Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




127 Hours (94 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 21/8 2011, 22:11 af Torben Rølmer Bille

Visuel monolog i ødemarken


Visuel monolog i ødemarken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den britiske instruktør Danny Boyle er en virkelig alsidig mand. Første gang undertegnede lagde mærke til ham var da han sad i instruktørstolen til den fremragende Shallow Grave et par år før han bragede gennem popularitetsmuren med den stilsikre junkiefilm Trainspotting. I kølvandet på den så vi DiCaprio på jagt efter den perfekte strand, et zombie-overrandt London og en tur i et rumskib tæt på solen før Boyle vandt en Oscar (ud af filmens i alt otte) for instruktionen af Slumdog Millionaire. Boyles seneste film tager lige som den forrige afsæt i virkelige begivenheder, for 127 Hours fortæller den utrolige historie om amerikanske Aron Ralston, der i 2003 befandt sig i et ekstremt dilemma: at dø af tørst og udmattelse, eller at skære sin højre hånd af.

Boyle har baseret filmen på bestselleren Between a Rock and a Hard Place, der i detaljer beskriver både selve hændelsen, men også de tanker der gik igennem den unge eventyrers hoved, da han blev fanget i ørkenen. Situationen var som følger: Ralston var taget alene af sted på et trek i et meget øde bjergområde – Blue John Canyon - i Utah. Han efterlader sin bil et godt stykke fra stedet og kører på mountainbike frem til en række bjergformationer, som han kender i forvejen. I ødemarken møder han et par piger som han leger guide for, inden han tager videre på sin planlagte tur. Under en nedstigning i en kløft løsner et stort stykke klippe sig, det falder ned over Ralstons hånd og klemmer hånden og dermed også Ralston urokkeligt fast mellem klippesiderne.

Nu kunne man måske mene at et sådant forlæg, hvor vi skal følge en enkelt mands overlevelseskamp over fem dage ikke er særlig interessant, for hvor spændende kan det i virkeligheden være at observere en svedende, fastklemt gut, mens vandet slipper op og desperationen tiltager? Dertil kommer, at langt de fleste som kender til Ralstons skæbne allerede har hørt om udfaldet allerede før filmen er kommet ordentligt i gang. Derfor kan man måske med rette diskutere hvor spændende denne filmiske udgave af dramaet er.

Ikke desto mindre er det lykkedes Danny Boyle, godt hjulpet på vej af bl.a. den danske mesterfotograf Anthony Dod Mantle, klipper Jon Harris og ikke mindst Jamers Francos kraftpræstation, at formidle en utrolig flot og human fortælling om overlevelsestrang og viljestyrke.

Filmen har helt fra starten af et utroligt højt tempo. Vi ser Koyaanisqatsi-lignende billeder af storbyen hvor et mylder af mennesker vælter ind og ud mellem hinanden. Dette afløses af en nærmest frenetisk klippet sekvens hvor vi ser Ralston forberede sig på sin tur, pakke sin rygsæk og skynde sig ud af døren før solen står op. Man kunne så godt tro at filmens tempo ville dale undervejs, men tempoet holder faktisk, selv om Ralston klemmes fast i ørkenen. For selv om han sidder urokkeligt fast og dette umiddelbart ikke burde resultere i hurtige klip, eller kinetisk kameraføring, så leverer filmen alligevel dette - vi ser close-ups af Ralstons forpinte ansigt, en hånd der famler efter objekter i rygsækken, et blik inde fra vandflasken hvor væskemængden bliver mindre og minde, og så videre.

Ralston havde på sin tur medbragt et videokamera, der både benyttes som skriftestol, sidste testamente og rent filmteknisk naturligvis giver seeren et direkte indblik i mandens tanker. Dertil kommer de subjektive flashbacks, drømme og hallucinationer som hører til denne ekstreme situation.

Da vi når til scenen hvor Ralston endelig beslutter sig for at knække sine knogler, applikere en presforbinding og bruge sit sløve multitool til at skære sin underarmen af med, så lykkes det filmen at formidle en nærmest fysisk smerte på sin tilskuer i billede og - ikke mindst - lyd. Det er virkeligt barskt, men også nødvendigt, idet hele filmen har ledt op mod dette øjeblik, der også tillægges en nærmest rituel betydning.

127 Hours er på trods af denne barske sekvens en meget smuk film, der bør ses på et stort lærred i HD hvilket heldigvis var muligt. Selv om filmen også fungerer på DVD, så er BluRay-udgaven virkelig anbefalelsesværdig, da forskellen mellem formaterne virkelig kan mærkes. Desuden bydes der på et væld af ekstramateriale, blandt andet en dokumentarfilm om den virkelige Ralston og meget mere.

127 Hours er ikke Boyles allerbedste film, til trods for alle de Oscars akademiet har smidt efter den, men det er en meget flot og livsbekræftende beretning, der sikkert nok skal finde et bredt publikum. Det er ikke en film der vil være lige interessant for alle, men de der ikke ved præcist hvad et enkelt menneske - udstyret med ren viljestyrke og en stor portion snusfornuft - er i stand til at udrette, hvis denne pludselig havner i en utroligt presset situation vil muligvis kunne finde et svar her.


Forrige anmeldelse
« Limitless «
Næste anmeldelse
» The Fighter »


Filmanmeldelser