En af de mest fantastiske ting ved tegneseriemediet er alsidigheden. Ikke kun er mediet i stand til at skabe fiktioner, som i visse tilfælde er kendetegnet ved en grænseløs fascination af fantasiens ekspanderende grænser eller gengivelsen af hændelser, der trodser både naturlove og menneskelig forstand. Mediet bruges dog også oftere og oftere til at berette om de helt nære ting og måske samtidig til at give et satirisk blik på os selv og det samfund, som omgiver os.

Til sidstnævnte kategori hører Johan F. Krarups nye tegneserie Mixed Double, som også – ganske vist i trunkeret form – kan læses på Forlaget Fahrenheits hjemmeside. Den handler om fire skæbner, der mere eller mindre tilfældigt bindes sammen af deres møde i tennisklubben, hvor de dyster mod hinanden.

Først har vi Ruth, en ældre dame, som plages af ukontrolable arme og derfor rådes til at dyrke lidt sport. Jørgen er lystløgner og funktionær i en bank. Fraskilte Finn bor sammen med sin syge, svagelige og tudsegamle mor, som han passer med lige så stor omhu som sin samling af fingerbøl, og endelig har vi Helena, som er intellektuel gallerist, og som på sigt drages mod den forsagte Finn.

Samlingen er opbygget af enkelte sider med en overskrift, nærmest tænkt i avisformat, men hvor kun et fåtal af striberne kan læses som lukkede episoder. Lige som de enkelte karakterer får indflydelse på hinanden, ændres både de og deres gensidige forhold til hinanden. Selv om Mixed Double runder de fleste forløb af mod enden, har den - lige som i livet - ikke til nogen egentlig forløsning eller afrunding af begivenhederne. Det føles i stedet som om det kikkertblik, man har fået ind i de fire personers liv, pludselig ophører, og at deres liv fortsætter ufortrødent efter læsningen.

Det er lykkedes forfatteren at skabe en række ganske troværdige karakterer, der til trods for deres karikerede natur og forskellige groteske scener, der heldigvis også opstår, er lige så neurotiske, forstyrrede og latterlige som hr. og fru Jensen, vi på daglig basis støder ind i, når der handles ind til aftensmaden i Føtex. Stregen er lettere naivistisk, farvelagt med farveblyanter og synes derfor, lige som sin historie, at læne sig op af en ganske typisk dansk socialrealistisk arv, som man kan opleve den i støvede folkeskolebøger fra 1970erne. Det handler om, at læseren får øjnene op for en dansk virkelighed i tegneserieform, i stedet for at tegneserien – gud forbyde det - skulle levere nogen form for eskapisme fra denne.

Studerer man udgivelsesdetaljerne, kan man se at Mixed Double har modtaget støttekroner fra Kunstrådets Litteraturudvalg, og man kan endnu engang få bekræftet sine fordomme om, at de kunstnere, der modtager den slags penge, enten er bedre til at skrive ansøgninger end til at skabe stor tegneseriekunst, eller bare er bedre til at behage de kulturrådsfolk, som scanner ansøgninger i håbet om at finde endnu en historie, der beskæftiger sig med klasseskel, sociale værdinormer, dansk mentalitet og anden lignende elende. For selv om ironien og satiren stødvis er til stede side om side med alvoren, så løfter Mixed Double sig aldrig rigtigt fra papiret. Kulturrådet burde, i nærværende anmelders øjne, hellere smide kroner efter danske tegnere, der både vil og kan meget mere end at levere den tynde brun sovs til de henkogte kulturelle kartofler. Hvad med at give nogle af vore skattekroner til, at Palle Schmidt kunne lave en dansk superheltetegneserie sammen med Peter Snejbjerg? Det ville i hvert fald forekomme som en langt bedre investering.

Nu skal Krarups serie jo ikke alene dømmes ud fra en anmelders fordomme over for kulturrådets beslutningsprocesser, men sammenligner man eks. hverdagsdramaet i Mixed Double med andre socialrealistiske serier som amerikanske sværvægterne kan levere (her tænkes især på de serier Will Eisner tegnede i sin sensommer, Harvey Pekars autobiografiske historier i American Splendor eller Craig Thompsons En Dyne af Sne), så kommer Mixed Double altså frygteligt til kort, både hvad angår plot, budskab og ikke mindst æstetisk/kunstnerisk indhold. Man kan undres lidt over, hvorfor det i det hele taget er en historie, som kræver tegneserieformen, for ville en og om den ikke lige så vel kunne have været en regulær roman? Dialogen er – indrømmet - rigtigt god, og de karikerede karakterer har også et fint indre liv, men det ændrer ikke på at tegneserien ikke behager ud fra et rent tegneserieperspektiv.

Krarups streg er morsom men også ret ujævn, handlingen for rodet, og desværre spår jeg bogen en fremtid som en af de mange tegneserier, der altid står tilbage på bibliotekets hylder, når tre 8. klasser og en gruppe rollespilsnørder har været inde og forsyne sig.