Der var endog rigtigt mange fans af science fiction og fantastisk litteratur, der den 5. juni 2012 fik et mentalt knytnæveslag i mellemgulvet da nyheden om den amerikanske forfatter Ray Bradbury, i en alder af 91 år, havde forladt sit jordiske legeme. Tilbage står heldigvis et omfangsrigt, varieret og særdeles interessant forfatterskab, der strækker sig over en periode på 65 år. Det er et forfatterskab, der ikke alene har været med til at forme det litterære landskab som vi kender det i dag, men som også har påvirket et hav af andre typer medier fra film over tv til radio og naturligvis tegneserier.

Selv om Bradbury har skrevet et utal af klassiske fortællinger, er der vist ingen tvivl om at hans egentlige hovedværk er Fahrenheit 451, der udkom for første gang i 1953. Det var samme titel, som forfatteren selv valgte skulle pryde hans gravsten. Det er også helt forståeligt, at det er den velkendte fortælling om brandmanden Montag, der brænder bøger som levevej, men kommer i tvivl om rigtigheden af hans handlinger, som Bradbury helst vil huskes for. Spørgsmålet er så blot om tegneserieversionen er lige så interessant som romanen?

Tegneserier har gennem i mange år, og i særdeleshed i 50erne og 60erne fået mange, drøje hug for bl.a. at være fordummende og lede flere ungdomsgenerationer i fordærv – lige som stort set alle andre medier har fået det i trit med at de er opstået. Til gengæld er der sikkert også en hel del læsere, som er blevet gjort bekendte med verdenslitteraturens hovedværker gennem serier som Illustrerede Klassikere, der var tegneserieudgaver af kanonisk fiktion. Kvaliteten af de tegneserier var i sagens natur meget svingende, både hvad angik tegningernes kvalitet og fortællingernes tilknytning til de originaler de var baseret på. Dette skyldes især det faktum, at mange værkerne måtte koges kraftigt ned i omfang, for at kunne passe til tegneserieformatet.

Ikke desto mindre kan man formode at der sikkert har været en del læsere, som er blevet gjort nysgerrige på litteraturens klassikere netop gennem disse forkortede tegneserieudgaver – folk som ellers aldrig ville have vært blevet begejstret for litteratur. Hvorvidt dette er bevæggrunden for at udsende tegneserieudgaven af Fahrenheit 451 skal lade være usagt, men sikkert er det, at det tegneserieudgaven er en som Bradbury selv har godkendt i 2009, hvilket bliver tydeligt når man læser den korte introduktion til selve historien skrevet af Bradbury.

Da nærværende anmelder formoder at kapellets faste læsere enten har læst Bradburys roman, set Francois Truffauts fremragende filmatisering eller blot kender fortællingens grundtræk fra andenhåndsbeskrivelser, er der vist ingen grund til at ridse handlingen op her. Derimod skal fokus være om hvorvidt Tim Hamiltons tegninger faktisk formår at tilføre fortællingen en dimension som den ikke har haft før.

Det virker som om Hamilton bevidst har arbejdet med en ganske afdæmpet farvepalette, for illustrationerne er holdt i matte gråblå og grønlige nuancer. Selv flammernes hvide, orange og røde skær er i Hamiltons univers blevet matteret, så farverne på sin vis har paralleller til det trøstesløse samfund som omgiver figurerne i fortællingen. Dermed ikke sagt at Hamilton ikke arbejder med kontraster, for han – muligvis med inspiration fra folk som Frank Miller eller Eduardo Rizzo – arbejder meget bevidst med silhouetter og figurerer, der optræder som kontrast til ofte flade, ensfarvede baggrunde. Til sammen giver farverne og de nærmest karikerede, skarpe kontraster bogen et ganske stærkt visuelt udtryk, der dog ved et hurtigt gennemsyn i tegneseriebutikken, godt kan forekomme en anelse trist og karakterløst, især sammenlignet med mange af tidens mere farvestrålende tegneserier.

Den valgte stilen går dog fint i tråd med Bradburys trøstesløse fremtidsvision og den tegnede version er også langt mere tro mod forlægge end Truffauts filmversion var det. Eksempelvis er både den altødelæggende krig, som udkæmpes samtidig med at befolkningen lulles i søvn af tv-væggene i deres hjem og de skræmmende mekaniske sporhunde, en del af den nyfortolkede version. Til gengæld synes der også at være et problem i, at Hamilton var valgt at løfte megen dialog direkte ud fra bogen, hvilket godt kan medføre at læsningen af enkelte dialogudvekslinger kan forekomme lidt mærkværdige, især fordi Bradburys øvrige beskrivelser af eksempelvis omgivelserne er blevet omsat til tegninger.

Det bliver, modsat romanen, lidt svært at føle empati med vores hovedperson, idet han blot præsenteres som lovlydig brandmand, der efter mødet med den unge nabopige, pludselig vælger at gå mod systemet. Hans gradvise forvandling og frustration fungerer fint i bogen, men det virker altså ikke helt overbevisende i den tegnede version.

Der er dog ingen grund til at pege sin flammekaster mod tegneserieversionen af Farenheit 451, for det er en ganske tro, men også lidt stift tegnet, version af originalen, der forhåbentlig - lige som fordoms tiders Illustrerede Klassikere - vil finde sit publikum og måske endda få en ny generation af læsere til at kaste sig over Bradburys værker. Til gengæld er det heller ikke en tegneserie, der tilfører fortællingen noget nyt, andet end en visualisering af de begivenheder som bliver beskrevet i romanen. For den kommer aldrig til at fremstå som et passioneret, personligt forsøg på at omsætte Bradburys tekst til billeder. Det kunne have været spændende hvis Hamilton, som bestemt er en kapabel kunstner, havde turdet at være langt mere modig rent grafisk og fortællemæssigt, for på den måde at sætte en stærkere streg under en i forvejen stærk roman.