Den velfortjente prismodtager Jakob Martin Strid har gjort det igen! Den femte bog i serien om den lille, blå elefant Mimbo Jimbo og hans flodhesteven Mumbo Jumbo er fuldt ud på højde med de andre bøger i serien, både hvad angår tegninger, farvelægning og ikke mindst fortælling. For selv om historierne om Mimbo Jimbo måske ikke kan sammenlignes med verdenslitteratur i bred forstand, så er Mimbo Jimbos oplevelser nogle, der vil glæde både familiens alleryngste og de forældre, der med glæde læser op for dem.

Det er en gave at have børnebøger, som man ikke hurtigt bliver træt af. Når målgruppen hedder fra 2 år og op, så ved man også allerede godt som forælder, at man kommer til at læse historien op et utal af gange. Gentagelse er noget, som de yngste kan lide. At der til stadighed skal peges på de samme tegningerne, at forskellige genstande skal tælles igen og igen, og at man skal snakke en masse om farverne på dette eller hint, kan for nogle kan måske lyde som ren tortur, men for os, der i forvejen kender Strids værker, er det noget man ser frem til med glæde. Ikke fordi de fire andre bøger om elefanten nu bliver skrinlagt, men fordi man nemt kommer til at dele de yngstes begejstring for både emnerne og illustrationerne.

Bogen starter med at en ny figur: Postgeparden kommer med et brev til vore to hovedpersoner, som hygger sig ved søen. Det er et brev fra deres penneven Nina, som inviterer dem hjem til sig. Derfor pakker Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo deres allermest nødvendige sager (der sjovt nok også minder om de ting, ens egen børn bør have med på tur), inden de begiver sig til lufthavnen for at tage af sted. Efter en tur med fly og bus er de endelig fremme, og her byder Nina dem indenfor. Mens de er på besøg oplever de en masse ting, som de ikke er vant til, inden turen går hjem til savannen igen.

De ting de oplever er nogle, som uproblematisk vil kunne gentages af bogens læsere. Det er hverdagssysler, som alle har råd og tid til, men som set med barneøjne betyder så meget. Forhåbentlig vil enkelte forældre ligefrem kunne finde inspiration til at være lidt sammen med deres egne ”Mimbo Jimboer” efter endt læsning i stedet for at have alt for travlt med arbejde eller deres eget liv.

Det er nemt for ungerne at identificere sig med Mumbo Jumbo og hans kammerat, og samtidig er der på billederne nok ting og sager at pege på og snakke om. På den måde fungerer Strids bøger både som pegebøger, hvor man kan træne ordforråd og som egentlige historier, der ikke er længere end, at de kan blive læst på under ti minutter. Det er perfekt, for på den måde kan man – alt afhængigt af hvor trætte ungerne er – enten vælge at læse historien op og få puttet dem, eller give sig tid til at fordybe sig i detaljerne og diskutere disse, hvad end det handler om formen, farven, antallet eller navnet på disse genstande.

Bogen er fuld af pangfarver, der vil appellere til de allermindste, og som nogle måske vil mene står i kontrast til de meget fine akvareller, som Strid anvender i bøger som Lille Frø eller digtsamlingerne Mustafas Kiosk og Min mormors gebis. Det er sikkert helt med vilje, for de stærke kontrastfarver gør, at selv de allermindste uproblematisk vil finde bogen attraktiv – og så bliver diskussionen om, hvad farven hedder også noget nemmere.

For de af os, der elsker Mimbo Jimbo, skal den nye bog naturligvis indkøbes så hurtigt som muligt, og selv om de sidste to bøger er lidt længere og mere tekstrige end de første, så fungerer de perfekt. Bøgerne er også udkommet som e-bøger, der med sikkerhed vil appellere til de forældre, som i forvejen ikke forlader hjemmet uden deres i-dims. Selv foretrækker denne anmelder den gode, gammeldags bogudgivelse, der er ganske flot trykt på glittet papir omgivet af en kraftig papindbinding.

Endelig skal man – som fast Mimbi Jimbo-læser være forberedt på, at der sker noget ganske uventet til sidst i historien. Hvordan man har det med denne overraskende afvigelse fra formen, må være op til den enkelte læser. Uanset hvad, så kan man jo tage diskussionen med børnene om, hvorvidt dette er i orden – og det er jo lige præcis det, som gode børnebøger kan: skabe dialog mellem de voksne og deres poder og måske endnu vigtigere; få voksne til at huske tilbage på, hvordan verden så ud, da man selv var to år gammel. Rigtig god fornøjelse!