Et af handlingselementerne i anden del af filmudgaven om Iron Man fokuserer på Tony Stark, der bevidst nægter at dele sin hyperavancerede teknologi med andre - end ikke med det amerikanske forsvar. Det er sådan set en hjørnesten i Iron Mans univers, for selv om man kunne tro sig at Tony tilbageholder teknologien simpelthen fordi han ikke ønsker at andre rigmænd, uden superkræfter, begynder at lege helte idet de ifører sig faux Iron Man dragter, så er det snarere en principsag for Stark. Et princip, der flere gange har været diskuteret i universet – for Stark har udviklet sig til en vaskeægte filantrop, der sagtens kan se de potentielle farer et misbrug af Iron Man dragten vil medføre. Da han tager afstand fra faderens firma som tjente formuer på våbenteknologi, nægter Stark også konsekvent at betragte sin dragt som et egentligt våben, selv om han selv benytter det som et sådant.

I den utroligt flotte tegneserie, som kløgtigt nok blev udsendt omtrent samtidig med Iron Man 2s biografpremiere: Iron Man – De fem mareridt er det også Starks teknologi som er i fokus, for selv om Stark altid har holdt sine kort tæt til kroppen, så virker det alligevel som om en ukendt superskurk har opsnappet væsentlige dele af teknologien, som han så benytter til terrorvirksomhed rundt omkring på kloden. Bogen starter således med en gammel 2CV, der kører midt ind i en afrikansk landsby. Ud stiger fire manisk udseende folk, som river skjorterne af overkroppen og afslører Iron Mans karakteristiske batteri midt på brystet, før de alle detonerer i en altødelæggende eksplosion.

På den måde bliver Iron Man – De fem mareridt en superheltefortælling, der dels forsøger at problematisere terrorens væsen ved netop at vise de frygtelige konsekvenser, der kan være ved den tilsyneladende meningsløse vold som udøves på civil, dels forekommer fortællingen som en form for detektivhistorie, hvor Stark – i kamp mod uret – forsøger at afværge det næste terrorangreb ved at finde frem til bagmanden eller bagmændene bag disse frygtelige gerninger.

At Iron Man – De fem mareridt sætter terror og terrorens væsen øverst på sin agenda kan på nogle måske virke en anelse usmageligt, idet vi nærmest dagligt udsættes for virkelighedens terror i medierne. Onde tunger kunne mene at terrorhandlinger på ingen måde hører hjemme i superheltetegneserien og det kan der måske være noget om, men omvendt set så synes det altså at fungere ganske fint i denne sammenhæng. Det giver fortællingen et snert af realisme, samtidig med at man vil kunne argumentere for at andre superskurke, (eksempelvis Jokeren, Dr. Doom, osv) også nemt ville kunne kategoriseres som egentlige terrorister.

Iron Man – De fem mareridt er virkelig lækkert tegnet af Salvador Larroca og upåklageligt farvelagt af Frank D’Armata og Stephane Peru – der sammenlagt gør at udgivelsen ubetinget er så laber at se på, som man efterhånden kan forvente når Marvels bedste folk strenger sig an. Dialog og handling står Matt Fraction for. Han har tidligere vundet en Eisner Award (sammen med Larocca) for arbejdet på Invincible Iron Man i 2009. Det var i øvrigt også Larocca der med stor succes i 2008 genoplevede Invincible Iron Fist, som ældre tegneseriefans kan huske fra det hedengangne Kung-Fu magasinet. Det er helt tydeligt at Fraction er virkeligt godt inde i Iron Mans verden, for ikke nok med at forsøge at gøre fiktionen mere realistisk end vi eller er vant til, så viser han også gennem flere referencer, at han er umådeligt godt inde i Iron Mans historik.

Iron Man – De fem mareridt er altså en glimrende superheltetegneserie, som både byder på spektakulære scener og en fængende, rå handling. Det eneste der kan martre udgivelsen, er dens noget kliniske visuelle stil. Det er bragende flot hele vejen igennem, men tegningerne mangler, i denne anmelders øjne, ganske enkelt noget særpræg – et personligt strejf, der kunne adskiller denne udgivelse fra mængden af andre tegneserier i denne genre. Det er en kritik, man uden problemer ville kunne overføre på et hav af andre superheltetegneserier for tiden, for selv om man på ingen måder kan kritisere det visuelle i De fem mareridt, så mangler der altså den rå nerve som gør, at man som læser er i stand til at genkende en bestemt tegners streg, eller et særpræg hos farvelæggerne. Denne kritik er muligvis kun et problem hvis man har for vane at læse mange tegneserier i genren, for når alt kommer til alt så er Iron Man – De fem mareridt bestemt værd at se nærmere på, hvad enten man er årelang fan af Iron Man eller man først for nylig har stiftet bekendtskab med ham.