Det er ganske usædvanligt, at man skaber en graphic novel i et format, der måler 9,5 x 13 cm, i stedet for mere traditionelle albumstørrelser. Det er også ganske usædvanligt, at man vælger at benytte siderne til at skabe helsidesillustrationer, der enten dækker den ene, men oftest begge sider, så tegninger og tekst fylder siderne ud. Det er også virkeligt usædvanligt at tage udgangspunkt i en ganske velkendt huskeremse om Ægyptens ti plager, som både anmelders og dennes forældres generation kender udenad. Sidst, men ikke mindst, er det usædvanligt at skabe en tegnet fortælling, der placerer sig mellem socialrealisme, kristendom og gyset. Alle disse usædvanlige elementer kan man finde i Vand til blod som forlaget Carlsen netop har udgivet.

Bevares, der er sikkert de, der efter endt læsning vil påstå at kombinationen mellem ultrakristen dogmatik og overnaturlige evner, tilsat en god portion mobning også er drivkraften i Stephen Kings debutroman Carrie - som der er blevet skulet lidt til under tilblivelsen af denne udgivelse. Hovedpersonen Lea kommer nemlig fra et meget kristent hjem, hvor faderen i familien prædiker gammeltestamentlig afstraffelse, hvis hans børn ikke lever op til biblens bud, som han fortolker det.

Historien starter dog et helt andet sted, nærmere bestemt på Leas skole. Hendes lærer er ved at harpunere sine elever, for der er tydeligvis ingen af børnene i klassen der gider at læse højt. Lea beder til, at hun ikke bliver valgt og i begyndelsen af fortællingen tror man måske at det måske er fordi hun er ordblind eller utroligt genert. Det skal dog vise sig at årsagen er en helt anden. For Lea er mildest talt ikke som de andre børn i klassen.

Situationen i klasseværelset er rammehistorien for de flashbacks, som udgør størstedelen af fortællingen. Læseren oplever Lea, når tingene bliver svære, trække sig ind i sig selv og som den gode kristne pige hun er beder hun til sin gud om, at tingene ændrer sig til det bedre. En dag hvor hun pludselig befinder sig i en ekstrem vanskelig situation slår lynet ned i hende – og efterfølgende er der noget i Lea som er forandret. Hendes far påstår at det er Guds vilje, men om det er rigtigt, må man selv læse sig til.

Lars Gabels fine tegninger rangerer fra det lette poetiske og utroligt stemningsskabende til det mest voldsomme og groteske. Tegnestilen er meget stilsikker og gør at hvis man står i en boghandel og bladrer i bogen, så får man straks lyst til at købe den og tage den med hjem. Det er ganske enkelt både professionelt og af meget høj kvalitet. Selv om udgivelsen er i farve, så er hver enkelt side holdt monokromt i enten blå, grønne eller røde nuancer, tilsat sort. Rammehistorien er blå, flashbacksekvenserne grønne og kun i de mest ekstreme øjeblikke skiftes der til rød. Dette fungerer dog utroligt godt, for de enkelte farver passer virkeligt godt til de sindsstemninger som bliver formidlet undervejs. Det eneste aber dabei er at det for det trænede øje godt kan være lidt ærgerligt at det indimellem er lidt tydeligt at farvelægningen er blevet skabt på computer.

Vand til blod er både et fascinerende portræt af en ung pigekvinde, der forsøger at finde fodfæste midt i et pubertetsliv fyldt med mange følelser, modgang og ikke mindst en tilværelse, der ikke passer ret godt sammen med de rigide værdisystemer hendes far har valgt at opdrage Lea og hendes bror efter. Man kunne selvsagt godt kritisere fortællingen for at være endnu en af de der dæmoniserer kristendommen i dens næsten karikerede skildring af samme, men det er heller ikke helt sandt, for historien leger også med ideen om ordet, der i mest direkte og bogstavelige forstand gøres til kød.

Vand til blod ender op med at være en virkelig fed læseoplevelse. Det kan godt være at prisen vil afskrække enkelte, idet den koster lige så meget som det antal sider den er lang. Den er også ganske hurtigt læst, men så er det til gengæld også en meget fin lille fortælling, som man sagtens kan læse mere end en gang.

Slutningen er det stærkeste øjeblik i Vand til blod og dér hvor titlen vitterligt kommer til sin ret. Det skal dog siges, at når selv en gammel anmelder bliver overrasket, så vil det sikkert også virke utroligt stærkt på yngre mennesker, som jo er den primære målgruppe. Carlsen har selv sat aldersgrænsen til 10 år, men gør lige dig selv en tjeneste og læs den igennem inden du giver den i gave til niecen på hendes 10 års fødselsdag, for det er altså en ganske voldsom historie, der udfolder sig. Der er nok nogle tiårige, der bør få en bog om heste eller fodbold i stedet.