Anmeldelsen er tidligere udgivet på Mellemrummets hjemmeside, d. 30.10.2007. Dette er en lettere revideret genudgivelse.

Det er langt fra en taknemmelig opgave at skulle forsøge at anmelde Wulffmorgenthalers seneste to kreationer: en samling af vittighedstegninger med den fængende titel Ekstrem stangtennis og en kalender, der hver dag næste år giver brugeren en stribe at vågne brat op på – (læs: tegneserie, ikke coke!).

Selv om alle Wulffmorgenthalers tegnede indfald kan opleves online på deres website, er det stadigvæk dejligt, at have en fysisk udgave af dem. Da hvert enkelt tableau rummer sit eget narrative forløb, og at der ud over at bestemte figurer – ofte dyr – optræder i flere striber, er det meget svært at bræge op med indsigtsfulde overvejelser om en egentlig handling. Lad det bare være sagt, at tiden man bruger i deres absurde univers ikke er spildt, for selv om det – især i forældres øjne – kan forekomme vulgært og indimellem direkte ulækkert, så rummer d’herres kreationer en dejlig leg med sproget og en surreel humor, som der i disse tider godt kunne bruges meget mere af.

Målgruppen er nok primært teenagedrenge og andre, der aldrig rigtigt har sluppet pruthumorens lune men ikke altid velkomne væsen. Der leges konstant med begreber, vendinger og situationer – og de eneste gange, hvor det bliver for meget, er de striber, der via tegningerne synes at være selvforklarende, men hvor der alligevel er føjet tekst til. Et godt eksempel på dette er billedet af en flyver, der kredser omkring en stor spiral af skyer, som hvirvles rundt om en stor næse. Teksten lyder: ”Se lige! Jeg har hørt om orkanens øje, men altså..”. Her synes tekst overflødig og virker kun som et incitament til at få alle læserne med. Men heldigvis finder man også striber helt uden tekst, som manden, der åbner bilens handskerum, og en dykker dukker op af vandet, der fylder rummet.

En anden ting, der er lidt ærgerlig, er de striber, der helt tydeligvis er oversat til dansk fra engelsk. Hjemmesidens striber er engelsksprogede, og indimellem synes de engelske tekster at virke bedre. Eksempelvis striben hvor torturbødlen får ordren ”Få ham til at snakke!”, idet han står overfor en mime. ”Make him talk!” virker i den sammenhæng bare bedre. Men det er altså kun i meget få tilfælde, for overordnet virker sproget virkeligt godt.

Der er onde tunger, som har antydet at forfatterne plagierer Gary Larson, og ved utrænede øjekast kan både kalenderformatet og stribernes fokus på dyr placeret centralt i mærkværdige situationer måske minde om Larson, men Wulffmorgenthalers humor er både langt mørkere, mere blodig og meget længere ude.

Hvis man endelig skulle se en sammenhæng, så kan det det findes i fænomenet panda. I modsætning til alle andre er det som om, Wulffmorgenthaler har gennemskuet disse voldspsykotiske bæster. På forsiden af Ekstrem stangtennis er det da også en panda, der er ved at serve Mikael Wulff-bolden til Anders Morgenthaler, som står klar til at modtage serven i sine røde speedos. Det afsløres også, at pandaer har været til hemmelige møder med Osama Bin Laden, og at det faktisk er en panda, der hver aften tager Kim-Jong Ill’s krop af.

Det er humor, der langt fra appellerer til alle, men kender du en som er lidt trist og ellers holder af skæve dialoger, kropssekreter og syrede virkelighedsforvrængende hjernespind, så er de nye udgivelser oplagte 2007-julegaveideer. Ekstrem stangtennis er nærmest bestemt til at have liggende på toilettet, og kalenderen sørger for, at man starter hver dag på den bedst mulige måde: med benet nede i halsen på ham, der påstår, at han er den nye indgang til Narnia!