Endelig. For en mildt sagt trofast og begejstret læser af Nikoline Werdelins tegneseriestriber helt tilbage fra 1980’ernes Café (1984-1988) over Homo Metropolis på bagsiden af Politiken fra 1994-2004 til frustrationen over Werdelins pause fra striberne er årets udgivelse en gave. Efter at Werdelin, med stor succes, havde helliget sig dramatikken i form af teaterstykkerne Den blinde maler, Mine to søstre, Boblerne i bækken, Martas tema og Natmandens datter vendte hun med fanfare tilbage til tegneserieformatet, til stor glæde for anmeldere og læsere. Nu udgiver Rosinante så de samlede striber fra 2010-2012, og resultatet er kort og godt fremragende.

Skal man tale om overordnede, gennemløbende tematikker i Werdelins univers er samtidens dårskab et ofte nævnt område – i form af narcissisme, egoisme og overfladiskhed, som de moderne, forkælede bymennesker lider af i mere eller mindre ekstrem grad, og som kontrasteres af de grundlæggende menneskelige vilkår som sygdom, smerte og ultimativt døden. Werdelin siger selv i et interview med Politiken fra 2010: ”Jeg kender ikke til sult eller til at leve i et regime, hvor man kan blive arresteret midt om natten. Men jeg kender de problemer, man har, når man har frihed og tag over hovedet – og sygdom og død er stadig en del af dem.”

Samlingen indledes med ”Hvor mange Kleenex har du?”, hvor vi møder en respekteret midaldrende kvindelig psykiater med familietraumer i skabet, hvis fejlbehandling har resulteret i sagsanlæg fra patienten. Udsigten til offentlig gabestok får hende til at overveje og planlægge selvmord på en sidste ferierejse. Skyldfølelsen, skammen og det gradvise farvel til livet skildres både hjerteskærende, morbidt og identificerende langt hen ad vejen, indtil en dybt traumatisk massevoldtægt, på paradoksal vis, får hende til at kæmpe og finde den livsgejst og –vilje, som ellers er væk.

Af andre højdepunkter kan nævnes den socialrealistiske og forstemmende skildring, , af en purung skilsmissedreng i ”Hvad betyder plukfisk?”, hvor forældrene tydeligvis har glemt al snak om nærvær og empati i forsøget på at genopbygge en ny familie med deres respektive partnere. Werdelin tegner decideret omsorgssvigt i form af materielt ressourcestærke men følelsesmæssigt fraværende forældre, som ikke ser advarselssignalerne på drengens mistrivsel og hans kommen i dårligt selskab. Samlingens anden sociale kommentar er ”Phoebe R. Madsen: Frosthvisken”, hvor teenagepigen Phoebe fra socialklasse fem eneste livsline i den dysfunktionelle familie er hendes digteriske åre og drømmen om at skrive en bestseller.

Homoseksualitet har før været behandlet i Werdelins striber, også her i form af sluthistorien ”I år skal det være normal and”, men det er i ”Mowgli og Baloo” at Werdelins pen for alvor kradser i det moderne mandebillede og –ideal. Vi møder en typisk københavnerkernefamilie fra den øvre middelklasse med en karriereorienteret, dominerende mor, der holder den vege forfattermand med skrivekrise i kort snor. Under en sommerhustur forelsker manden sig i det besøgende vennepars mandelige part. Det er ikke kun de gryende følelser og splittelsen mellem lyst og skam, som udtrykkes prægnant men fortællingen er også en besk kommentar til det pres, som det traditionelle mandebillede og –ideal er udsat for. Spørgsmålet er så om manden vitterligt kan klare sig uden de stærke kvinder efter at han er sprunget ud – Werdelin giver intet svar.

Endelig skal nævnes den udbrændte kvindelige præst i ”Det var for resten mig, der kastede stenen”, hvis tro kommer voldsomt under pres i mødet med et lokalt ægtepar, der mister et barn. I det hele taget handler Nikoline Werdelins fortællinger ofte om at miste fodfæstet – hvad enten det er ontologisk, religiøst, politisk, personligt – og hvordan vi oftest ikke er særlig gode til at håndtere kriser og tvivl.

Både i hendes teaterstykker og i hendes striber efter Homo Metropolis frygtede man en overgang, at Werdelin var blevet endegyldig kyniker med et strejf af nihilisme. Det var krasse fortællinger uden megen håb eller forsoning. Hun blev for en stund notorisk verdenskendt med hendes incestfortælling fra Bind 7 af Homo Metropolis. Men med denne udgave synes den ængstelse for det komplette sortsyn at være overvundet, også hos Werdelin selv: »Jeg tegner lidt løsere nu, og det bliver mere krast. Det kan også sagtens være, at min humor har forandret sig, for jeg har mistet meget af min kynisme, og derved tror jeg også, at der er røget et par kilo sarkasme. Så måske bliver den lidt mere rund«. Dermed ikke sagt, at de seneste års tegneserier er blevet blødsødne, det er de mildt sagt ikke. I stedet aner man, at hun kommer endnu dybere i bund med smerten, fortvivlelsen, splittelsen i det moderne liv – men dermed får de stunder af forløsning, lykke og lys, som vitterligt findes i det Werdelinske univers, en endnu stærkere virkning.