Der er vist ikke ret mange i Danmark, der ikke kender Jens Sigaards klassiske fortælling om drengen, der en morgen vågner op og opdager at han tilsyneladende er den eneste person tilbage på jorden: Palle alene i verden. Denne moralske fabel har i årevis vist generationer af danske børn betydningen af fællesskab og skabt værn mod egoisme. For selv om tanken om at være det eneste menneske på jorden først synes tillokkende, idet man kan gøre alt og tage for dig af verdens materielle goder, bliver denne følelse hurtigt afløst af bundløs ensomhed.

Det er lidt samme koncept, der ligger til grund for den interessante ungdomstegneserie Alene, hvor andet bind netop er udkommet. De vil dog her blive anmeldt samlet, idet forlaget var så elskværdige at fremsende begge bind til anmeldelse, så undertegnede kunne opleve fortællingen helt fra starten.

I det første bind etableres situationen. Vi møder fem, meget forskellige børn med fem meget forskellige baggrunde. De vågner en skønne dag op i en unavngiven europæisk storby, og må sande, at de er de eneste mennesker. Tv, radio, internet og alle andre medier er døde. Den friske frugt muldner i butikkerne og alle andre voksne og børn er som ved et trylleslag forsvundne. De beslutter sig for derfor i fællesskab at forsøge at finde ud af hvad der mon er sket.

Efter nogle ganske dramatiske og livstruende oplevelser med en samling vilde dyr, som var en del af et omrejsende cirkus, har børnene, da vi møder dem i andet bind, forskanset sig på et luksuriøst hotel i bymidten. Den yngste af børnene - Terry på fem - har ranet alle byens legetøjsbutikker for det bedste legetøj og har indrettet en hel suite med forskellige typer legesager. Den yngste af de to piger, den forsigtige Camilla, har fundet en pony som hun rider rundt i hotellets gange på, mens Ivan daser rundt i hotellets swimmingpool udstyret med en telefon, som han bruger til at ringe rundt til alle i telefonbogen. Dette sker i håbet om at finde flere mennesker, eller en forklaring på hvad der mon er sket.

De sidste to børn er den handlekraftige dreng Dodji på 10 år, der både har vist at han køre bil og tænke konstruktivt og Leila på 12, der af nød kommer til at fungere som en slags ersatz-mor for ungerne, men som også udviser stort mod.

Der sker imidlertid noget meget dramatisk for Dodji, da han er ude på en af hans mange ture rundt i byen for at lede efter forsyninger. En mystisk figur, der skjuler sit ansigt bag en uhyggelig afrikansk maske og er iklædt en dragt af store knive angriber ham, og efterlader knægten alene, uden mulighed for at kontakte de andre børn, højt oppe på et hustag. Dodji bliver naturligvis nødt til at advare de andre mod denne trussel, men spørgsmålet er hvem den maskerede psykopat mon er og hvad det er der driver denne mærkelige, aggressive skikkelse. Det er denne figur der har givet det andet sin undertitel: Knivenes Mester.

Tegneserien er nok primært henvendt lidt større børn (10-15 års alderen) som bestemt ikke lader sig påvirke alt for nemt, for vi har med to tegneserier at gøre, som både er gådefulde og ganske uhyggelige på udsatte steder. Selv om der tales en del børnene imellem, vil det dog være en fejl at beskrive tegnerserierne som teksttunge, for der er en fin vekselvirkning mellem dialog og action.

Stilen er holdt i en helt klassisk europæisk (læs: fransk/belgisk) tegneserietradition, hvor de sorte streger omgiver figurer og objekter og dertil kommer at udgivelsen er helt traditionelt, men flot, farvelagt. Især andet bind er meget stemningsfyldt og dramatisk eksekveret, den centrale scene hvor Dodji jages af Knivenes Mester er i særdeles et nærstudie værd.

Der lægges op til at mysteriet om de forsvundne mennesker og børnenes kamp for overlevelse i byen potentielt kan strækkes langt. Den nysgerrige læser har i al fald i slutningen af andet bind, kun fået præsenteret hypotetiske forklaringer på hvad der skete da børnene i første bind gik i seng for pludselig vågnede op til denne nye, tomme virkelighed. Det kan sammenlignes lidt med den følelse voksne seere sad tilbage med, da de overlevende fra Oceanic 815 pludselig stavrede ud af vragresterne på øen i Lost, bare holdt i børnehøjde. Man kan gisne og gisne, men det er nok kun forfatteren Fabien Vehlmann, der kender svaret.

Uanset hvad svaret må være, er nysgerrigheden vagt og det skal blive spændende at følge med videre på ungernes tur gennem de tomme gader. Fortællingen er meget medrivende og selv om de to bøger muligvis minder om mange andre tegneserier på markedet, er det med garanti en serie som vil fascinere ungerne lige så meget, som den har formået at indfange en mere voksen anmelder, med stor forkærlighed for tegneseriemediet.

Alene 1: Borte og Alene 2: Knivenes mester får derfor de varmeste anbefalinger med herfra, for der fortælles en spændende, noget usædvanlig og ganske foruroligende historie for et publikum, der muligvis med udgangspunkt i disse serier, senere vil udvikle en sund interesse for science fiction, horror og andre fantastiske genrer. Det applauderes derfor ivrigt med et ønske om at vi snart får set en tredje del, der forhåbentlig kan være med til at gøre læseren klogere på det helt centrale spørgsmål: hvor dævlen er alle folk dog blevet af?