Det er meget svært at gengive i ord alene, hvad Henrik Rehrs seneste udgivelse Svøm! handler om. Måske er det paradoksalt at tale om egentligt narrativ, plot eller for den sags skyld handling, når man befinder sig i et krydsfelt mellem erindringsfragmenter, tegneserie og digt. Men en ivrig tegneserielæser synes ubønhørligt at være fanget i en linearitet og drevet mod at læse efter plottet (for nu at fordanske Peter Brooks).

Bogen åbner med et udspring fra en skyskraber med New Yorks skyline i baggrunden. Svømmeren svømmer ud i East River og langsomt, men sikkert forvandles vandene omkring ham. Forvredne skibsvrag dukker op, og han suges ned i en malmstrøm omgivet af gamle paraplyer. Han er på vej mod den lille dreng, der måske holdes fanget i et sandslot af nogle karikerede faderskikkelse-kloner.

På sin vej gennem dette groteske og forvirrende fantasivandlandskab synes svømmerens (eller tegnerens) tanker pludselig at vende tilbage til barndommen. Tegningerne, der skifter karakter, forekommer at være duplikeret i tusch oven på gamle familiefotos. Teksten formidler samtidig brudstykker fra en konkret barndom i Odense. Selv om ikke alle minder er ulykkelige, huskes også faderens hang til alkohol og senere i livet de hjerteanfald, som måske var resultatet.

Rehr synes i sin stil at være inspireret af de store franske tegnere som Caza og Möebius, men den udsyrede drømmeverden, han præsenterer for sin læser, kan i lige så høj grad minde os om Windsor McKays Little Nemo. Dette med den undtagelse, at i Rehrs univers bliver svømmeren/drømmeren ikke fri for sin drøm. Svømmeren bliver tilbage i slottet efter at have sat barnet (muligvis blot en anden side af ham selv) fri.

Slutningens spørgsmål - ”hvad er vigtigst i et menneskes liv, at VÆRE et barn eller at FÅ et barn?” - synes at være henvendt lige så meget til forfatteren selv som til hans læser. Det sætter bogens mystiske univers i klart relief. Det forekommer at være tanker, der ikke alene harmonerer med den abstrakte historie, som fortælles, men som også på et mere abstrakt metaplan synes at kommentere selve processen med at skabe tegneserier. Er man stadig et barn, fordi man tegner tegneserier. Og hvis ja: Kan en legesyg dreng så virkelig forsvare selv at blive far?

Navlestrengen kappes i hvert fald i bogstaveligste forstand og fortællingens barn sættes frit. Den sidste kommentar følger en række ”fotografier”, der med al tydelighed er taget af en dreng, som har været mere fascineret af motiverne end af den smukke komposition. Legetøjsbiler i en spand, en hånd i forgrunden som favner havnen i baggrunden, storebroderen der ser farlig ud og mor og far i baggrunden. Sætningen fra før, fuldendes med: ”...men han ved én ting: du bliver nødt til at prøve begge dele for at finde ud af det”. Heri ligger moralen i Rehrs poetiske lille værk, som alle de, der har prøvet det, kan nikke genkendende til.

Svøm! er meget hurtigt læst, hvis man blot koncentrerer sig om teksten, men da det er en meget usædvanlig udgivelse (måske med et mere visuelt- og kunstelskende publikum for øje), bør man i stedet i langt højere grad fordybe sig i Rehrs dunkle, gråsprængte univers, som er meget fornemt kreeret. Det er endnu engang virkelig modigt af forlaget Fahrenheit at udsende en tegneserie, der er så smal, at den med rette kun burde blive solgt i museums-shops, men som ganske indlysende har en lang række kvaliteter, der først kommer frem efter flere gennemlæsninger. Som en novelle af Borges, et brudstykke af Burroughs, eller et maleri fra renæssancen kræver Rehr, at sin læser bruger lidt mere tid på fordybelse og fortolkning, end denne ellers ville gøre. Hvis man ellers orker at gå ind i dette stykke fortolkningsarbejde midt i den travle hverdag, så vil Svøm! åbenbare sig for sin læser som et helt igennem vellykket tegneserieeksperiment.