Forlaget Forlæns startede for et år siden serien om Lille kvast. Det lille, sorte væsen, som på fransk hedder ’Petit Poilu’. De første ”oversættelser” var udgivelser af bind 3 og 9 i den franske serie. Nu er tiden kommet til 13 og 14 fra den oprindelige serie, der indtil videre tæller 16 bind. Jeg tillader mig at kalde det ”oversættelser”, fordi det jo er ordløse tegneserier, som har til hensigt at lære selv de mindste, som endnu ikke selv kan læse, struktur og mønster i en tegneserie.

Jeg var meget begejstret i min anmeldelse af de første to danske udgivelser. Min dengang treårige pige gik selv hen til bogreolen og pillede bøgerne ud. Nu er hun fire, og hun er mindst ligeså glad for de to nye bind i den danske serie, som har fået titlerne Lille kvast på pottekongens slot og Lille kvast som cirkusartist. Strukturen er velkendt, og genkendes med det samme af min datter, og symbolik og verdensbillede er letgenkendelige.

Lidt ligesom Lille kvast i fortællingerne selv – ved pudsige indfald og uheld – træder ind i en ukendt verden, så træder vi som læsere også ind i en verden, hvor vi ved, at vi skal af sted til et ukendt sted, men vi ved ikke hvorhen – ud over at vi med sikkerhed vender sikkert hjem igen. Ja, hjemme-ud-hjem-modellen virker stadig. Lille kvasts verden er en sød verden, hvor man let får nye venner, selvom Lille kvast selv er på fremmed grund. En dyd, som det er fint at lære de unge poder helt fra starten.

Streg og farver er stadig holdt i klare og tydelige mønstre. Det er hovedsageligt nuancer af primærfarver, der gør, at universet klart danner mønstre og genstande. Der er ikke plads til usikkerhed, når de små selv skal lære at læse. Tegningerne er naivistiske, men alligevel holdt i en humoristisk tone, der også medvirker til, at humør og stemning er ultralet at afkode. Det er i princippet små, fine indføringer i tegneseriernes ikonografi.

Handlingen i Lille kvast på pottekongens slot skiller sig lidt ud fra de øvrige danske bind ved at være grotesk orienteret i retningen af afføring. Vi ved alle, hvor godt prutter virker for børn, så hvorfor ikke danne et verdensbillede, hvor det giver mening af ’buste monsteret’ (om jeg så må sige) ved at kaste lort efter det (heraf pottekongen). Lille kvast som cirkusartist er mere sober med sit fokus på, at Lille kvast skal lære cirkuskunster for at kunne vende hjem til sin familie.

Da jeg kom hjem med de nye bind i serien, som jeg havde planlagt senere at nyde med min datter, gik det ikke helt som planlagt. I stedet for at præsentere hende for en overraskelse ved puttetid, hvor børnelitteraturen er i høj kurs, fandt hun selv bøgerne ved et tilfælde – og ganske uden min motivation satte hun sig til at læse dem selv. Så strategien om at ”skrive” tegneserier til de, der ikke kan læse, fungerer. Der er noget lokalt hjemme hos os, der i hvert fald ser ud til at virke.

Med andre ord har vi med de nye danske bind i serien om Lille kvast i det lille hjem skabt fornyet interesse i det lille krøllede væsen, der ser og oplever så meget. I princippet burde det ikke være så svært at ”oversætte” flere bind, så det er vel bare om at komme i gang. Alle fire bind er nydt i fulde drag af far og datter, der begge bestemt godt kunne trænge til skoling i tegneseriernes finurlige, forfriskende univers.