det indimellem som om at de gyserfilm, der laves i øjeblikket, primært fokuserer på at levere overbevisende splattereffekter, topløse teenagere og klichebehæftede, maskeklædte mordere. Heldigvis er der nu kommet en splinterny gyserfilm, der - på trods af at den næppe kan konkurrere med de tre førnævnte films klassikerstatus – formår at levere en overbevisende 70’er retro-stemning. Filmen er House of the Devil.

Med sådan en titel må det også rettelig forventes at filmen anvender en række af de klicheer, som vi allerede kender til hudløshed. Til at starte med er der ideen om at have en stakkels, fattig pige som hovedperson. Samantha leder nemlig desperat efter et arbejde eller nogle penge så hun kan realisere drømmen om sit eget hus. Så hun tager imod en opgave, der umiddelbart forekommer ganske uskyldig, men som snart skal vise sig at være alt andet.

På skolens opslagstavle finder hun en babysittertjans, men der skal vise sig at være flere mystiske ting ved opgaven. Da hun benytter en mønttelefon for at ringe til nummeret på opslaget, får hun ikke fat i nogen. Hun går et par skridt væk og på mystisk vis ringer den telefon hun benyttede pludselig. Det viser sig at være Mr. Ulman, manden bag opslaget. Selv om dette med samtidens blik ikke forekommer det mindste mystisk, så skal man huske på at filmen foregiver at foregå lang tid før der var noget der hed ”vis nummer”. Mystikken fortættes da Samantha får en veninde til at køre sig ud til Hr. Ulmans hus, der naturligvis både ligger i nærheden af en kirkegård og langt ude i en skov. Samantha får at vide at grunden til at Hr. og fru Ulman har brug for en babysitter er, at de skal ud og observere måneformørkelsen samme nat.

Endnu mere mærkeligt bliver det da Samantha møder herren og fruen i huset. De er så gamle at de nemt kunne være Samanthas bedsteforældre. Det viser sig da også at det ikke er en baby hun skal passe, men derimod Hr. Ulmans gamle mor. ”Der er ingen der reagerer på, hvis man søger folk til at passe på de ældre”, forklarer Ulman og alt dette gør at Samantha beslutter sig at trække sig fra jobbet nærmest øjeblikkeligt. Hun ændrer dog mening da Ulmann bliver ved med at læsse 100$-sedler op på køkkenbordet – for nu har Samantha nok penge til indskuddet i huset. Samanthas veninde fordufter sammen med herren og fruen. Nu er Sam helt alene i det dystre hus med den syge, tilbagetrukne moder på førstesalen. Scenen er dermed sat til en vaskeægte skrækfilm med stærke gotiske undertoner.

Der er kun få instruktører der efterhånden formår at genskabe stemningen fra 70ernes og 80ernes klassikere, de få undtagelser er, som undertegnede har nævnte flere gange før, Tarantino og Rodriguez, men muligvis bør vi føje Ti West til listen, for selv om House of the Devil ikke er banebrydende, så er den fortalt med den størst mulige respekt for og kærlighed til den måde som folk lavede film på tidligere. Den er klippet i et roligt tempo hvilket gør, at den langsomt og ganske effektivt får bygget sin stemning op og ej heller når filmen kulminerer, bryder den med stilen og forfalder til de mange tekniske redigeringsmuligheder som er tilgængelige i dag.

Scenografi og kostumer er ligeledes så upåklageligt gengivet at man sagtens kunne foranlediges til at tro, at der var nogle arkivarer, der havde fundet en spændende men glemt gyser fra denne periode, frem for at det er en helt nyproduceret film man sidder og ser. Som den gamle sang fortæller så er; ”det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det” - og det skal så afgjort forstås som en stor ros til instruktøren. Hans mest kendte film til dato har vist været efterfølgeren til Cabin Fever, men her beviser han at han bestemt er en ung instruktør som man bør holde et vågent øje med.

En anden som man skal skrive på ens mentale huskeliste er den unge skuespillerinde Jocelin Donahue, der gennem sit underspillede portræt af Samantha giver filmen det ekstra nøk, der hiver den op fra trivialiteternes dynd og i stedet gør filmen yderst seværdig. Det kan godt være at House of the Devil, især takket være sin titel, ikke byder på enormt mange overraskelser undervejs – specielt ikke for de af os der har været en fan af horrorgenren i årevis. Så den psykologiske gyserstemning er altså intakt, ganske effektivt udført og stemningen bygges upåklageligt op især takket være filmfolkenes respekt overfor genrens klassikere og det filmsprog som disse i sin tid benyttede sig af. Det eneste minus ved filmen er også filmens force, for idet den tager sig så god tid til at fortælle sin historie, fordybe sig i sin personskildring og respekterer et mere klassik filmisk fortælletempo, så kan den sikket også – for nytilkomne fans, der måske er vant til langt mere dynamiske skrækfilm – virke en smule langtrukken.


Forrige anmeldelse
« Gamle Danmark «
Næste anmeldelse
» Nanking - City of Life and Deat... »


Filmanmeldelser