Det kan muligvis forekomme som en hemsko, at nærværende anmelder af uransagelige årsager hverken har læst Khaled Hosseinis roman, endsige set Marc Forsters filmatiserieng af bestselleren Drageløberen, for så bliver det unægtelig svært at sammenligne tegneserieudgaven med originalen. Omvendt så giver det også anmeldelsen af tegneserien den klare fordel, at den tager udgangspunkt i hvorvidt skaberne formår at få tegneserien til at stå på sine egne ben og fungere som tegneserieværk. Dommen er at det gør den delvist.

Der er i de senere år kommet et veritabelt boom i graphic novels; eller tegneserieromaner. Dette har formået at gøre tegneserielæsning nærmest legitimt, i stedet for at folk skulede skævt til læseren og mentalt rubricerede denne som enten en lettere retarderet voksen eller meganørd. For i dag kan man vælge superhelte, Vakse Viggoer eller vampyrer fra og i stedet give sig i kast med ”seriøse” serier, der både tør at handle om noget, er tæt på virkelighedens verden og samtidig er i stand til at fortælle historier på en helt unik måde.

For at dette ikke skal blive en slags manifest, lad os hurtigt vende tilbage til den tegnede versionering af Drageløberen. For de der, som jeg, ikke kender til historien, så er rammehistorien at hovedpersonen - den voksne eksilafghaner Amir – en dag pludselig ringes op af en person han kender fra sit barndomsland. Han får over telefonen at vide, at han har mulighed for at gøre uret ret igen, selv om den gerning, der tales om ligger langt tilbage i barndommen.

Læseren transporteres derfor tilbage til Kabul i de tidlige 70ere, hvor hovedparten af fortællingen finder sted. Her oplever vi det venskabsbånd der knyttes mellem to drenge, førnævnte Amir og tjenerens søn, Hassan. Samtidig med at vi følger drengene oplever vi på sidelinjen de voldsomme forvandlinger, der overgik landet fra russernes besættelse til Talibans overtagelse. Men disse ting sættes i baggrunden af fortællingen, som i stedet fokuserer på de to drenge og på de hændelser, der flåede dem fra hinanden. I den sidste tredjedel af fortællingen vender den voksne Amir derfor tilbage til sit sønderskudte hjemland for at forsøge at rette op på fortidens synder.

Det er i al sin enkelthed en ganske gribende fortælling, der selv i tegneserieversion formår at bevæge sin læser, godt hjulpet på vej af en flot billedside. Der er dog en dobbelthed i stilvalget, for selv om bogen er flot illustreret og farvelagt har den også et klart Marvel-præg, der tilsat den konsekvente brug af ligne claire gør, at man som læser konstant mindes om at det er en tegneserie man sidder med. Denne lettere karikerede, dynamiske tegnestil, går imod den meget barske, virkelighedstro fortælling. For selv om man sagtens kan læse frustrationen og de smertelige udtryk i figurernes ansigter og kropssprog, så er og bliver de tegneseriefigurer – og det er lidt en skam.

Det er sikkert en smagssag, men undertegnede holder umiddelbart mere af udgivelser som eksempelvis Marjane Satrapis Persepolis, Will Eisners klassiske graphic novels eller for den sags skyld Chris Wares fiktive fortællinger om Jimmy Corrigan. For selv om stregen i disse serier er en helt anden end i Drageløberen, så gør det dialogiske forhold mellem fortællingens alvor og tegningernes udtryk (i Satrapis tilfælde det lettere naïve eller Wares tilfælde de hyperdetaljerede omgivelser ) at der opstår noget ganske magisk. Det er som om at tegnerne Fabio Celoni og Mirka Andolfo både har villet lave en serie, der har øjeblikkelig appel idet man åbner værket, men samtidig heller ikke har turdet blive for ekspressive, selv om man med fordel ville kunne have grebet materialet an på den vis.

Det handler selvfølgelig i sidste ende om smag, for den illustrerede udgave af Drageløberen er bestemt ikke mislykket. Den fortæller sin historie klart, til trods for det lettere poppede grafiske udtryk. Man kan til trods for dette alligevel ikke undslippe fornemmelsen af, at der er mange ting som er skåret væk, da manuskriptet til serien skulle laves. Derfor kan den grafiske udgave af Drageløberen ses som en slags appetitvækker, der sikkert får flere af dens læsere til at give sig i kast med romanen, som med garanti byder på langt mere psykologisk dybde og detaljerigdom i sin fortælling end tilfældet er her.