Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Senseis Mappe / Hiromi Kawakami / 220 sider
Hr. Ferdinand. ISBN 9788792845436
Anmeldt 7/1 2014, 21:22 af Marianne Niemann

Helle Helle i japanske klæder


Helle Helle i japanske klæder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter at have tilbragt en måned i Japan og oplevet alt fra jakkesætklædte business-mænd i hobetal til 8 etagers malls med erotisk legetøj samt Goth-lolita style butikker efterlades jeg med et indtryk af den japanske kultur som værende lige så uendelig kompleks og sammensat, som den er fascinerende. Når jeg derefter i en artikel fra Politiken læser, at den japanske ungdomskultur er gået i noget, der ligner kollektivt cølibat og at en stor del af de japanske unge nærmest væmmes ved erotisk kontakt, bliver billedet endnu mere mudret. Hvad er der med de japanere, er der bare ikke noget, der hedder ”den gyldne middelvej” for dem? Er det simpelthen en kultur så skarpt forankret i kontraster at det ”normale” bliver det afvigende? Sådanne spørgsmål svirrer i mit hoved, da jeg forventningsfuldt åbner den japanske forfatter Hiromi Kawakamis bestseller-skud Senseis mappe – en roman, der også på sin vis går til ekstremerne, idet den skildrer et kærlighedsmøde mellem en yngre kvinde og en ældre herre – hendes tidligere sensei (=lærer).

På trods af denne japanske tendens til at gå til yderligheder og ekstremer, må jeg dog inden længe konstatere, at vi her har at gøre med en roman, der i den grad mestrer det subtile – måske egentlig mere end hvad mine personlige præferencer sædvanligvis imødekommer. Vi er faktisk ude i noget, der stilistisk minder meget om den danske forfatter Helle Helle, der er berømt for sin meget minimalistiske skrivestil, hvor alle følelsesmæssige udsving og intriger ligger godt gemt mellem linjerne. En skrivestil, der af litteraturforsker Hans Hertel engang er blevet kaldt ”anorektisk”, idet fortællingen kun har akkurat krop nok til at kunne eksistere.

Grundet denne nærmest anorektiske karakter, kan det forekomme en smule vanskeligt at gengive en konkret handling i Kawakamis roman. Der er ingen store forkromede plots, ingen overraskende intriger og ingen mystiske parallelverdener. Romanen skildrer slet og ret mødet mellem to ensomme mennesker, der laver mad sammen, drikker sake på den lokale bar og går på svampejagt, alt imens der mere eller mindre tilfældigt opbygges en relation, der udvikler sig til noget, der minder om et gensidigt afhængighedsforhold. For at sige det lidt banalt bliver de hver især den luft, hvorigennem den anden part trækker vejret. Således fremskriver Kawakami et lille stykke af virkeligheden – en realisme, der nærmer sig det banale. Men på trods af denne banalitet findes der alligevel en kompleksitet i denne fortælling, da det kærlighedsmøde, der skildres, er alt anden end banalt og romantiseret. Og det er nok her, romanen har sin styrke – på grænsen mellem det genkendelige og det fremmede.

Men hvordan går det til, at en sådan roman bliver en bestseller i en tid, hvor vi ynder at dyrke en litteratur, der provokerer og puster liv i samfundsdebatten og hvor realisme er blevet nærmest synonymt med en performativ biografisme, hvor forfatteren slynger om sig med mere eller mindre autentiske traumer fra eget liv? Måske skal forklaringen hentes i det faktum, at verden er blevet så uendelig kompleks og det senmoderne menneske må navigere i noget, der minder om et informations- og ideologisk kaos. Og måske vi faktisk længes efter at dykke ned i det simple i en verden, der er alt andet end dette.

Til spørgsmålet om, hvorvidt denne roman ikke er en smule kedelig, må jeg svare ja. Men det gør den bestemt ikke mindre interessant eller mindre intens. Måske ligger intensiteten og kompleksiteten netop i det banale, i den ekstreme følelse af ensomhed, der kan ramme os, mens vi forsøger at skrælle et æble og pludselig oplever verden falde sammen omkring os.

”Jeg havde lyst til et æble, så jeg tog et i kurven. Jeg forsøgte at skrælle det, ligesom min mor gjorde, men skrællen gik i stykker. Jeg brød ud i tårer. Jeg forstod det ikke. Hvorfor begyndte jeg at græde, når jeg skrællede et æble? Det er jo løg, man græder over. Jeg græd også, mens jeg spiste æblet. Den sprøde knasende lyd, når jeg tyggede det, blandede sig med dryppene fra mine tårer, der faldt ned i den rustfri stålvask. Jeg stod lænet ind over vasken helt opslugt af at spise æblet og græde.”

Se også mangaudgaven af samme udgivelse.


Forrige anmeldelse
« De tolv «
Næste anmeldelse
» Han er tilbage »


Flere prosaanmeldelser