Det engelske band The Beatles er efterhånden blevet en fast del af vor fælles kulturarv. Uanset om man er så gammel, at man kan huske hvordan de forargede med deres hår og påstande om at være mere populære end Jesus, om man var skrigende teenager eller om man blev født flere år efter bandet gik i opløsning, kender alle, uanset hvor i verden man er, sange som ”Hey Jude”, ”All You Need is Love” eller et hav af andre klassikere. Hvad færre kender er historien om bandets manager Brian Epstein.

Der er måske nogen der vil mene, at det var enten Stuart Sutcliffe (der startede med at spille bas i bandet før Paul McCartney kom til), Pete Best (der spillede trommer før Ringo), eller for den sags skyld den toneangivende producer George Martin, der døde i 2016, 90 år gammel, som burde bære titlen Den 5. Beatle, men ifølge Paul McCartney var det altså Brian Epstein, der fortjener denne hæder.

Forlaget Fahrenheit har netop udgivet en ganske spektakulær, velfortalt og enormt flot tegneserie, der netop handler om Epsteins karriere. I en tid hvor biografier sælger som lune bagerboller er der sikkert et ganske godt marked for en sådan udgivelse, for selv om kan være enkelte der vil fnyse lidt over formatet og hævde at biografier skal læses i bogform for at kunne blive taget seriøst, så er tegneseriemediet utroligt velvalgt i dette tilfælde. Tegneserien kan nemlig både skildre den æra som omgiver hovedpersonerne og samtidig skabe visuelle metaforer, der i den grad understøtter skildringen af Epsteins turbulente og tragiske liv.

Førstehåndsindtrykket er virkeligt lækkert. Udgivelsen er lavet i stift bind og forsiden viser Epstein i fuld farve stå i tyrefægterkostume bag de fire sprælske drenge fra Liverpool. Matadorfiguren ligger som en subtekst til hele historien, for lige som tyrefægteren skal forsøge at undgå at blive ramt, var Epsteins liv et hvor han ofte blev angrebet fra flere sider, ikke kun via medierne, men også af folk, som han ellers troede han kunne stole på.

Allerede på de allerførste sider ser vi en af årsagerne til hans omtumlede liv. I blåsorte billeder skifter billederne mellem det unge band, der en regnvåd nat spiller i The Cavern Club i Liverpool, mens Epstien samtidig på havnefronten forsøger at gøre tilnærmelser til en sømand, der efterfølgende gennembanker vores hovedperson. Som der står i indledningen til værket ”Brian havde i forvejen mindst to sociale markører imod sig – Han var jøde og homoseksuel”. Især det sidste var i 60’ernes England ekstremt tabuiseret og senere i fortællingen oplever Epsteins læge ordinere nogle piller til ham, der kan, som lægen siger hjælpe Brian med sine ”indskydelser på det seksuelle område”.

Det skal vise sig, at denne medicinering på sigt kommer til at have altødelæggende konsekvenser for hovedpersonens liv, for selv om hovedparten af fortællingen handler om hvordan Epstein forvaltede managerjobbet og fik gjort The Beatles verdenskendte, så er der mindst lige så meget fokus på privatmennesket bag. Et menneske, der i sagens natur blev nødt til at være meget privat, især når det handlede om hans kærlighedsliv. Selv om det lykkes ham at finde en han elskede og som elskede ham tilbage, så forrådes han også af samme kæreste, der pludselig indser at han kan bruge deres fælles hemmelighed som afpresning.

er en usædvanlig flot tegneserie. Stregen kunne godt ved første blik minde lidt om Bill Sienkiewicz’ i en lidt mere kontrolleret form. Størstedelen af illustrationerne er holdt i blyant/pastel/fedtfarver, der i en på én gang karikeret og ganske realistisk streg skildrer begivenhederne. En enkelt afstikker rent grafisk er der også blevet til (s.107-113), som handler om bandets ganske vilde tur til Filippinerne, som var ved at ende helt galt. Her er stregen meget mere barnlig og mere lig den man forbinder med periodens karikatur- og tegneserieudgaver af The Beatles.

Den 5. Beatle er imponerende. Ikke kun i kraft af sin historie, der sikkert vil være ny for rigtigt mange, men måske især takket være sit grafiske udtryk, der synes at fange tidsånden og perioden utroligt godt. Særligt imponerende skildret er tiden lige omkring mordet på J.F. Kennedy, men i det hele taget er både farveholdningen, illustrationerne og ikke mindst hvordan illustratorerne leger med rammerne er superfedt lavet.

Man har ikke nødig at være fans af The Beatles for at blive grebet af Den 5. Beatle, for selv om det naturligvis handler meget om ”The Fab Four” og deres relation til Epstien, så fortælles der en universel historie om gåpåmod, viljen til sejr og ikke mindst de personlige omkostninger det kan have, hvis man glemmer sig selv undervejs. Det er intet under at udgivelsen har været nomineret til og høstet flere priser, for det er i den grad en ganske gennemarbejdet og ikke mindst meget rørende tegneserie.