I det Herrens år 2017 hvor iPads, Playstations, digitale tv-kanaler, Netflix, YouTube-kanaler og tusindvis af andre muligheder for tidsspilde er tilgængelige, er det fantastisk at opleve når ens 8-årige knægt, efter at have spurgt pænt om lov naturligvis, kaster sig over noget så gammeldaws som en bog. Ikke blot læser han den een gang, men straks efter endt læsning (der i Carls tilfælde strakte sig over en eftermiddag) spurgte om ikke nok han måtte læse den igen, før han skulle i seng. Dette kunne muligvis hænge sammen med, at vi voksne roste hans indsats, men adspurgt var det bare fordi han bare rigtigt godt kunne lide Hundemand af Dav Pilkey.

For både familiens yngste og deres forældre er forfatterens navn nok allerede kendt, for hans serie om Kaptajn Underhyler kan findes på mangen et børneværelse eller i gennemlæste eksemplarer på det lokale bibliotek. Hundemand benytter sig af samme gakkede humor som den anden serie og er til forskel fra Kaptajn Underhylere ikke en bog med mange illustrationer, men derimod en regulær tegneserie i fuldfarve. Måske var det også derfor førnævnte medanmelder Carl var så ivrig?

Det første bind i serien Hundemand starter naturligvis ud med historien om hvordan hundemand blev til hundemand, men før dette får vi serveret en rammehistorie, der viser os to drenge - Jimmy og Otto, der leder deres gamle sager igennem og finder en tegneserie, som de lavede da de var små. De beslutter sig til at rentegne deres gamle tegneserie og sørge for at stavefejlene bliver rettet – resultatet er selvfølgelig Hundemand.

I efterordet får man lidt at vide om den ”rigtige” forfatter Mr. Pilkey. Der står at han lige som Otto og Jimmy selv lavede en tegneserie med Kaptajn Underhyler i anden klasse, et værk som hans lærer rev i stykker, hvorefter Dav fik at vide at han skulle følge med i undervisningen i stedet for at lave fjollede bøger. Som der efterfølgende noteres så: ”…var Dav ikke særlig god til at høre efter”.

Vi kom fra fortællingen om hvordan Hundemand blev til. Den indledende historie er til trods for de muntre farver først en regulær tragedie. Betjenten Greg er samen med sin trofaste politihund i færd med at desarmere en bombe da den uheldigvis eksploderer. Greg havde glemt at hunde var farveblinde, da han spurgte sin trofaste følgesvend hvilken ledning han skulle klippe over. På hospitalet finder lægerne ud af at de ikke kan redde Gregs hoved, og at hundens krop heller ikke står til at redde, så efter en spektakulær operation, er Hundemand en realitet. Politihundens hoved sat fat på en Gregs korpus.

I de tre efterfølgende historier, af varierende længde, bekæmper Hundemand herefter kriminalitet overalt i byen. I den første historie er det byens borgmester, der lægger skumle planer. Hun har allieret sig med superforbryderen - katten Pjevs. Hun sender ham en usynlighedsspray, så Pjevs kan undslippe katte-kachotten. Fangeflugten bliver på den måde en undskyldning for at borgmesteren kan fyre politichefen uden nogen i byen brokker sig. I stedet indsætter hun en dræberrobot, som hun har fået en videnskabsmand til at udvikle. Det næste kapitel er endnu mere fjollet, for her laver mesterskurken Pjevs, en viskelæderpistol, der sletter alle ord i alle verdens bøger. Efterfølgende bliver alle mennesker så dumme, at det næsten ikke er til at holde ud. Selv Pjevs synes at det hele bliver lidt for besværligt og hundemand må redde dagen. I den sidste del, begynder hotdogs, uden vi skal afsløre hvordan i dette forum, at blive levende og angribe folk.

Fællestemaet for alle historierne er den løbske fantasi og selv om der helt sikkert er enkelte voksne, der bestemt ikke synes at deres børn skal se folk give hinanden high-fives med en pølle i hånden, så er der mange (herunder anmelder og dennes to drenge på 8 og 13) der sagtens kan se det sjove i Hundemand.

Er man velbevandret i Dav Pilkeys anden serie, vil man også opleve, at der er visse sider, der fungerer som analog animation. Det vil sige at læseren skal holde fast i bogen med den ene hånd, og med den anden bladre mellem to sider, så det ser ud som om at de tegnede figurer bevæger sig. Dette er også tilfældet i Hundemand hvor dette, såkaldte ”vend-o-rama” praktiseres flittigt.

Morsomt er det også at der mod slutningen er en række sider hvor ungerne selv kan lære at tegne figurerne fra bogen i, som der skrives, 20+ ”latterligt nemme trin”. Herefter kan tegneren selv udstyre dissse figurer med forskellige ansigtsudtryk. Foruden Hundemand og en levende Taco er der også en instruktion i et tegne usynlige Pjevs i ”8 latterligt nemme trin”. Man kan endda give ham op mod fire usynlige ansigtsudtryk. Det er sgu’ da sjovt tænkt!

Det kan sagtens være at dine børn ikke er lige så ivrige for at læse Hundemand som de der bor hos Kapellets redaktør, men ud fra det begrænsede empiriske studie som er blevet foretaget af selvsamme, så er Hundemand altså et rent hit hos alle børn, uanset om de er 8 eller 13, for den har næsten ført til håndgemæng i hjemmet. Så monstro ikke at den også ville glæde andre?

Her til sidst lader jeg den læselystne Carl komme til orde for han vil gerne have at jeg fortæller Carlsens redaktører, at de gerne må skynde sig at få fortsættelsen Hundemand på fri fod (som der reklameres for på allersidste side i bogen) udgivet så hurtigt som muligt, for han vil meget gerne læse mere lige nu!