Sable / Playstation 5
Shedworks / Raw Fury
Anmeldt 10/2 2023, 10:10 af Torben Rølmer Bille
Interaktiv Moebiustegneserie
Interaktiv Moebiustegneserie
« TilbageNår man netop har kæmpet sig gennem et brutalt eventyr med en stor skaldet krigsgud og dennes søn https://kulturkapellet.dk/spilanmeldelse.php?id=84, så fryder forandring i den grad. Derfor var det heldigt, at Raw Fury havde været så rare at sende Kapellet et digitalt eksemplar af eventyrspillet Sable. I dette spil er der ikke en eneste figur, som dør, ikke et eneste skud, der bliver affyret, og i det hele taget indeholder spillet ikke vold af nogen slags. I stedet bliver du som spiller inviteret ind i et imponerende grafisk univers, der er kraftigt inspireret af Moebius’ tegneserier.
I dette raytracede univers, der for old-school gamere minder om en form for avanceret vektorgrafik, spiller du Sable, en ung kvinde der skal finde sit ståsted her i livet. Først er hele hendes verden den dal, hun er vokset op i, men idet hun bliver myndig, skal hun – traditionen tro – drage ud i verden for at lære at stå på egne ben. Dette minder på mange måder om de mange overgangsritualer, man kender fra et utal af kulturer, med den betydelige forskel at Sable ikke skal ud for at dræbe noget for at bevise sit værd. Til gengæld skal hun begive sig ud i den store verden for hér at finde den maske, som passer bedst til hende. Alle i denne ørkenverden bærer nemlig nogle særprægede tribale masker, der synes at udtrykke netop deres personlighed eller en evne, som kendetegner netop dem.
Klatr, led og saml
Der er i alt 14 masker, som du undervejs kan finde, nogle langt vanskeligere at få fat i end andre. Dette
betyder dog mindre, for spillet kræver faktisk ikke at du finder dem alle, for at du kan gennemføre det. Det kan bedst beskrives som et spil, hvor du skal gå på opdagelse, for undervejs også at få ledetråde til både hvad det er for en verden du befinder dig i, hvilke forskellige kulturer du kan møde undervejs og måske også få indblik i, hvad der er årsagen til at det stemningsfulde ørkenlandskab er fyldt med en mængde enorme, forliste rumskibe.
Sable er med andre ord et spil, som indledningsvis kan virke lidt særpræget, for du får ikke ret megen information om, hvad dine primære opgaver er, men idet du begynder at udforske landskaberne og tale med de karakterer, du møder på din vej, enten i ørkenen eller i de byer der sparsomt er strået rundt i landskabet, får du missioner og opgaver, du skal løse for dem. Undervejs bliver du nødt til at bruge dine evner til at klatre op af stejle bjergsider, lede efter bestemte objekter og samtidig indsamle ting, der på sigt kan gøre din spiloplevelse nemmere.
Zenagtig svæveture over ørkensandet
Kort fortalt skal du altså udforske den verden som spillet præsenter for dig. Først sker dette til fods, dernæst på en meget primitiv, langsom knallert, men der går ikke længe, før du får mulighed for at få fat i nogle langt mere strømlinede, svævende fartøjer (de kan bedst sammenlignes med de Speederbikes, som du kender fra Star Wars-universet – red.). Disse køretøjer kan du sammensætte på en lang række måder, alt efter hvor mange af delene, du samler eller indkøber for nogle af de credits, som du undervejs gør dig fortjent til.
Personligt nød undertegnede at svæve rundt over ørkensandet og blot nyde grafikken, for selv omSable er muligvis et spil der visuelt virker radikalt anderledes og noget mere primitiv end mange af de fotorealistiske HD-titler, som du har mulighed for at spille i disse år, så er det lykkedes folkene bag, at gøre den verden de har skabt til en kæmpemæssig oplevelse.
Idet du drøner rundt over sand og sten, leverer spillet ofte meget smukke musikalske ledemotiver. Frameraten er bevidst sat ned, men det gør også at spillet virkelig ligner en levende tegneserie, som er ret unik i sit udtryk. Personligt vil anmelder håbe på, at folkene bag Sable (et spilfirma, der består af to spiludviklere, baseret i London kaldet Shedworks) har mod på at lave flere spil på denne måde, for det føles som antydet som om, man pludselig er del af en animeret Moebiustegneserie. En oplevelse som undertegnede ikke troede var mulig, men det er lykkedes ud over enhver forventning.
Æg øger klatreevnen
En af de meget essentielle ting i spillet er at få afdækket kort over landskabet. Det foregår lige som i andre open-world spil, ved at klatre højt til vejrs, hver gang du spotter en ballon i det fjerne. Ballonerne tilhører nemlig kartografer, korttegnere, der hellere end gerne vil sælge dig et kort over deres lokalområde for 50 spilpenge. Undervejs møder du også handelsfolk, der måske udfordrer dig til klatre-opgaver, indsamling af biller, levering af varer og mange andre typer af opgaver, som du – idet du har løst opgaven - kan modtage særlige tokens fra. Har du tre af samme slags kan disse byttes til en af de fjorten unikke masker, der passer til de opgaver, du har løst. Dette foregår hos nogle mærkværdige vismænd, som du kan finde i flere af de lejre og byer som du har opdaget.
En anden opgave der er værd at bruge tid på, er indsamlingen af de såkaldte ’chum eggs’. Du finder nogle oscillerende ormevæsener på din vej, og idet du nærmere dig disse og trykker firkant, forvandles de til nogle æg, som du kan indsamle. For at få noget ud af disse, skal du dog have fundet Chum Dronningens hule – det er heldigvis ikke synderligt svært at opdage den. Bringer du hende en vis portion af disse æg, så vil hun løbende opgradere din stamina, så du kan klatre endnu højere end tidligere uden at miste grebet. Du skal dog ikke være bekymret om at falde ned og dø, for Sable får ganske hurtigt i spillet også en unik evne til at skabe et kraftfelt omkring sig, der kan benyttes til at svæve langsomt men sikkert fra punkt A til B i en form for rødt kraftfelt. Du svæver dog ikke lige ud, men daler lige så langsom mod jorden. Derfor skal du altid placere dig langt højere, end det sted som du ønsker at svæve hen til.
Helstøbt oplevelse
Selv om Sable er et indiespil, hvor den åbne verden rent størrelselsmssigt eller i detaljegrad ikke kan konkurrere med titler som eksempelvis Horizon , Spider-man eller lignende, så kan mindre også gøre det. Det er i al fald nogle meget smukke og udsyrede landskaber, Sable skal traversere, før turen igen går hjem, for dér at vælge den helt rette maske.
Som nævnt i starten er det i al fald befriende at kaste sig over et spil, der helt bevidst bevæger sig væk fra mængden af spil, der fokuserer på voldsomme nærkampe og dystre tematikker, for i stedet af give spilleren en hel unik visuel oplevelse og invitere ind i et udsyret science-fictionunivers, der befolkes af maskebærende nomadefolk.
Måske er Sable ved første øjekast ikke et spil, der vil tiltale alle gamers, men giv det en chance og monstro ikke også du hurtigt vil blive suget ind i denne fantasifulde hyldest til Moebius i en sådan grad, at du også vil have lyst til at afdække alle de mysterier, indsamle alle de masker og måske endda ligefrem finde frem til alle de chum-æg, som er gemt rundt omkring i denne sære ørken?