Det var, ifølge pressematerialet og forfatterens egen hjemmeside, under covid-19 epidemien, at Thomas Knuth-Winterfeldt sammen med Torsten Jacobsen fik ideen til tegneserien Forældrene der blev væk. I en fin, håndtegnet og lettere nervøs farveblyantslignende streg, får læseren serveret 107 sider uden en eneste talebobbel, lydord eller ledsagende tekst. Fortællingen fortælles udelukkende gennem illustrationerne.

Det kan derfor godt kræve lidt af læseren at finde ud af helt præcis, hvad det er der sker i historien, men der går ikke mange sider før det går op for en, at vi befinder os i en fremtidsversion af noget der meget vel kunne være Danmark. Her møder vi en ung pige, der indledningsvist lever en helt normal tilværelse i et hus, sammen med sin far.

De to spiser mad sammen, tager ud i naturen sammen og griner sammen. En håndfuld sider senere afsløres det dog, at denne familieidyl blot er en illusion. Farmand er i virkeligheden et hologram, der projiceres fra den metalliske robotlignende ledsager, der som en stedfortræder for den manglende forælder sørger for at vores hovedperson kommer i skole og får mad på bordet. Senere viser det sig at pigens far af kød faktisk sidder i husets kælder, med et mælkehvidt blik i øjnene og drop i armen. En slags levende død, en grøntsag der hverken kan tage vare på sig selv eller sin datter.

Vi er derfor i børnenens og robotternes verden. Svævende droner er overalt i bybilledet. I skolen er det også disse metalvæsener, der underviser børnene. Alle elever ankommer hånd i hånd med en af disse robotter. Betragteren får ikke at vide hvad der er årsagen til denne radikale ændring af den verden vi kender, men det er heller ikke så vigtigt, for det synes, set med anmelder øjne, mere om at formidle en stemning af trøstesløshed og ensomhed. En stemning af at nærvær er blevet erstattet med automatik. Det er, som tegneseriens forside viser, ikke synderligt rart at give et knus til en sådan robot. Det føles sikkert som at give en krammer til en lygtepæl.

Bogens hovedperson følger man hele vejen til slutningen og undervejs får man et muligt indblik i hvordan resten af denne besynderlige verden hænger sammen. Det antydes også at det måske netop er i overgangen fra barn til voksen, at denne mystiske katatoniske tilstand indfinder sig. Vanen tro stopper vores genfortællingen hér, for Kapellet forsøger konsekvent ikke at afsløre alt for meget, da dette ville gå ud over din egen oplevelse med at læse tegneserien.

Den amerikanske tegneserieskaber Scott McCloud skriver i fagbogen Understanding Comics at en af de grundlæggende dynamikker i tegneserieformatet afhænger af det der sker mellem to enkelte billeder. Mellemrummet der er mellem det ene billede og det næste er op til læseren at fylde ud mentalt. På den vis skabes der i dialog mellem billederne og læseren en form for mening. Man hjælpes naturligvis på vej, med billedtekst og dialog, men når man som i denne tegneserie udelukkende har billederne, så kræver det også at biledskaberen er ganske klar i sin formidling.

Langt hen af vejen fungerer Forældrene der blev væk ganske fint, men der er tillige steder hvor læseren – i al fald denne læser – undrer sig lidt over, hvad kausaliteten egentlig består af eller hvad der kan ligge til grund for figurernes handlinger. Dette synes mest tydeligt i tegneseriens noget kryptiske klimaks, der på den ene side synes at antage at der måske kan anes en lysere fremtid, på den anden, at denne dystopi er uden ende. Måske er dette hele pointen, men undertegnede (der ellers er vild med åbne slutninger) er ikke udelt begejstret.

Bogens budskab om at uanset hvor avanceret en teknologi man er i stand til at skabe, så kan det næppe erstatte den relation der opstår mellem os mennesker, er ganske fin, men også et som er blevet italesat i et utal af science fictionfortællinger tidligere. Tænk blot på film som Blade Runner eller alle science fiction fortællingers moder Frankenstein. Nærværende tegneserie føjer derfor ikke megen nyt til genren ud over en gentagelse af en pointe, som mange ville være helt enige i fra starten.

Tegnestilen fejler dog ikke noget. Thomas Knuth-Winterfeldt er dygtig, men undertegnede kunne godt have ønsket sig at han havde taget sig tid til også at levere flere hentydninger til de begivenheder, der ledte op til det punkt hvor fortællingen starter. Sagt på en anden vis, så ville det være en gave at den fiktive verden blev udvidet lidt mere, så læseren bedre var i stand til at forstå baggrunden for denne sære alternative fremtidsskrækscenarie. Grafisk er albummet ret flot, men desværre ramtes Kapellets udsendte ikke så stærkt følelsesmæssigt, som man ellers måtte tro hensigten var.