Den japanske roman Senseis Mappe fra 2001 er netop udkommet på dansk fra forlaget Hr. Ferdinand, men med mere end fjorten dage blev denne udgivelse slået af mangaudgaven af selvsamme historie, udgivet af Forlaget Fahrenheit.

Mangaen er tegnet af ingen ringere end Jiro Taniguchi, som vi efterhånden har stiftet bekendtskab med her på kapellet et par gange (eks. Min fjerne barndomsby og Manden der går tur). Så det forståeligt nok med meget store forventninger, at man går i gang med læsningen af Senseis Mappe – da Tanaguchis navn på en manga, som regel borger for en vis kvalitet.

Den nye manga er udkommet i hele to bind, nok primært af praktiske årsager (for at øge læsbarheden), for anden del kan ikke rigtigt læses uafhængigt af den første. Der går dog ikke ret lang tid før man, som fan af Taniguchi, fornemmer hvad det har været ved Hiromi Kawakamis roman, der har tiltrukket ham til materialet. Igen har vi med en fortælling at gøre, der handler om de små ting i livet, om erindring, om glæden ved hverdagen, om de nære oplevelser og vi oplever en fortælling, hvor den helt unikke japanske tristesse eller ensomhed igen synes at være et gennemgående tema.

Senseis mappe handler om den yngre, ugifte kvinde Tsukiko, der bor for sig selv og som synes at have svært ved at forholde sig til sin omverden og ikke mindst sit liv. Ved et tilfælde støder hun ind i sin gamle lærer fra gymnasiet på en nærliggende bar og de to falder efter lidt tid i snak. Hun har svært ved ikke at beundre den ældre herres ro og hun har først ganske svært ved at slippe det lærer/elev-forhold som i sin tid blev etableret i undervisningen. Det ændrer sig dog ganske langsomt, idet de to mødes flere gange.

Det går op for læseren, rum tid før det går op for Tsukiko, at der mest sikkerhed ligger mere end blot en form for fascination af hendes gamle lærer til grund, for at hun mødes med ham igen og igen. Hun forsøger også at date en ung mand, men der er ingen kemi mellem de to og han forstår hende slet ikke på samme måde som Sensei gør. Kort sagt, så er dette en meget sirlig skildring af et spirende kærlighedsforhold mellem en kvinde i slutningen af 30erne og en mand langt over de tres. Det kan udefra set måske forekomme lidt mærkværdigt med denne aldersforskel som grundlag for en romance, men fortællingen bekræfter blot at ægte kærlighed ingen alder har.

Senseis mappe er - ligesom de andre mangaer af Taniguchi, som er blevet anmeldt i kapellet – en læseoplevelse der er fortalt i et meget langsommeligt tempo, der lige som de mange scener hvor Sensei og Tsukiko mødes for at spise japanske gourmetretter, dvæler ved detaljerne, ved traditionerne og ikke mindst ved den ro de får skabt omkring dem, snarere end på den overrumplende, himmelstormende romance, man ser så mange andre steder.

Takket være denne meget underspillede facon, bliver både fortællingen og figurerne utroligt vedkommende. De kommer til at fremstå troværdigt realistiske, i sådan en grad at de nærmest træder ud af tegneserien og ind i læserens bevidsthed som var de afrundede figurer fra en roman. Den eneste brud med denne realisme er den appendikslignende fortælling kaldet Optoget, som følger umiddelbart efter hovedhistorien.

Det viser sig da også, hvis man læser interviewet mellem forfatteren til den oprindelige roman og tegneren (som er inkluderet til allersidst i bog 2), at denne historie ikke oprindelig var en del af romanen, men en fortælling som blev skrevet flere år senere. Ikke desto mindre er Optoget det eneste sted i fortællingen, hvor realismen forlades til fordel for en mere drømmelignende erindring fra en svunden barndom.

Senseis mappe vil med garanti appellere til fans af den originale roman, idet mangaen forekommer meget tro overfor forlægget. Desuden vil den kunne glæde alle de, der i forvejen har været betaget af Tanaguchis udgivelser på dansk, idet den både tematisk og naturligvis også i kraft af mandens fine, sikre streg, følger fint i tråd med de andre udgivelser vi har set fra Fahrenheit.

Det kunne samtidig være både meget interessant, hvis også danske læsere på sigt kunne stifte bekendtskab med tegnerens mange andre facetter, eksempelvis hans mere actionmættede, hårdkogte serier fra 70erne, samuraierne eller for den sags skyld mangaen Icaro som blev til på baggrund af Moebius’ manuskript. Dermed ikke sagt at Senseis mappe ikke er interessant eller læseværdig, for det er den bestemt, men mere for at også et dansk publikum ville kunne få deres blik op for spændviden i Tanaguchis omfattende tegneserieproduktion. Især nu da hans nyere værker tilsyneladende sælger så godt som de gør. Tiden må vise om det er noget, der bliver satset på.