Han, hun og Algobatoren er på mange måder en ganske usædvanlig tegneserie. Dette gælder ikke det grafiske udtryk, der peger i retning af både Frank Miller og Peter Snejbjerg - sidstnævnte er endda takket i bogens forord, hvilket måske betyder, at Snejbjerg har hjulpet serien på vej. Det er mere fortællingen, der er underfundig, for den fortæller, ganske kort fortalt, om et par rumvæsener hvis rumskib er nødlandet på jorden, så de to væsener bliver tvunget ud på et eventyr blandt jordboerne. Vi følger dem i deres søgning efter den reservedel, der kan sætte dem i stand til at reparere deres skib og fortsætte deres rejse gennem galaksen.

Heldigt for de to, er de landet på en dag hvor jordboerne alligevel har valgt at klæde sig ud og holde fest, så vore to lavstammede væsener vækker ikke stor opsigt i deres søgen. For når robotter, superhelte og spøgelser alligevel hærger rundt i gaderne, er der ikke mange der lægger mærke til et par aliens.

Det skal her, selvfølgelig ikke afsløres om det lykkes de to at fuldføre missionen, men den benyttes også primært som fremdriftselement i historien - noget der kan drive figurerne videre - for Han, hun og Algobatoren er snarere en hyggelig, lille antropologisk studie af menneskers adfærd, set fra et par rumvæseners perspektiv.

Menneskernes adfærd, sander den ene af de to aliens, bliver påvirket ganske direkte af alle de dåseøl som konsumeres i løbet af historien. Der er jo fest, så det bliver vore protagonister naturligvis også en del af - man vil jo netop vække opsigt, hvis man valgte ikke at deltage i festen.

Man kan måske ikke anklage udgivelsen for at have den stærkeste historie, eller - for den sags skyld – et egentligt budskab, men det betyder ikke at den er hverken kedelig at læse eller se på. For stilen fungerer glimrende og når man i et sådant sort/hvidt univers bruger sin energi på at nærstudere pauserne, frem for dramatiske elementer, kommer man som serielæser uvilkårligt til at tænke på Jaimie Hernandez' Love & Rockets, selvom det ikke er en serie der er overrendt af aliens.

Det skal ikke forstås som om udgivelsen er decideret fantasiforladt eller ordinært fortalt, for eksempelvis kommer vore aliens i berøring med flere mennesker, der har problematiske forhold til hinanden, men som takket være deres tilfældige møde med de udenjordiske, måske får en ny chance for at mødes igen. Det er ganske charmerende, men også endnu et bevis på at der er for mange danske serier der fokuserer på de nære ting.

Han, hun og Algobatoren er derfor en udgivelse, der cementerer, at der findes mange dygtige tegnere i Danmark, men denne anmelder kunne måske godt ønske sig, at den nye generation af danske serieskabere blev noget bedre til at skabe fortællinger, der dels har lidt mere memorabelt indhold og som dels tør tage tegneserieformen helt ud til kanten. Det virker som om, at realismen til stadighed skal være i fokus, til trods for at alt er muligt i tegneseriens univers.

Det har ikke nødig at være hverken superhelte eller nordiske guder, der skal præge alle danske tegneserier, men det kunne være rart at læse et værk, som havde andet på hjerte end bare at fortælle om nære relationer mennesker (og aliens) imellem. For det tager både en masse tid og energi at skabe en tegneserie, og derfor kan man med rette spørge sig selv om, når man når til de sidste sider, hvad det egentlig er at al denne energi er blevet brugt på?